under er OGSÅ om romkontakten "Thao's" forklaringer til dette
Martinus om de "åndelige legemers fasong og form"

under også om 'koblingslegemet'

 

Mange beretninger om livet etter døden forteller at menneskene da fortsetter å bære kropper med samme form/utseende som den "fysiske" - og jf. foredraget DØDEN som Martinus holdt på M-inst.12/5-58 bekrefter han det:

"….det levende vesens organisme består således av disse elektriske felter der hver især danner en personlighetsspaltning eller et vesens fysiske legeme. De tjener til at kunne bevare det levende vesens bevissthet under forskjellige situasjoner. Hvis det levende vesen mister sin fysiske organisme, så kan den åndelige del som også fremtreder i denne fasong, - den kan så bære vesenets bevissthet. " (slutt utdrag fra foredraget)

MER OM SAMME TEMA UNDER

(bildene her er ikke laget av Martinus - men er kun illustrasjoner)

s

bildene: under søvn og etter døden er det først det  da frigjorte, iboende følelslegeme/astral-legeme som bærer bevisstheten, og dette oppleves like virkelig og reelt som det fysiske, selv om det fungerer på en noen annen måte rent "ernæringsmessig" sett - ettersom det næres direkte av åndskraften fra sjelen eller X2-nivået. Alle FØLELSER sanses via dette "indre legeme" også i den fysiske kroppen - men kontakten  går da  via det fysiske nervesystemet og "impuls-senderen hjernen". Følelser (fx kjærlighet) oppleves langt sterkere og mer direkte når dette rene følelses- legeme er frigjort som "direkte sanselegeme" etter død eller om natten når man sanser direkte via DET.

*

noe annet interessant å spekulere over er følgende:

Hvor mange "sjeler av kategori mennesker" var inkarnert/ diskarnert på  jordkloden i året 1945?

skal man ta det bokstavelig det som M. skriver  så siteres det flg i stk 1369 i LB4:

"Når vi regner med, at der i dag i kødet er inkarneret ca. to milliarder mennesker på jorden, mens ca. en tilsvarende del af jordens mennesker befinder sig i diskarneret tilstand eller på det åndelige plan og hver enkelt af disse jordens fire milliarder mennesker har gennemgået det dræbende princips zone og her har mistet livet på unaturlig måde i f.eks. fire inkarnationer...." (slutt sitat/utdrag)

Dersom kloden samlet HADDE 4 milliarder i 1945 (mens han skrev på LB4) - og det idag er  mer enn 6 milliarder alene inkarnert på det fysiske plan - og man  regner med at inkarnasjonsdøren fra selve det mer privmitive/virkelige dyrerike forlengst er lukket  - SÅ TYDER DET PÅ AT DISSE EXTRA 2MILLIARDER INKARNERTE MENNESKER KOMMER FRA ANDRE  KLODER I KOSMOS!

(det har alså foregått "en skjult innvandring fra kosmos" i stor stil - helt siden andre verdenskrig - GJENNOM REINKARNASJONSPRINSIPPET)

 

 

 

GENNEM DØDEN ELLER GENNEM DE PARAFYSISKE VERDENER

(om diskarnationens ’teknik’)

KOPIERT FRA http://www.livetseventyr.dk/1-16.htm

  

Den fysiske krop og "finstof-dubletten"

Som vi allerede for længst er blevet gjort fortrolige med, så har begrebet 'døden' to grundlæggende betydninger i Martinus' Kosmologi. Dels hentyder det til "den kosmiske død", som individet bliver genstand for under indviklingsprocessen fra parafysisk til fysisk tilværelse, hvor det mister erindringen og dermed bevidstheden om sin egen udødelighed og om sit guddommelige tilhørsforhold, og dels refererer begrebet til den 'død', hvorunder individets sjælelige struktur sammen med det såkaldte "koblingslegeme" frigøres helt fra den fysiske organisme, om end i begge tilfælde kosmisk set kun midlertidigt.

     Eftersom det tidligere nævnte "koblingslegeme" særlig vil blive omtalt senere i forbindelse med reinkarnationsprocessen, skal her kun fortælles, at det som objektivt procesfelt betragtet, består af en blanding af parafysiske og fysiske energier (instinkt-, følelses- og tyngdeenergi), og at det subjektivt betragtet fremtræder som en kopi eller dublet af den fysiske krop. Det sidstnævnte er baggrunden for, at man inden for parapsykologien betegner koblingslegemet som "finstofkroppen" eller "dobbeltkroppen". (Note 1)

     Den omstændighed, at koblingslegemet består af en blanding af parafysiske og fysiske energier, hænger sammen med dets funktion som et interaktivt forbindelsesled mellem den sjælelige struktur og den fysiske krop. Grundet de store kvalitative forskelle mellem de to organismestrukturer, er det ikke muligt at etablere en direkte forbindelse mellem disse, og det er derfor her at det særlige 'blandingslegeme' kommer ind. Det fungerer nemlig i praksis på én gang som 'transformator' af sanseimpulser fra det fysiske hjerne-nervesystem til den sjælelige struktur og dermed til jeget, og af bevidstheds- og viljesimpulser fra jeget og den sjælelige struktur til den fysiske organisme. Sidstnævnte organisme har ifølge Martinus til primær opgave, at betjene Jeget og dets bevidsthedsliv, for derigennem at bidrage til samme Jegs erfaringsforøgelse og ikke mindst dets moralsk-etiske eller humane udvikling. (Note 2)

 

Koblingslegemet og "sølvsnoren"

Normalt er koblingslegemet tæt forbundet med den fysiske krop, objektivt set nærmest som et elektromagnetisk felt i og omkring denne, men under visse omstændigheder er det i stand til at 'løsgøre' sig fra den fysiske krop gennem såkaldt 'projektion'. Herunder bevarer det forbindelsen til denne krop via et slags parafysisk 'nervekabel', i parapsykologien kaldet "sølvsnoren", hvis variable længde kan være fra nogle få centimeter til adskillige meter. Det sidstnævnte er tilfældet under de såkaldte ud-af-kroppen-oplevelser, hvor koblingslegemet f.eks. 'svæver' rundt i lokalet, medens det fysiske legeme sidder eller ligger og sover, eller måske befinder sig i mere eller mindre bedøvet tilstand som følge af hypnose, feber, narkose, alkohol- eller narkotikapåvirkning. Det interessante er i den forbindelse, at koblingslegemet bevarer sin sanseevne og forbindelse til den sjælelige struktur og dermed til Jeget, som normalt er i stand til at registrere, hvad der foregår.

     De nævnte 'projektioner' sker i reglen helt spontant og uden at det pågældende individ har villet det, hvilket dog ikke er ensbetydende med, at en 'projektion' ikke kan ske vilkårligt. Det kan den rent faktisk, og tilmed på en måde, så at individet viljemæssigt i større eller mindre grad kan dirigere koblingslegemet, som vedkommende ønsker og har lyst til, om end med visse begrænsninger, der bl.a. er dikteret af "sølvsnoren"s udstrækningsmuligheder.

     Men uanset om en 'projektion' sker uvilkårligt eller vilkårligt, vil koblingslegemet automatisk og normalt igen vende tilbage til et tæt tilknytningsforhold til det fysiske legeme, når 'seancen', feberen, bedøvelsen eller rusen er forbi. Hvorefter det atter kan genoptage sine normale funktioner som interaktiv 'transformator'. (Note 3)

 

 

Diagram over den åndelige struktur bag oplevelserne og scenerierne i den åndelige verden, ses inden for zonerne ”a”, ”b” og ”c”, dvs. den del, der er mærket med tallene 1,2,3,4,5,6 og 7. Tallene 1 – 6 symboliserer den sjælelige strukturs seks åndelige legemer, mens figuren mærket 7 symboliserer evighedslegemet, og den lille trekant – Jeget – det oplevende og skabende Noget. De nævnte zoner ”a”, ”b” og ”c” symboliserer henholdsvis det fysiske legeme og de fysiske oplevelser, mens ”b” og ”c” desuden symboliserer ”den første sfære” efter døden, idet ”b” udtrykker skærsilds- eller helvedstilstanden og ”c” lykke- eller paradistilstanden. De to zoner er derfor ikke virksomme samtidigt.  Den organiske struktur bag individets oplevelse af ”den første sfære” er det såkaldte koblingslegeme, og dette er ligeledes symboliseret ved zonerne ”b” og ”c”.

    Til højre på tegningen ses diagrammet over koblingslegemet, efter at dette er blevet afstødt fra den sjælelige struktur ved individets såkaldte ”anden død”, hvilket vil sige overgangen til den virkelige åndelige verden eller Guds rige.

(Forklaring på basis af Per Bruus-Jensens tekst: Harry Rasmussen. Diagram: © Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 2, stk. 2. 133. Se endvidere samme værk, bind 4, stk. 4. 207. – 4. 208., hvor diagrammets yderste zone, ”a” = den fysiske organisme, er udvidet med en opdeling i seks regioner, der respektive korresponderer med den sjælelige strukturs åndelige legemer = området inden for figur ”c”).

 

Koblingslegemet og 'døden's indtræden

Som det indirekte vil være fremgået af den hidtidige beskrivelse af koblingslegemet, er dette opbygget af to 'energi-lag', nemlig et parafysisk og et 'finstofligt' fysisk 'lag'. Denne omstændighed har dels betydning for koblingslegemets funktion som interaktiv 'transformator' mellem den parafysiske, sjælelige struktur og det 'grovstoflige' fysiske legeme, men dels også i forbindelse med dødsprocessen, når denne på et eller andet tidspunkt uundgåeligt indtræder i individets fysiske tilværelse. Denne proces skal vi beskæftige os med i det følgende.

     Enhver ved jo nok, hvad det vil sige, når nogen eller noget dør, og særlig når det er et menneske, der dør. Hvad enten der er tale om hjernedød eller hjertedød, og uanset årsagen eller årsagerne til dødens indtræden, om denne sker pludseligt ved et ulykkestilfælde, eller langsomt og gradvist som følge af ukontrollabel eller uhelbredelig sygdom, så ophører det pågældende individ med at sanse og tilkendegive sig overfor sine fysiske omgivelser. Kroppen ligger ubevægelig og efterhånden kold og stiv, med lukkede eller halvtåbne, 'tomme' og stirrende øjne, medens den efterladte nærmeste familie står rundt omkring dødslejet, mere eller mindre forstenede i sorg, uforstående og måske angste overfor dødens uafvendelighed. 

     Men hvordan tager samme situation sig mon ud fra den 'afdøde's synsvinkel, altså set 'indefra'? Ja, som forventeligt ifølge Martinus' oplysninger herom, så reagerer døende mennesker meget individuelt og forskelligt på 'døden's komme, lige fra at blive grebet af stor angst og frygt for, hvad der herefter skal ske, over apatisk accept af det uafvendelige, til ligefrem glæde og lykkefølelse over måske at blive befriet for uudholdelig smertelig sygdom, ubodelig ensomhedsfølelse eller tabt livslyst som følge af vanskelige og subjektivt set uoverkommelige livsvilkår. (Note 4)

 (mer om dette legeme fra annen kilde)

 

Døden: Den store overraskelse

Fælles for de allerfleste, men især for mennesker med en mere eller mindre konsekvent og rodfæstet materialistisk og ateistisk livs- og verdensanskuelse, betyder dødsøjeblikket i henhold til Martinus og flere andre okkultister i første omgang en stor og i reglen behagelig eller ligefrem glædelig overraskelse. Den 'afdøde' opdager nemlig til sin egen store overraskelse, at han eller hun slet ikke er 'død', men fortsat er i stand til at tænke, føle og sanse sine omgivelser. Og så længe vedkommende individs sjælelige struktur endnu er forbundet med koblingslegemet, og dette på sin side endnu har en vis tilknytning til det afdøde fysiske legeme via "sølvsnoren", kan det 'døde' individ fortsat opleve de reelle fysiske omgivelser. Det kan således eksempelvis opleve situationen omkring sit eget dødsleje, og vil måske føle medlidenhed med sin sørgende familie og venner, der med tårefyldte øjne betragter den døde krop. Men den 'døde' har normalt ingen mulighed for at komme i kontakt med eller give sig til kende overfor individer på det fysiske plan, ligesom disse normalt heller ikke er i stand til at komme i kontakt med den 'afdøde', der jo nu befinder sig i det tilværelsesområde eller den grænsezone til den virkelige parafysiske verden, Martinus betegner som "dødens første sfære". (Note 5)

 

 

Ved sin fysiske aktivitet og den dermed forbundne erfaringstilegnelse opbygger mennesket successivt et spektrum af forskellige mentale bølgelængder, der vil være bestemmende for karakteren af  den enkeltes oplevelsesmuligheder og bevægelsesfrihed på det parafysiske plan senere hen. Da en stor del af den fysiske aktivitet – direkte eller indirekte – er interessestyret, vil resultatet af den fysiske indsats også kunne defineres som rådighed over en serie interessesfærer. Disse igen kan groft opdeles i 1) fysiske interesser af fysisk observans, 2) fysiske interesser af altruistisk observans samt endelig 3) interesser af rent åndelig observans.  På tegningen er de vist med hver sin signatur. Øverst ses det talentkernekompleks, interesserne organisk er rodfæstet i; derunder det tilsvarende bølgelængdekompleks på det parafysiske X3-plan og endelig nederst de tilgrundliggende aktiviteter på det fysiske X3-plan. (Diagram og tekst: © Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 2, stk. 2. 177. – Gengivet med forfatterens tilladelse).

 

     Det er dog ikke alle nyligt 'døde', der oplever en situation som den ovenfor beskrevne, og denne afbrydes da også efter kortere eller længere varighed, idet "sølvsnoren" brister på et tidspunkt, hvorved individets bevidste og vilkårlige forbindelse med den fysiske verden normalt og i reglen afbrydes totalt. Der kan dog fortsat være tale om en vis ubevidst og automatisk forbindelse mellem koblingslegemet og det afdøde fysiske legeme, men om varigheden af denne forbindelse hersker der nogen usikkerhed. Forskellige oplysninger fra okkult side kunne tyde på, at forbindelsen kan vare dage, uger eller måneder, ja, måske endnu længere. Men i henhold til Martinus, kan forbindelsen i al fald vare dage og uger efter dødens indtræden, hvilket eksempelvis er årsagen til, at den 'døde' endnu er i stand til at føle angst og smerte under kremeringen af vedkommendes afdøde fysiske krop. Når dette er tilfældet, hænger det bl.a. sammen med, at den fysiske krop jo ifølge Martinus er et univers af levende mikroindivider, som skæbnemæssigt er organisk knyttet til det makro-jeg, den 'døde's Jeg repræsenterer for disse. Mikroindividerne, hvis organismer i form af den fysiske krops organer, celler, molekyler etc., også er i stand til at føle smerte, 'dør' først efterhånden som kroppens animalske dele naturligt nedbrydes og opløses. Disse mikroindivider - og dermed også makro-jeget - er altså fortsat i stand til at føle smerte under ligbrændingen, som for dem betyder pludselig og unaturlig død. Martinus sammenligner disse ulykkelige mikroindividers situation med den situation et stort antal mennesker må opleve, når de redningsløst fortabte omkommer under en storbrand. Den 'døde' har derfor efter Martinus' opfattelse fortsat et ansvar for sit afdøde fysiske legemes videre skæbne, som vedkommende i levende live burde have truffet testamentarisk bestemmelse om karakteren af. Underforstået: ikke ligbrænding. (Note 6)

 

Det levende væsens skæbne efter døden er bestemt af arten og kvaliteten af dets bevidsthedsindhold, idet dette er ensbetydende med en række bølgelængder, hvorpå der kan sendes og modtages i den åndelige verden. Udpræget fysiske interesser  - af hvad art de end måtte være – binder det til et kortere eller længere ophold i den såkaldte første sfære, hvor negative og udpræget egoistiske bølgelængder tilsammen etablerer en skærsildszone, medens derimod positive og altruistiske bølgelængder danner en paradiszone. Hævet over begge disse to zoner eksisterer den egentlige åndelige verden, hvortil der kun gives adgang via rent åndelige bølgelængder, dvs. rent åndelige interesser. Diagrammet skal ses i fortsættelse af tegningen side 150.  -  (Diagram og tekst: © Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 2, stk. 2. 117. – Gengivet med forfatterens tilladelse).

 

Dødens første sfære

Men allerede inden forbindelsen med det afdøde fysiske legeme er afbrudt helt, må den 'døde' omstille og indstille sig på en tilværelse af en vis varighed i den semi-parafysiske tilstandsform, som forekommer i "dødens første sfære". Denne er karakteriseret ved at være både åndelig (parafysisk) og fysisk i kraft af den sjælelige strukturs fortsatte tilknytning til koblingslegemet, som derfor er medbestemmende vedrørende indholdet og karakteren af individets aktuelle livsoplevelse.

 

     Individets livsoplevelse i den første sfære efter dødens indtræden, varetages nu i forening af den sjælelige strukturs følelseslegeme og tyngdelegeme i et vist samarbejde med koblingslegemet, idet dagsbevidstheden sansemæssigt set er overført på følelseslegemet, medens tyngdelegemet står for den udadrettede aktivitet, manifestationsfunktionen. Imidlertid 'træder' individet ved sit fysiske legemes død ikke ind i en verden eller tilværelsesform, der er lige så solidt 'objektiv', som tilfældet er med den fysiske rum-tidsdimensionelle afstands-verden, det lige har forladt. Den åndelige eller parafysiske tilstand, som individet nu befinder sig i, opleves ganske vist også som rum-tidsdimensionel, men på en helt anderledes og i øvrigt subjektivt betinget måde.

 

Dødens første sfære

Dyret, naturmennesket og det civiliserede menneske har forskellige forudsætninger  for at tackle den første sfære, og afgørende for den enkeltes skæbne  er ikke mindst vedkommendes forhold til personlige konflikter. Først og fremmest dyret, men i vid udstrækning også naturmennesket vil opleve den første sfære som en form for idealtilværelse, hvorimod det civiliserede menneske let vil komme ud for skærsildstilstande. Værst er det egoistisk, materialistisk og ateistisk indstillede menneske stillet, hvorimod det åndeligt og religiøst troende menneske hurtigt vil kunne opnå udfrielse ved at tage sin tilflugt til bønnens muligheder. Dette vil også til sidst blive tilfældet for den anden kategoris vedkommende, men først langt senere. (Diagram og tekst: © Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 2, stk. 2. 122. – Gengivet med forfatterens tilladelse).
 
Det nævnte forhold hænger primært sammen med den omstændighed, at de parafysiske energier eller stråleformede materier er usynlige, lette og flygtige, og de følger desuden deres helt særegne lovmæssigheder, af hvilken årsag de derfor er nemmere at manipulere, end tilfældet er med de fysiske energier og materier. De parafysiske energier eller materier er nemlig underlagt den form for lovmæssighed, der bevirker at de automatisk og prompte adlyder og former sig efter individets bevidste så vel som ubevidste mindste tanke, idé, forestilling, begær, ønske og vilje. Det indebærer samtidig, at den parafysiske materie straks ved individets indtræden i dødens første sfære former sig efter de forestillinger om sig selv og sin omverden, som Jeget i løbet af måske et langt fysisk liv har vænnet sig til at betragte som "sin verden". Disse forestillinger ligger jo opbevaret i form af et 'mønster' eller 'kompleks' af erindringstalentkerner i individets skæbneelement i overbevidstheden. I dødens første sfære 'projiceres' dette vaneforestillingskompleks af en "verden" automatisk straks 'ud' i den parafysiske materie, som antager form af rum-tidsdimensionelle fænomener, der af individet opleves som dets 'omgivelser'. (Note 7)
 
     De nævnte 'omgivelser' kan tilmed i så høj grad ligne dé fysiske omgivelser, som individet kort forinden har fået afbrudt forbindelsen med, at vedkommende måske ikke umiddelbart opdager forskellen eller den i virkeligheden totale forandring, der er sket i dets liv. Både ifølge Martinus og parapsykologien gives der eksempler på, at et individs kontakt med sit fysiske legeme er blevet afbrudt så pludseligt og uventet, at den pågældende ikke i første omgang selv er klar over situationen. En sådan situation kan f.eks. forekomme ved blodpropper, hjerneblødninger, ulykkestilfælde eller under krigshandlinger, hvor et menneske bliver skudt med øjeblikkelig død til følge. Der findes okkulte beretninger om soldater, som gennem medier har kunnet fortælle i nutid om, at de er blevet skudt med øjeblikkelig død til følge, men at de blot oplevede dette som at blive slået omkuld. Men snart efter var de i stand til at rejse sig igen og fortsætte kampen eller fremrykningen side om side med deres kammerater, indtil det gik op for dem, at der var et eller andet galt fat med situationen.
     Men mennesker, der dør under mindre dramatiske omstændigheder, vil heller ikke i alle tilfælde være klar over, at de ikke længere befinder sig i den fysiske krop og dennes omverden. De oplever det måske kun, som om de har sovet eller på anden måde været midlertidigt fraværende, for når de 'vågner', synes 'verden' jo at se præcis sådan ud, som den hele tiden har gjort. Det er først efterhånden og når de pågældende kommer i en bestemt situation, der mere eller mindre tvinger dem til at indse, at de ikke længere er bundet til den fysiske krop og dens omverden. (Note 8)
     Den omtalte situation hentyder til det forhold, at individet efterhånden føler det trættende og kedsommeligt med den evindelige gentagelse af dets tilvante hverdagsrutiner. Det opdager også snart, at de mennesker, som det til "daglig" omgiver sig med, reagerer 'robotagtigt' og uselvstændigt, nemlig i medfør af, at disse jo faktisk kun er 'projektioner' af dets egne bevidste tanker, følelser og erindringer, men i nok så høj grad af dets ubevidste, automatisk fungerende vaneforestillinger. Men individet er i den situation ligesom fanget i sit eget tankespind, sådan som tilfældet også er i drømmetilstanden, særlig under mareridt, og kan normalt ikke selv opløse eller frigøre sig fra dette, hvor meget det end ønsker eller vil det. Til sidst føler individet sig totalt klemt inde, isoleret og ensom i sit selvskabte mentale fængsel, der nærmest føles som et rent helvede, og her fyldes det mere og mere af sort fortvivlelse og desperation. Da er det, at individet som sidste udvej anråber eller beder den ukendte magt eller instans, som det måske ikke hidtil har troet på eksistensen af, om trøst og hjælp til at blive befriet for sin uudholdelige situation.
 
Dødens første sfære som "helvedes-" eller "skærsildzone"
Den netop beskrevne situation er baggrunden for, at Martinus i øvrigt opdeler dødens første sfære i to afdelinger eller zoner, nemlig henholdsvis en "helvedes-" eller "skærsildszone" og en "paradiszone", hvilken sidstnævnte vi skal se på om lidt. Men såvel helvedeszonens som paradiszonens forekomst, hænger ifølge Martinus sammen med individets etisk-moralske habitus og øvrige mentale kvalifikationer, kort sagt med dets karakter og begavelse. Individets religiøse tro, ikke-tro eller ligefrem vantro (ateisme), dets livs- og verdensanskuelse, hvad enten denne er idealistisk eller materialistisk, spiller også en rolle i sammenhængen. Det siger derfor næsten sig selv, at det fortrinsvis er ikke-troende og vantroende, ateistiske og materialistiske mennesker, der har størst risiko for at havne i en "helvedes-situation". Det kan dog også ske for religiøse mennesker, hvis skyldbevidsthed og angerfuldhed kredser om deres eget selv og midlertidigt holder dem fangne i denne lidelsesfulde situation. Men især gælder det for religiøst fanatiske og fundamentalistiske mennesker, der i den fysiske verden har optrådt intolerant og fordømmende overfor anderledes troende og tænkende, og som måske fortsætter denne adfærd i deres egen selvskabte lilleverden efter døden. Først når individet har fået nok af sin uhyggelige situation, som det ikke selv magter eller evner at befri sig fra, og derfor er indstillet på hjælp 'udefra', sker der en afgørende forandring for det pågældende individ, hvilket vil fremgå lidt senere nedenfor. (Note 9)

 

 

Semi-naturalistisk fremstilling af det skærsildsplagede menneskes udfrielse af helvede gennem anråbelse ved bøn. Efter kortere eller længere tids skærsildsophold forsøges denne udvej, hvorved væsenet skaffer sig kontakt med sin skytsengel. Denne hjælper det først til et ophold i den første sfæres paradiszone – via den anden død – og indfører det siden hen i den egentlige åndelige verden, Guds primære bevidsthed. (Diagram og tekst: Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 2, stk. 2. 126. – Gengivet med forfatterens tilladelse).

 

Dødens første sfære som "paradiszone"

Som nævnt ovenfor, findes der ifølge Martinus også en anden og helt anderledes afdeling af dødens første sfære, som han kalder for "paradiszonen". Den er i lighed med helvedeszonen i bund og grund et produkt eller resultat af individets egen etisk-moralske habitus, karakter og øvrige begavelse, samt af dets religiøse tro eller human-idealistiske eller spiritualistiske opfattelse. På grundlag heraf oplever dertil særligt egnede individer umiddelbart dødens første sfære som en slags paradistilstand, hvori de får opfyldt de fleste af deres ideelle religiøse ønsker og forhåbninger, som i reglen viser sig at være forbundet med bestemte materielle begær og forestillinger. Andre individer, som ikke er religiøst troende, men måske til gengæld humane og tolerante, og som stiller ideale krav til social, økonomisk og kulturel retfærdighed og ligestilling mellem kønnene og menneskene i det hele taget, oplever måske at se deres idealer og drømme virkeliggjort under deres midlertidige ophold i den første dødssfæres paradiszone.

     Men uafbrudt at få opfyldt alle sine ideale ønsker og forhåbninger, og alle sine materielle ønsker og begær, uden forhindringer af nogen som helst art, er i længden så trættende, kedsommeligt og uinspirerende, at det i praksis lige så meget er et mentalt fængsel, som tilfældet er for individerne i helvedeszonen. Dette "paradis-fængsel" kan individet normalt heller ikke slippe ud af ved egen hjælp, men for de troendes vedkommende bliver bønnen til Gud om hjælp derfor deres 'redning'. For de human-idealistiske mennesker, som almindeligvis ikke tror på den autoriserede Gud, stiller situationen sig lidt anderledes. En del af disse føler sig dog overbeviste om eksistensen af en højere kraft eller magt, og under det psykiske pres og den magtesløshed de til sidst føler, retter de deres tanke og håb om befrielse til denne magt.      

     Som tidligere nævnt, beror individets oplevelser i begge afdelinger af dødens første sfære på det forhold, at den stråle- eller vibrationsformede såkaldte parafysiske energi- eller materiestruktur, automatisk og umiddelbart former sig efter individets bevidste  tanker, idéer, forestillinger, ønsker og vilje, så vel som efter dets ubevidste begær og vaner. Men da individets sjælelige struktur organisk set samtidig endnu er forbundet med koblingslegemet eller finstofkroppen, der jo som oplyst består af to 'energi-lag', et parafysisk og et fysisk 'lag', præger denne situation naturligvis også livsoplevelsen. Nemlig på den måde, at det til en vis grad er indflydelsen fra koblingslegemet, der medvirker til at fastholde individet i dets fysiske vaneforestillinger, og dermed i dødens første sfære. (Note 10)

 

     Individets situation i den første sfære efter døden, er i princippet sammenlignelig med dets situation under søvnen og drømmetilstanden. Søvntilstanden kaldes da også for ”den lille død”. I drømme oplever individet i reglen sig selv i mere eller mindre vante og tilsyneladende fysiske omgivelser, lige som f.eks. ægtefælle, familiemedlemmer, venner, bekendte og eventuelt kæledyr, eller måske helt fremmede personer, optræder med den største selvfølgelighed og som om de er de ’rigtige’ personer. At de ikke er det, ved vi først, når vi vågner og konstaterer, at de livagtige personer i drømmen, bare var ’drømme-personer’. Den indbyrdes kommunikation med dem i drømmen, var kun en envejs-kommunikation, for de pågældende reagerede og handlede som en slags ’marionetter’, ubevidst frembragt og dirigeret af det drømmende individs egen bevidsthed. Den afgørende forskel mellem individets drømmetilstand og dets bevidsthed i den første sfære efter døden, er i henhold til Martinus den, at der i sidstnævnte tilfælde består en mulighed for, at individet reelt kan kommunikere, dels med fysisk levende individer og dels med andre, ’afdøde’, individer i den første sfære.

 

Den parafysiske verdens 'hjælpekorps'

Imidlertid er der ifølge Martinus hjælp at hente for de nødstedte individer i dødens første sfære, idet den parafysiske verden i kraft af Guds alkærlighed, alvisdom og almagt er så viseligt indrettet, at der også her findes en slags 'rednings- eller hjælpekorps'. Dette 'korps', som reelt set er Guds særlige organer, består af et hierarki af højt kvalificerede og specialuddannede individer, som af menneskekærlige grunde frivilligt stiller sig til rådighed som psykologiske 'redningsfolk' eller psykiatriske 'hjælpere', der til enhver tid holder sig parate til at træde til, når individerne i dødens første sfære har behov for hjælp til at klare sig ud af den penible situation, hvori de i en vis forstand – om end ubevidst for dem selv - har bragt sig selv.

 

     Medlemmerne af den parafysiske verdens 'redningskorps' betegnes i religiøs og okkult terminologi almindeligvis som "skytsengle" eller "skytsånder", betegnelser, der både er dækkende og karakteriserende for deres natur og funktion. De opfattes i reglen som 'engle' eller 'ånder', der på forskellige måder har til opgave at beskytte, hjælpe, advare og vejlede mennesker, dels i den parafysiske verden og dels i den fysiske verden. Det har været og er fortsat blandt troende kristne almindeligt at forestille sig engle og ånder som udødelige, bevingede væsener. Det sidstnævnte hænger formentlig oprindelig sammen med, at begrebet 'vinger' blev opfattet som symbol på en bevægelsesfrihed, der ikke kun ligner men overgår fuglenes, og som man - ifølge Martinus med rette - tillagde og tillægger engle og ånder. Men i virkeligheden har åndelige væsener, skytsengle eller blot engle, ikke brug for fysisk set nødvendige flyveredskaber eller –organer som f.eks. vinger, men er helt anderledes frit stillet med hensyn til bevægelsesfrihed.

     Som flere gange omtalt, er den parafysiske verden nemlig især karakteriseret ved at være en tilstandsverden, hvilket bl.a. betyder, at der her ikke er tale om at tilbagelægge rumlige eller tidsmæssige afstande, for at komme i kontakt med andre individer, lokaliteter og ting, sådan som tilfældet er i den fysiske verden. I modsætning hertil benytter man sig i den parafysiske verden af en slags "psykokinese", hvorved forstås en psykologisk evne til at øve indflydelse på en person, en hændelse eller genstand udelukkende ved tankens kraft. Desuden opnås personlig kontakt gennem brug af "resonans-princippet", hvilket i praksis vil sige den 'teknik', der består i, at et legeme i svingninger frembringer lignende svingninger i et andet legeme.

     Det betyder med andre ord, at så snart et parafysisk individ, hvad enten det drejer sig om et medlem af 'redningskorpset' eller en almindelig 'indvåner', vil hjælpe eller blot opsøge et medvæsen og derfor ønsker kontakt med vedkommende, opnås denne kontakt via psykokinese og/eller resonansteknik i samme øjeblik, som koncentrationen og ønsket eller tanken herom er etableret i åndens eller hjælpeåndens bevidsthed. Dette forhold gælder uanset om det individ, der blot søges kontakt med, eller som har behov for hjælp, befinder sig på det parafysiske eller det fysiske plan. (Note 11)

 

Skytsåndernes 'hierarki'

Som nævnt findes der et 'hierarki' eller flere 'klasser' af engle og ånder, og følgelig også af skytsengle og skytsånder. Det hænger sammen med, at den parafysiske verden jo består af flere riger eller tilværelsesplaner: det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Individerne i det sidstnævnte rige, er dog så engageret i deres egen indre verden, at de ikke er i stand til at optræde som skytsengle eller skytsånder. Men det er så meget desto mere tilfældet for de tre andre rigers vedkommende, som alene i kraft af deres successive 'placering' i spiralkredsløbet, udgør en form for 'klasser' eller 'hierarki'. Dette hierarki består altså af individerne eller de levende væsener i de respektive tre riger. En del af disse individer fungerer som hjælpere og vejledere på den måde, at 'hjælpeindividerne' i de højere verdener eller tilværelsesplaner til stadighed står til rådighed med råd og vejledning for 'hjælpeindividerne' i de ’lavere’ tilværelsesplaner. Det hænder jo, at de sidstnævnte ikke altid selv har evner og forudsætninger for at hjælpe eller vejlede det individ eller de individer i henholdsvis den parafysiske verdens første sfære eller i den fysiske verden, der har ønske om eller behov for en hjælp og vejledning, som de ikke på anden måde er i stand til at opnå. (Jf. med diagrammet ovenfor).

 

 

Skytsånds-  eller skytsengle-princippet er tydeligt vist i ovenstående tegning af Vilhelm Pedersen til H.C.Andersens eventyr Engelen, 1843, hvor engelen henter det afdøde barns sjæl og ledsager denne til paradiset. Engelen fortæller tilmed barnet, at han selv var død som dreng og nu gør sin kærkomne pligt og hjælper afdøde over på ”den anden side”  I eventyret På den yderste dag, 1852, hjælper skytsengelen derimod den afdøde mands sjæl ud af dennes selvskabte helvede i den første sfære efter døden og ind i paradiszonen, som danner overgang til den virkelige åndelige verden: Guds rige.  

 

     I dén parafysiske eller åndelige sfære, som grænser umiddelbart op til dødens første sfære, befinder der sig blandt adskillige diskarnerede mennesker også nogle, som efter eget ønske og behov stiller sig til rådighed som skytsånder for individerne i henholdsvis helvedes- og paradiszonen, og/eller for individer i den fysiske verden. I begge tilfælde er det i henhold til Martinus ikke ualmindeligt, at de pågældende skytsånder er beslægtede med eller ligefrem er venner og bekendte af de mennesker, som de har påtaget eller påtager sig at hjælpe og vejlede. Det er jo under alle omstændigheder på den måde, dvs. i kraft af samtlige eksisterende levende væseners eller individers funktion som Guddommens sanse- og manifestationsorganer, at denne er i stand til at effektuere sine egenskaber af guddommelig Fader og Forsyn. I princippet analogt med, at et hvilket som helst levende væsen kun er i stand til at sanse og manifestere sig i kraft af sin krops organer og muskler og disses celler, molekyler og elementarpartikler. (Note 12)

 

Skytsåndernes funktioner og ansvarsområder

Når en skytsånd eller skytsengel har registreret nødråbet eller bønnen om hjælp fra det nødstedte individ i dødens første sfære, hvad enten det drejer sig om et individ i helvedeszonen eller paradiszonen, træder vedkommende straks i funktion og søger ved hjælp af den tidligere beskrevne 'teknik' kontakt med den nødstedte. Såfremt det skønnes nødvendigt at tilkendegive sig direkte overfor det nødstedte individ, sker dette ved at skytsånden påtager sig en 'ydre' fremtoning eller skikkelse, som f.eks. i dette tilfælde i form af et menneskelegeme, og måske tilmed et bestemt menneskelegeme, som det nødstedte individ kan genkende som en nær slægtning, ven eller bekendt fra den fysiske verden. Dette sker naturligvis kun, hvis der  rent faktisk har bestået en sådan relation mellem den pågældende skytsånd og det nødstedte individ, medens begge endnu befandt sig på det fysiske plan.

     Det skal her gentages, at når en skytsånd - i øvrigt i lighed med alle andre individer i den parafysiske verden - er i stand til at påtage sig en hvilken som helst 'ydre' fremtrædelsesform eller skikkelse, som vedkommende måtte ønske eller finde hensigtsmæssig, hænger det principielt sammen med den omstændighed, at den parafysiske materie er forlenet med den grundegenskab, der bevirker at den automatisk og prompte former sig efter individets vilje, ønsker, begær, ideer, tanker og forestillinger. Det betyder rent faktisk, at det parafysiske individ efter behov og lyst vil kunne skifte skikkelse eller fremtrædelsesform fra det ene øjeblik til det andet.

 

     På principielt samme måde, men i praksis delvis gennem brug af en lidt anden 'teknik', kan en skytsånd give sig til kende overfor et individ, der endnu lever i den fysiske verden, enten det er for at hjælpe eller advare den pågældende i en eller anden vanskelig eller farefuld situation, eller det sker for at bistå en døende med at forlade sit fysiske legeme og dermed den fysiske verden. I sidstnævnte tilfælde kan der fra skytsåndens side være tale om en slags "jordemoderassistance", idet det døende individ i de fleste tilfælde kan betragtes som et "spædbarn" i forhold til den parafysiske verden, og derfor er totalt uforberedt på og ubevidst om, at det herefter skal til at føre en helt anden slags tilværelse. Men skytsånden griber ikke på dette tidspunkt ind i det 'døde' individs automatiske engagement med dødens første sfære, hvad enten det pågældende individ skaber og omgiver sig med et helvedssceneri eller et paradissceneri. Skytsånden er nemlig på forhånd informeret om nødvendigheden af, at den 'afdøde' får lejlighed til at manifestere alle sin mentale karakters egoistiske og moralske svagheder, sine idiosynkrasier og falske forestillinger om sig selv og tilværelsen, idet individet kun herigennem kan modnes til den egentlige 'død', eller dødens anden sfære, hvilket altså sker gennem manifestationen af henholdsvis helvedsoplevelserne og paradisoplevelserne. (Note 13)

 

Skytsåndernes hypnose-teknik

Når en skytsånd er tilkaldt og har opnået en vis kontakt – som det huskes via psykisk resonansvirksomhed - med et nødstedt individ i helvedeszonen, eller et 'fastlåst' individ i paradiszonen, som i begge tilfælde nødvendigvis må og skal hjælpes, for at komme videre i det forløb, der er bestemt af bl.a. kredsløbs- og kontrastprincippets lovmæssigheder, er det første skytsånden gør, at forsøge at trøste og berolige det ulykkelige individ. Dernæst påbegynder skytsånden en intensiv telepatisk påvirkning af vedkommende, som på et tidspunkt falder i en hypnotisk søvn. Herunder suggererer og 'lammer' skytsånden systematisk - men vel at mærke kun midlertidigt - alle individets egoistiske mentale svagheder, moralske karakterbrist og falske forestillinger om sig selv og verden, som jo alt sammen er årsagen til den situation, individet i øjeblikket befinder sig i. Samtidig hermed fremkalder skytsånden, ligeledes ved suggestion, alle det samme individs humane og positive karaktertræk og evner, hvor små eller store disse i det enkelte tilfælde nu end måtte være.

     Organisk set sker individets 'befrielse' fra sit selvskabte plageri, hvad enten der er tale om helvedes- eller paradistilstande, ved at skytsånden ophæver forbindelsen mellem det pågældende individs sjælelige struktur og koblingslegemet, hvorved sidstnævnte 'afstødes' og derefter er henvist til at føre sin egen mere eller mindre varige eksistens. Sammen med koblingslegemet følger automatisk hele vane- og forestillingskomplekset af henholdsvis helvedsscenerier og paradisscenerier, og det er i begge tilfælde disse 'afstødte' fænomener, der betegnes som spøgelser eller genfærd, hvis skræmmende eller mindre skræmmende karakter naturligvis beror på, hvilken af de to kategorier de tilhører. Men før eller siden opløses og ophører disse spøgelser og genfærd totalt. (Note 14)

 

Dødens anden sfære: Individets anden 'død'

Herefter vil individet foreløbig kun være i stand til at tænke positivt, kærligt og tolerant og handle kærligt, forstående og hjælpsomt overfor sine parafysiske medindivider. Når skytsånden har fuldført sin opgave og atter vækket det hypnotiserede individ til vågen dagsbevidsthed, vil dettes midlertidigt udrensede og forædlede sind derfor følgelig straks fremmane scenerier og 'omgivelser', der i karakter, kvalitet og standard svarer til den 'bølgelængde' eller 'svingningshastighed', der er gældende i dødens anden sfære. Individet har hermed gennemgået den anden 'død', idet det midlertidigt er 'død' fra sin lavere og 'ufærdige' moralske natur og psyke.

 

     Denne situation eller tilstand hos individet, etableres som nævnt med det formål, at bringe individet videre på det forudbestemte og nødvendige 'gæsteophold' eller 'turistrejsen' gennem den parafysiske verdens fire successivt følgende åndelige riger eller tilværelsesplaner, nemlig henholdsvis det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Dette gæsteophold, denne turistrejse eller passage gennem de nævnte parafysiske riger, som individet herefter reelt har påbegyndt, sker som også nævnt primært i medfør af kredsløbs- og kontrastprincippets indflydelse. Meningen er simpelthen, at individet skal holde 'ferie' fra sin slidsomme og krævende tilværelse eller 'skolegang' under den fysiske verdens kompromisløse eksistens- og livsvilkår, og midlertidigt have lejlighed til at 'fordøje' og 'nyde' frugterne af alle sine anstrengelser, besværligheder og problemer med at opnå den fornødne kundskab om, beherskelse af og kontrol over den fysiske materie. (Note 15)

 

Dødens første sfære som en lysoplevelse

I henhold til Martinus, behøver passagen eller opholdet i den første sfære efter den fysiske død, ikke nødvendigvis altid at være en skærsildsoplevelse. Dette gælder særlig for de mennesker, der mens de endnu levede i den fysiske verden, af naturlig tilbøjelighed i praksis og for alvor har søgt at leve i overensstemmelse med de kristne eller humanistiske idealer. Men i lighed med, hvad tilfældet er for alle andre ’afdøde’ i den første sfære, befinder disse mennesker sig også kun på et ’fosterstadium’ i forhold til den nye verden, de nu er ved at blive ’født’ ind i. Men sådanne mennesker vil ifølge Martinus straks ved ’ankomsten’ blive vejledt og hjulpet af kærlige og omsorgsfulde ’afdøde’ venner og af skytsånder, til at opleve mellemtilstanden som en strålende lysverden. Det humane og kærlige menneske vil derfor komme til at opleve dødens første sfære som en skøn periode, hvorunder det lærer at orientere og vænne sig til de nye og helt anderledes tilstande og livsvilkår. Og her i denne lysverden har det nævnte individ selv en mulighed for at få lov til at slutte sig til skytsåndernes hjælpekorps. (Note 16)

 

Døden og det kosmisk bevidste menneske

Det menneske, der har opnået kosmisk bevidsthed, står i en helt anderledes situation ved dødens indtræden end det almindelige jordiske menneske. Det skyldes dels, at den kosmisk bevidste af egen oplevelse og erfaring ved, at ’døden’ ikke eksisterer i absolut forstand, men at den med Martinus’ ord kun er ”en tænkt modsætning til livet”, og dels, at den kosmisk bevidste kender og er fortrolig med den åndelige verdens lovmæssigheder og livsvilkår. Det sidstnævnte skyldes, at den kosmisk bevidste faktisk er i stand til efter eget ønske og  vilje at bevæge sig ud og ind af såvel den fysiske verden som den åndelige verden, som almindelige dødelige bevæger sig ud og ind ad en dør. For den kosmisk bevidste er søvnen derfor ikke en tilstand, hvorunder der opstår drømme, men derimod en oplevelse af en anden form for virkelighed, der er mindst lige så realistisk som tilfældet er med den fysiske verden. Under søvnen benytter den kosmisk bevidste sig af sit åndelige legeme, mere præcist af et kombineret følelses-, tyngde- og intuitionslegeme, til at ’rejse’ frit omkring i den åndelige verden. Ikke kun for sin fornøjelses skyld, men i nok så høj grad, for at hjælpe og vejlede mennesker, både i den fysiske verden og i den åndelige verden. Baggrunden herfor er jo, at den kosmisk bevidste ofte er en verdensgenløser, og en sådan føler det som sin kærkomne pligt at hjælpe mennesker, der føler sig ulykkelige og sorgfulde, og som måske tilmed befinder sig i en nødsituation, som de pågældende ikke kan se sig ud af ved egen hjælp. Dog ikke sådan, at den kosmisk bevidste kan afværge eller forhindre den nødstedtes situation, som er skæbnebestemt, men sådan, at der kan indgives vedkommende tanker, følelser og indskydelser, som vil være egnede til at trøste og opmuntre. Men reelt set er det i virkeligheden Gud, der reagerer. tænker, føler og handler via sit sanse- og manifestationsorgan eller –redskab: Det levende væsen eller individet. (Note 17)

 

Guds primære bevidsthed

Med sin indtræden i dødens anden sfære, har individet i virkeligheden fået adgang til intet mindre end Guds primære bevidsthed, der jo netop repræsenteres af de ovenfor nævnte fire riger eller tilværelsesplaner. Disse riger er som tidligere omtalt permanent 'befolket' med - eller måske rettere 'gennemstrømmet' af - et utal af levende væsener af alle arter og afskygninger, som kosmisk set uophørligt passerer fra rige til rige, for til sidst at havne i salighedsriget. Her afventer de pågældende rigers mere permanente 'beboere' det tidspunkt, da de skal påbegynde en ny indviklingsepoke og dermed et fornyet engagement med den fysiske materie, medens de samme rigers midlertidige 'besøgende', dvs. 'feriegæsterne' eller de 'turistrejsende' forbereder sig på en tilbagevenden til et nyt 'semester' i den verden, hvori de fysiske naturlove danner grundlag for 'pensum'. 

     Læseren bør dog her erindre sig, at de ovenfor nævnte lovmæssigheder, forhold og omstændigheder principielt også gælder for de individer, der fremtræder som henholdsvis mineral-, plante- og dyrevæsener. Alle disse tre kategorier af levende væsener er genstand for henholdsvis indvikling og udvikling, og for diskarnation og reinkarnation. (Note 18)

 

 

Diagrammet viser den guddommelige bevidsthedsstrukturs arbejdsdeling set i relation til kontrast og kredsløbsprincippet. Linien A angiver kredsløbets ’undfangelsestærskel’, dvs. det punkt, hvor ’inkarnationen’ i et nyt kosmisk organismeprincip finder sted. Strækningen fra A til B repræsenterer den guddommelige ’livmoderzone’, hvor det nye organismeprincip passerer igennem sine forskellige fosterstadier. Linien B markerer ”den store fødsel”, altså fødslen ud af livmoderzonen (den sekundære bevidsthed) og ind i Guds primære bevidsthedsverden. Linien C udtrykker det punkt, hvor gudesønnen ’dør’ bort fra den ydre verden til fordel for sin egen indre erindringsverden, der repræsenterer en hviletilstand, hvor individet i kosmisk målestok må betragtes som diskarneret. Diagrammet viser med andre ord reinkarnationsprincippet i kosmisk målestok, dvs. i et format, hvor dets manifestationer omfatter hele spiralafsnit. - /Diagram og tekst er gengivet efter : © 1989 Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 4, 41. kapitel, stk. 4. 295. . – Gengivet med forfatterens tilladelse).

 

Supplerende kan tillægges, at diagrammet jo indirekte også viser spiralafsnittets seks kosmiske storriger (= tallene 1 – 6), fordelt på henholdsvis Guds primære bevidsthedszone (= Parafysisk virkelighed) og Guds sekundære bevidsthedszone (= Fysisk virkelighed). Men diagrammet kan uden at øve vold på det også symbolisere det diskarnerede individs, eksempelvis et menneskes, passage gennem de åndelige riger, = Guds primære bevidsthed: = cirka halvdelen af den åndelige del af 3. det rigtige menneskerige, 4, visdomsriget, 5. den guddommelige verden, og halvdelen af 6. salighedsriget, og tilbage til de fysiske riger, = Guds sekundære bevidsthed: = cirka halvdelen af 6. den fysiske del af salighedsriget = mineralriget, videre til 1. planteriget, og tilbage til 2. dyreriget, som det jordiske menneske jo endnu tilhører. (Supplerende diagramforklaring ved Harry Rasmussen på basis af Per Bruus-Jensens beskrivelser).

 

Gennem de fagre, åndelige riger

Det er imidlertid ikke hensigten her at gennemgå det diskarnerede individs 'rejse' og ophold gennem de parafysiske riger i detaljer, hvorfor jeg skal indskrænke mig til kun at omtale dennes principielle forløb og karakteristika. Men grundlæggende kan det konstateres, at samtlige seks væsenskategorier: instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og salighedsvæsener i et eller andet omfang altid samtidigt er til stede i hvert enkelt af de ialt seks kosmiske riger eller tilværelsesplaner. I henhold til Martinus gør der sig dog ganske bestemte lovmæssigheder gældende for, i hvilket omfang de nævnte væsener er i stand til at sanse, opleve og udfolde og manifestere sig i de respektive riger. Det beror nemlig primært på væsenernes egen polkonstellation og den deraf følgende grundenergikombination, der jo er afgørende for karakteren af individernes psykofysiske organismer og hele øvrige status. 

     Som vi især blev bekendtgjort med under omtalen af grundenergiernes indbyrdes kombinationer, fremtræder disse i seks grundforskellige kombinationsforhold, som primært er undergivet vækst- og degenerationsprincippet. Disse forhold giver sig udslag i form af de seks væsenskategorier: mineral-, plante- og  dyrevæsener - herunder de jordiske mennesker -, rigtige mennesker, visdomsvæsener, guddommelige væsener og salighedsvæsener. Disse væsenskategorier er hver især 'hjemmehørende' i lige præcis det rige, hvori dén grundenergi, der dominerer deres egen grundenergikombination, er kulminerende i sin funktion og indflydelse. Eller sagt på en anden og måske umiddelbart lettere forståelig og selvfølgelig måde: Mineralvæsenet er hjemmehørende i mineralriget, plantevæsenet i planteriget, dyret og det jordiske menneske i dyreriget, det rigtige menneske i det egentlige menneskerige, visdomsvæsenet i visdomsriget, det guddommelige væsen i den guddommelige verden og salighedsvæsenet i salighedsriget. (Note 19)

 

Det jordiske menneske og de åndelige riger

Tager vi udgangspunkt i det jordiske menneske, så befinder det sig jo som bekendt endnu i dyreriget. Dette rige er kosmisk set udtryk for den grundenergikombination, hvori tyngdeenergien er kulminerende og derfor dominerende på individets livsoplevelse og livsudfoldelse. Dyreriget er samtidigt det 'sidste' rige i den fysiske verden, og når individerne ved døden herfra 'træder' ind i den parafysiske verden, sker det som omtalt ovenfor via dødens første sfære. Herfra indlades individet i det rent åndelige rigtige menneskerige, og hvis individet er et dyr eller jordmenneske vil det allerede her have en betydeligt lavere sanse- og manifestationsmæssig status, dels i forhold til hvad der var tilfældet i den fysiske verden, hvor individet jo udviklingsmæssigt set er 'hjemmehørende', og dels i forhold til det rigtige menneskeriges mere permanente indvånere. For plantevæsenets vedkommende vil dets sanse- og manifestationsmæssige status i det rigtige menneskerige være endnu lavere, end hvad der er tilfældet for dyrets og menneskets vedkommende.

     Der er imidlertid et helt principielt forhold, der gør sig gældende i forbindelse med de parafysiske verdener og individerne, og som det er uhyre vigtigt for læseren at gøre sig klart, og det er ifølge Martinus, at i samtlige disse verdener er 'grundtonen' eller holdnings- og adfærdsnormen næstekærlighed eller alkærlighed. Og da intet som helst væsen eller individ vil kunne få adgang til disse verdener, uden først at være i stand til permanent eller - som i jordmenneskets tilfælde midlertidigt - at repræsentere den selv samme bevidsthedskvalitet og moralske standard, som er gældende dér, er disse verdener altså hermetisk sikret mod alle lavere og uædle bevidsthedstendenser. Det betyder derfor bl.a., at selv individer, der var bitre fjender i den fysiske verden, her kan mødes i fælles forståelse, tolerance og kærlighed, om end kun for en tid, nemlig indtil 'aktørerne' befinder sig i en ny inkarnation. Her vil uvenskabet og uoverensstemmelserne mellem parterne med al sandsynlighed blive genoptaget under en eller anden form, nemlig i medfør af skæbne- eller gengældelsesloven, hvis princip jo som bekendt er lige for lige, eller som du sår, således skal du også høste.

     På principielt tilsvarende måde forholder det sig, når det diskarnerede menneske på sin vej mod en ny inkarnation, bevæger sig ind i visdomsriget: Her er det i endnu mindre grad i stand til at sanse- og manifestere sig, specielt i forhold til dette riges 'faste' indvånere, der jo er væsener, hos hvilke intelligensevnen i kombination med følelses- og intuitionsevnen, gør disse til visdomsvæsener. Dette rige udgør i henhold til Martinus Guddommens "tekniske laboratorium", "arkitektværksted" eller ”tegnestue”, hvor ideerne fra det 'overliggende' guddommelige intuitionsrige, bliver bearbejdet til de planer, former og 'teknikker', der ligger til grund for overhovedet alt liv i de underliggende verdener. (Note 20)

 

Guddommens centrale bevidsthedszone

Efter sit kortere eller længere varende ophold i visdomsriget, passerer individet spiralkredsløbets allerhøjeste rige, selveste Guddommens centrale bevidsthedszone, den guddommelige verden. Men i forhold til dette riges permanente 'beboere', er dyrets og ikke mindst det jordiske menneskes sanse- og manifestationsevner så små og svage, at det er begrænset, hvad de pågældende individer formår at opleve i dette vidunderlige og fantastiske rige. Til trods herfor oplyser Martinus dog, at der også for det jordiske menneskes vedkommende er tale om en kulminerende lys- og kærlighedsoplevelse, hvis højdepunkt er individets oplevelse og erkendelse af sin egen identitet med det guddommelige Alvæsen og med sine lige så guddommelige medvæsener. Det samme gælder for alle de væsener, der som det jordiske menneske kun er på gæstevisit her i intuitionens og skabelsens centrum, hvorfra alle geniale ideer udgår til de underliggende verdeners individer, særligt til dem i visdomsriget, men også til f.eks. modtagelige og dertil begavede individer i den jordiske menneskeverden. Men det er vel at mærke også til den samme guddommelige verden, at alle geniale ideer indgår fra de underliggende verdeners individer, og oplagres i form af det såkaldte "visdomsocean", der som en slags 'arkiv' jo er en permanent 'vibrations-lokalitet' her i Guddommens højeste bevidsthed. 

 

     Men selv denne lys- og kærlighedsverden med dens overdådighed af oplevelser, bliver individet mættet og i længden trættet af, og det føler derfor behov for hvile og trang til at trække sig ind i sin egen indre verden, for at samle sin opmærksomhed omkring alle de skønne oplevelser, det har gennemlevet under sin passage gennem de åndelige riger, og som nu har efterladt sig spor i form af erindringstalentkerner i skæbneelementet i overbevidstheden. Ja, også oplevelserne og erfaringerne fra individets tidligere tilværelser i den fysiske verden, har efterladt sig erindringstalentkerner, som imidlertid efterhånden er blevet omdannet til såkaldte guldkopier. Det er dette guldkopimateriale, individet i salighedsriget koncentrerer sig om og mediterer over i en grad, der fylder det med den højeste fryd og salighedsfølelse. Til gengæld hverken sanser eller manifesterer salighedsindividet sig overfor andre salighedsvæsener, men er helt lukket inde i sin egen ensomme verden. (Note 21)

 

"Den store eventyrverden"

Til trods herfor, karakteriserer Martinus alligevel salighedsriget som "den store eventyrverden", hvori "gudesønnen" alias individet er blevet konge eller absolut enehersker. Alt i dette eventyr- eller kongerige er forædlet og omdannet til "sølv" og "guld", der funkler og stråler i form af de gyldne materier, hvoraf guldkopierne er blevet til. Selv erindringerne fra den barske og kampbetonede tilværelse i den tidligere fysiske verden, er blevet omdannet til et strålende guldkopimateriale, som nu lader individet opleve og erkende, hvad der var den virkelige hensigt og idé med livsvilkårene og erfaringerne i plante- og dyreriget. Det er derfor under opholdet i det fantastiske salighedsrige, at individet efterhånden atter begynder at længes efter et fornyet bekendtskab med tilværelsen og livsvilkårene i den fysiske verden. Disse længselsenergier virker ifølge Martinus på et tidspunkt ind på det fysiske plan, hvor de mere flygtigt viser sig i form af f.eks. snefnug og iskrystaller, og som isblomster på frosne vinduesruder. Mere permanent viser de sig eksempelvis i form af elektrisk energi, solenergi og som mineralske krystaller og materier. Det er især derfor, at den 'fysiske' del af salighedsriget er identisk med mineralriget. (Note 22)

 

På vej mod en ny inkarnation

Som nævnt, er den kategori af individer, der har relativt permanent ophold i salighedsriget, væsener der afventer det tidspunkt, hvor de skal påbegynde en ny indviklingsepoke under den fysiske verdens lovmæssigheder og eksistensvilkår. Men ifølge Martinus altså ikke nødvendigvis her på jorden eller i vort solsystem. Begrebet 'den fysiske verden' omfatter jo naturligvis hele det kendte så vel som det ukendte fysiske univers. De pågældende væsener eller individer skal i øvrigt ved samme lejlighed også erobre et nyt kønsligt princip samt et nyt organismeprincip. Individer, der fremtrådte som henholdsvis hankøn og hunkøn i det tilbagelagte spiralafsnit, vil efterfølgende fremtræde som henholdsvis hunkøn og hankøn i det nye spiralafsnit. Og individer, der i det tilbagelagte spiralafsnit f.eks. fremtrådte som mennesker, vil i det nye spiralafsnit i princippet fremtræde som klodevæsener. (Jf. her med afsnittene ”Det seksuelle dobbeltkredsløb” og ”Introduktion til den seksuelle polforvandling”).

     Men den kategori af salighedsvæsener, der udgøres af diskarnerede individer, herunder jordmennesker, venter derimod på det gunstige tidspunkt for påbegyndelsen af en ny inkarnation, og dermed for et nyt engagement med dén fysiske verden, hvis livsbetingelser og eksistensvilkår står i et gyldent og forklaret skær for det længselsfuldt ventende gæste-individ i salighedsriget. Denne situation skal vi se lidt nærmere på i det følgende afsnit, hvori individets reinkarnation skal omtales.

 

 

Noter og kilder til: GENNEM DØDEN ELLER DE PARAFYSISKE VERDENER

 

Notabene: Læseren henvises her til indskudte bemærkninger i form af H1-36: Para-fysik og meta-fysik.  Kortfattet afklaring af nogle begreber

 

Note 1: Vedr. begrebet og fænomenet finstof-dubletten: Se f.eks. Peter Andreas/Caspar Kilian: Den fantastiske videnskab. Parapsykologi: Beviser for det utrolige. Samlerens Forlag. København 1975. Se særlig kap. 5-8, 10, 13. Begreber som ”finstof-kroppen” og ”koblings-legemet” er to betegnelser for et og samme fænomen, nemlig en ’finere’, psykofysisk energistruktur, som anses for at være en ”dublet” af den fysiske organisme. Begrebet finstof-legemet findes allerede indirekte omtalt i Sankhya- og Yoga-filosofien, hvor man særlig i Raya-yogaen ser sig i stand til at fremlægge klare, introspektive indikationer på det nævnte finstoflige legemes realistiske eksistens og funktioner. Det er dette legeme, der bl.a. rummer syv såkaldte chakras eller særlige energicentre, som er indbyrdes forbundne gennem psykiske nervebaner (nadis). Det er også i finstoflegemet, at Kundalini-kraften (Prana Shakti), som er identisk med Guddommens skabende kraft, gør sig gældende og spiller en afgørende rolle for det levende væsens, subsidiært menneskets, situation som enten kosmisk ubevidst eller kosmisk bevidst. Se nærmere herom i f. eks. Swami Vivekananda: Raya Yoga or Conquering the Internal Nature. Published by Swami Pavitrananda, Advaita Ashrama, Mayavati, Almora, Himalayas. Eigth Edition 1947. Se evt. også Swami Narayananda: Urkraften i mennesket eller Kundalini-kraften. På dansk ved Anne Lise Dresler. Forlaget Advaita. I kommission hos Borgens Forlag 1959. Heri omtales og beskrives ”det finere legeme” særligt i 3.-4. kap.

Note 2: Vedr. koblingslegemet: PB-J 1, stk. 1.221.-222. PB-J 2, stk. 2.133., samt Eks. og udød. 1, s. 148-63. I sidstnævnte værk betegner Per Bruus-Jensen konsekvent koblingslegemet som transformationsfeltet, nemlig i medfør af dettes automatiske transformation af energi og informationer mellem den parafysiske, sjælelige struktur og det fysiske legeme.

Note 3: Vedr ”Sølvsnoren”: Se det i note 1 nævnte værk, 5. kap.

Note 4: Forbindelseskanalen mellem det fysiske legeme og koblingslegemet omtales også i Erik Gerner Larsson: Kursus i Martinus Åndsvidenskab. Forlaget Kosmos. København 1951. Se bind II, Bilag I: ”Dødsstunden”, som er hentet fra den amerikanske clairvoyante læge dr. Andrew Jackson Davis’ bog ”Dødens Filosofi”. V.F.Levysons forlag. København 1888. I bilaget skildres dødsprocessen set med clairvoyant syn, men ”forbindelsessnoren” mellem det fysiske legeme og koblingslegemet kaldes dog her for ”en tråd af elektricitet” eller ”navlestrengen”. Inden for parapsykologien er man generelt af den opfattelse, at ”tråden af elektricitet” eller ”sølvsnoren” er lokaliseret som et interaktivt ”informationskabel” mellem den fysiske hjerne og koblingslegemets hjerneorgan. Udtrykket ”navlestrengen” kan derfor forekomme misvisende, men skal næppe heller tages al for bogstaveligt, men snarere ses som et symbolsk, poetisk udtryk for forbindelsesleddet mellem den fysiske ”moderorganisme” og ”barnet” i form af koblingslegemet, subsidiært følelseslegemet, der ved dødens indtræden ligesom ”fødes” og hvorefter ”navlestrengen” kappes.

Note 5: Vedr. ”døden”: LB II, stk. 319, 343-4, 374, 380, 384, 394,420, 467-8, 528, 569, 594-5, 602. LB III, stk. 646-8, 708, 724, 874, 924, 967, 1034. LB IV, stk. 1103, 1288, 1317, 1364, 1399, 1400-2, 1439, 1533-90. LB V, stk. 1604, 1611, 1656, 1678, 1773. LB VI, stk. 1965-6, 2150-1, 2154, 2181. LB VII, stk. 2416. DeV I, stk. 4:1, 6:6-7, 15:3, 16:3. DeV II, stk. 18:3. DeV III, stk. 31:1. DeV 4, stk. 34.20. Logik, kap. 8, 45, 76. Bisættelse, kap. 148, 160-2, 167-9. Menneskehedens skæbne, kap. 15, 21, 25-6, 27-8, 29-30. Blade af Guds billedbog, kap. 9, 11-3. Pinseglans over livet, kap. 4, 6, 8, 10-2. Menneskeheden og verdensbilledet, kap. 44, 62, 64-5. Mellem to verdensepoker, kap. 13. Mental suverænitet, kap. 9-10. Bønnens mysterium, kap. 2, 14. Julelysene, kap. 1, 3. Reinkarnationsprincippet, kap. 1-5. Den store fødsel, stk. 3-5.

       Martinus har også behandlet emnet ”døden” i en række artikler i Kosmos, som f. eks.: Gennem dødens port. Søvnen og døden I, Kosmos nr. 24, 1972; Gennem dødens port II, Kosmos nr. 1, 1973; Hvad betyder døden?, Kosmos nr. 2, 1990; Gennem skærsilden, Kosmos nr. 9, 1991; Døden og menneskenes tankeverden, Kosmos nr. 4, 1992; Natbevidstheden og paradiset, Kosmos nr. 5, 1988.

PB-J 2, stk. 2.109.-2.115. Nils-Oluf Jacobson: Liv efter døden? Om parapsykologien, mystikken og døden. På dansk ved Birgitte Bojlén. Gyldendalske        bogklub 1971. Heri har 19. kap. overskriften ”En nutidsmystikers beskrivelse af livet efter døden”, og denne nutidsmystiker er Martinus, hvis opfattelse af døden, dødsprocessen og det, der følger efter, refereres. – Se evt. artiklen Med døden som joker her på hjemmesiden.

       Vedr. diskarnation: LB II, stk. 384, 387, 422-3, 426-7. LB IV, stk. 1367, 1369, 1449. LB VI, stk. 2267-8. DeV III, stk. 33:73. DeV 4, stk. 34.15-20. Bisættelse, kap. 165, 168, 170-1.

Note 6: Vedr. ligbrænding kontra ikke-ligbrænding: Bisættelse, kap. 8-15, 91-103, 148-9, 155-61, 168-72. Kosmos særnummer., 1972, og Kosmos nr. 13/14, 1981.

Note 7: Vedr. oplevelse efter døden: LB II, stk. 340, 374, 468, 595. LB III, stk. 646. LB IV, stk. 1366-7, 1369. LB V, stk. 1772. Bisættelse, kap. 160. Menneskehedens skæbne, kap. 15, 21, 25-6, 29. Blade af Guds billedbog, kap. 9, 11-3. Pinseglans over livet, kap. 10-11. Reinkarnationsprincippet, kap. 1-5. PB-J 2, stk. 2.111.-2.115.

Note 8: Sir Oliver Lodge: Raymond eller Liv og Død. Med Eksempler paa Beviser for Livets fortsættelse og for Hukommelsens og de personlige Egenskabers og Sympatiers Bestaaen efter Døden. Udgivet af Selskabet for psykisk forskning i København. V. Pios Boghandel – Povl Branner. Nørregade – København 1918.

       Døden, dødsprocessen og livet efter døden er i øvrigt behandlet mere eller mindre seriøst i en efterhånden righoldig litteratur, hvoraf særlig kan nævnes The Human Personality and its survivial after Death. Af den engelske psykiske forsker F.W.H.Myers (1843-1901). Bogen er oversat til dansk og udgivet af Strubes Forlag 1968-69. Af andre og relativt nyere bøger om emnet, kan nævnes Elisabeth Kübler-Ross: On Death and Dying. Mcmillan. New York 1969. Dansk udgave: Døden og den døende. Gyldendal. København 1973.  Raymond A. Moody, jr.: Livet efter livet. Overlevelse af fysisk død – et fænomens udforskning. Borgens Billigbøger 1977. Af samme forfatter: Mere om livet efter livet. Den videre udforskning af et fænomen – overlevelse af fysisk død. På dansk ved Claus Bech. Borgens Billigbøger 1977. Lyall Watson: På grænsen til døden. Biologi og oversanselige fænomener. Borgen 19??. Stanislav Grof: Den indre rejse II. Menneskets møde med døden. Borgen 1977. Jes Bertelsen: Dybdepsykologi II. Genfødelsens psykologi. Borgen 1979.

        En lidt mere filosofisk gennemgang af emnet finder man f.eks. i Gustav Theodor Fechner: Den lille bog om livet efter døden. På dansk ved K. Robert Adamsen. Thaning & Appel. København 1953, 1972. Fechners opfattelse af tilværelsen har i øvrigt mange principielle lighedspunkter med Martinus’ Kosmologi. Se herom i 19. kap.

For resten skal her indskydes, at der findes mange kritikere af forestillingerne om, at individet besidder en overfysisk, sjælelig struktur, som bl.a. bevirker at den menneskelige personlighed overlever det fysiske legemes død. Blandt disse kritikere er den amerikanske hjerneforsker Susan Blackmore, som har undersøgt nærdøds-oplevelser, ud-af-kroppen oplevelser og tunnel-oplevelser hos et vist antal mennesker. Under overskriften ”Sådan opstår ud-af-kroppen oplevelser” kunne tidsskriftet Illustreret Videnskab nr. 8, 1990, næsten triumferende meddele sine læsere, at alt det uvidenskabelige vrøvl om bl.a. sjæl og såkaldt astrallegeme, var det nu lykkedes en moderne, nøgtern og objektiv hjerneforsker som Susan Blackmore at gøre endeligt op med. Hun kunne nemlig især henvise til, at uanset hvor avancerede og raffinerede måleinstrumenter videnskaben har taget i brug, er der endnu aldrig fundet det mindste bevis for, at disse sjæle og astrallegemer faktisk eksisterer.

       Det er naturligvis indtil videre korrekt, at videnskaben – hvilket i dette tilfælde vel skal forstås som hjerneforskningen – endnu ikke har kunnet fysisk måle og registrere fænomener, der kan identificeres under begrebet sjæl  eller astrallegeme. I konsekvens heraf  konstaterer man, at der endnu ikke er fundet noget videnskabeligt bevis for sjælens eller astrallegemets, dvs. koblingslegemets, faktiske eksistens.   

       Det er imidlertid et spørgsmål, om hjerneforskere som eksempelvis Susan Blackmore har de nødvendige forudsætninger og kvalifikationer til at kunne foretage en uvildig, seriøs og gyldig undersøgelse af de nævnte fænomener. Hjerneforskere som Susan Blackmore mener nemlig grundlæggende, at psykologien kan og skal forklares biologisk og fysiologisk. Det er derfor et stort spørgsmål, om hendes helt igennem fysiske årsagsforklaringer og konklusioner er holdbare. Set fra kosmologiens synspunkt er de det afgjort ikke.

       I henhold til Susan Blackmores undersøgelser har det vist sig, at hjernen er således indrettet at den ved overvældende smerte eller krisetilstand hos individet, producerer betydelige mængder af stoffet endorfin, der svarer til morfin. Det er dette stof, der ifølge hende ved en dødelig tilstand i kroppen får hjernen til at reagere med at dope sig selv, hvilket både giver smertefrihed og lystfølelse. Denne situation opleves ifølge hypotesen subjektivt som lykkefølelse, ud-af-kroppen oplevelse og tunnel-oplevelse.

       Susan Blackmores konklusion er følgelig den, at der er tale om at hjernen  degenererer og frigiver det morfinlignende stof endorfin, når døden nærmer sig, og det er efter hendes opfattelse forklaringen på, at der kan opstå surrealistiske forestillinger om at man rejser ud af kroppen og gennem en sort tunnel mod lyset. Hun slutter endvidere, at disse oplevelser mere har med drøm end virkelighed at gøre, og det støtter hun især på en sammenligning mellem mennesker, der ofte drømte at de så sig selv fra oven, med folk, der aldrig havde haft sådanne drømme. Kun hos den førstnævnte gruppe havde der optrådt ud-af-kroppen oplevelser i nærdødsøjeblikket, mens ikke en eneste person i den sidstnævnte gruppe havde haft oplevelsen.

       Rent bortset fra, at den omtalte artikel tyder på at Susan Blackmore ikke synes at have gjort sig dybere tanker om, hvad drøm og drømmetilstand såvel som sansning og livsoplevelse i det hele taget er og indebærer, så føler jeg mig personlig bestemt ikke overbevist om gyldigheden af hendes argumenter for sin teori. Det støtter jeg bl.a. på personlige oplevelser og erfaringer med nogle enkelte ud-af-kroppen oplevelser og tunnel-oplevelser, jeg i sin tid har haft som dreng og ung mand. I det ene tilfælde var der formentlig tale om en nærdødsoplevelse, idet jeg som 13-årig dreng en efterårsdag kom ud for den situation i et af skolefrikvartererne, at en af mine klassekammerater i kådhed strammede det tørklæde, jeg havde om halsen, så meget at jeg var ved at blive kvalt og i al fald mistede bevidstheden om omverdenen for en kortere tid.

       Men til min store overraskelse mistede jeg ikke bevidstheden om, hvad der videre foregik med mig. Først fyldtes jeg af en stor og isnende angst og skræk, forårsaget af at tørklædet blev strammet så voldsomt om min hals, men jeg nåede ikke at kæmpe imod, førend jeg straks efter oplevede at blive hvirvlet hastigt gennem en mørk tunnel, som mundede ud i et ubestemmeligt mørke. Idet jeg nåede ud i dette udefinerbare mørke eller intet, gennemstrømmedes jeg af en uudsigelig fred og lyksalighedsfølelse, som jeg aldrig havde oplevet før og heller ikke siden.

       Efter en stund – udtrykket er egentlig forkert anvendt, for tiden eksisterede ligesom ikke – blegnede eller lettede ’mørket’ og jeg opdagede nu, at jeg befandt mig siddende på et fladt klippeplateau, som grænsede op til en forholdsvis bred, dyb og mørk afgrund, på hvis anden side der var et lignende, nærmest fladt klippeplateau. På dette viste sig nu en række menneskelignende, tavse og højtidelige skikkelser iført fodlange dragter og kutter, som skjulte deres ansigter. En af skikkelserne trådte et skridt nærmere hen mod afgrunden og rakte sine arme ligesom indbydende over imod mig. Men idet jeg rejste mig for at gå over mod de venlige skikkelser, uden at ænse den dybe, mørke afgrund, som egentlig ikke virkede faretruende, blev jeg afbrudt af en intens klokkekimen, der lød højere og højere, vendte bevidstheden om min fysiske omverden tilbage. Det første jeg blev klar over var, at den kammerat, der havde strammet tørklædet om halsen på mig, og som atter havde løsnet dette, havde sammen med nogle af de andre båret min bevidstløse krop hen og lagt den på en bænk under et stort træ midt i skolegården. Her stod de nu forsamlet, foruroligede og ventede på at jeg skulle give livstegn fra mig.

       Det snurrede ligesom varmt i mit hoved, og straks da jeg var kommet nogenlunde til mig selv, udbrød jeg ivrigt: ”Skynd jer, skoleklokken har jo ringet ind!”. Kammeraterne kiggede uforstående på mig og sagde, at skoleklokken endnu ikke havde ringet. Men omtrent i samme øjeblik gjorde den det faktisk, og noget forvirret kom jeg på benene og skyndte mig sammen med mine kammerater at tage opstilling i den klasserække, hvor vi hørte til.

       Senere, da jeg som ung mand bl.a. var blevet bekendt med fysiologi og parapsykologiske erfaringer og fænomener, stod det mig klart, at den klokkekimen, der ved den omtalte lejlighed havde lydt for mit indre øre, skyldtes at blodet vendte tilbage til hovedet og hjernen, hvilket skete takket være at den kammerat, der havde strammet tørklædet om min hals, i mellemtiden havde løsnet dette igen. Det stod mig også klart, at det naturligvis ikke var mig i form af min fysiske krop, der var blevet hvirvlet gennem tunnelen og som havde befundet sig på klippeplateauet. Det var derimod den krop, man kan opleve i og med i drømmetilstanden, og som man derfor må kunne betegne som sit ”drømmelegeme”. Dette legeme udgøres i henhold til Martinus’ Kosmologi af et åndeligt legeme, der består af en kombination af finstoflig fysisk energi og åndelig energi, som er nært forbundet med følelseslegemet. Det er til det sidstnævnte, at dagsbevidstheden overføres under søvnen og i tilfælde af bevidstløshed, bedøvelse og ikke mindst ved dødens indtræden. Som tidligere omtalt benævner Per Bruus-Jensen ”kombinationslegemet” som koblingslegemet eller transformationsfeltet. Se note 1-4. Det er dette legeme, der i parapsykologien betegnes som sjælelegemet eller den parafysiske finstofkrop eller finstof-dublet.

       I denne forbindelse kunne jeg nævne flere senere og lignende, men dog langt fra så dramatiske situationer, hvori jeg har haft ud-af-kroppen oplevelser og tunnel-oplevelser. Men jeg skal nøjes med at omtale en enkelt og i og for sig afslappet og stilfærdigt tilfælde af en ud-af-kroppen oplevelse. Den fandt sted, da jeg var en ung mand på omkring tyve år. Dengang praktiserede jeg omtrent dagligt meditation, og en dag, da jeg i dette øjemed sad på en stol i mit værelse, med fuldt åbne øjne, som var ufravendt fokuseret på et punkt et stykke foran mig, oplevede jeg pludselig og uventet, at min siddende krop placerede sig i vandret stilling. Men med mine øjne kunne jeg naturligvis se, at mit fysiske legeme sad ubevægelig ret op og ned på stolen. Det må altså have været min sjælekrop eller koblingslegeme – for hvad kunne det ellers være? – der helt ubesværet ligesom løsgjorde sig fra mit fysiske legeme og placerede sig tværs igennem dette i en halvfems graders vinkel! Men nok så vigtigt: Dagsbevidstheden var forbundet med sjælelegemet.

       Til min egen store overraskelse opdagede jeg ved samme lejlighed, at det var muligt at dirigere sjælekroppen med viljen, idet jeg helt vilkårligt kunne få den til at skifte position, lige som jeg kunne dirigere den tilbage til mit siddende fysiske legeme, hvis hjerne derefter atter overtog dagsbevidstheden.

       Der var ved den omtalte lejlighed dog ikke tale om, at sjælekroppen helt forlod den fysiske krop, men et par sådanne situationer har jeg imidlertid også oplevet, da jeg var ung. I det ene tilfælde forlod sjælekroppen spontant mit liggende fysiske legeme og ligesom svævede over til en bogreol i mit værelse. I det andet tilfælde forlod sjælekroppen mit liggende fysiske legeme og mit værelse og svævede hen til entrédøren, for at lukke op for min moder, der dog først kom hjem kort efter at denne oplevelse havde fundet sted. I det sidstnævnte tilfælde var der tale om, at jeg i halvvågen tilstand dirigerede sjælekroppen ud til entrédøren, fordi jeg mente at min moder famlede med nøglerne, for at lukke sig ind.

        Selv om den skeptiske læser og med god grund kritiske forsker måske her vil indvende, at der i alle de ovenfor beskrevne tilfælde må have været tale om drømmeoplevelser, så kan jeg på min ære forsikre vedkommende om, at jeg i al fald i de to førstnævnte situationer var fuldt vågen, nøgtern og bevidst om de ydre, fysiske lokaliteter, hvori jeg befandt mig. Dette udgør selvfølgelig ikke i sig selv noget bevis på sjælekroppens faktiske eksistens, men jeg vil dog mene at der er tale om et stærkt indicium herpå. – Jf. med artiklen Min vej til Martinus og Er sjælen en hallucination? Her på hjemmesiden.

       Men hvad oplevelserne nu end var eller ikke var, så er det helt afgørende for mig personligt imidlertid, at især den førstnævnte oplevelse i skolegården efterlod mig da 13-årige knægt med en overvældende følelse af, at vort indre og dybeste væsen  tilhører eller er ét med en anden og højere dimension uden for tid og rum, og at sådan ville det også være efter døden, som hverken jeg eller andre derfor behøver at frygte for.

       Det er i øvrigt et spørgsmål, om tunnel-oplevelsen måske kunne tænkes at hænge sammen med, at dagsbevidstheden i sådanne situationer overføres fra den fysiske hjerne til det psykofysiske koblingslegemes hjerne og derfra til følelseslegemets hjerne? Et andet og beslægtet bud på tunnel-oplevelsen er fremsat af Paul Brunton, som er af den erfaringsbegrundede opfattelse, at den skyldes at dagsbevidstheden ved nærdød – og derfor formentlig også ved død – forlader hjernen og trækker sig tilbage til hjertet, gennem hvilket organ bevidstheden menes at stå i forbindelse med den sjælelige strukturs hjerte og hjerne. Dette synes at stemme overens med Martinus’ påpegning af, at følelsesenergien fysisk set specielt ytrer sig i form af bl.a. blodkredsløbet, for hvilket hjertet jo er en afgørende instans. Det synes også at stemme overens med min tidligere beskrevne oplevelse og erfaring, at bevidstheden om den fysiske verden kom igen, i takt med at blodet atter vendte tilbage til hjernen.  

       Man kan endvidere forestille sig den mulighed, at når den roterende, ubehagelige og i visse tilfælde rædselsvækkende tunnel-oplevelse i reglen efterfølges af en diametralt modsat oplevelse af uudsigelig fred og salighed, kunne det måske hænge sammen med, at bevidstheden da overføres fra finstofkroppen til det rent åndelige følelseslegeme, som derefter for kortere eller længere tid, måske kun sekunder eller minutter, varetager sansning og livsoplevelse.

        Men rent bortset fra, at ud-af-kroppen oplevelser og tunnel-oplevelser ikke i sig selv udgør noget bevis på hverken sjælens eller koblingslegemets eksistens, står det klart, at det med den nuværende teknologi i hvert fald indtil videre ikke vil være muligt at føre objektivt, naturvidenskabeligt bevis for de pågældende fænomeners eksistens. Men på den anden side set, kan de hidtil fremførte modbeviser heller ikke tillægges definitiv objektiv gyldighed. Nogle forskere er da også af den opfattelse, at naturvidenskaben ikke kan udelukke Guds så lidt som sjælens eller andre spirituelle kræfters eksistens, men disse emner ligger blot uden for dens forskningsområde.

       Hvad angår koblingslegemets eller finstofkroppens mulige eksistens, kan især henvises til de iagttagelser og erfaringer, man har gjort indenfor Raja Yoga. Selv om iagttagelserne ifølge sagens natur selvsagt er foregået ad subjektiv vej gennem introspektion, så tyder de fremlagte resultater alligevel på, at finstofkroppen rent faktisk eksisterer.

       For Martinus er der ingen som helst tvivl om sjæle- eller finstofkroppens  eksistens. Ifølge hans kosmiske analyser består dette legeme af en kombination af finstoflig, fysisk energi og åndelig energi, og det besørger blandt andet kontakten mellem det fysiske legeme og den sjælelige struktur, herunder følelseslegemet. Det er til det sidstnævnte, at dagsbevidstheden og dermed sansning og oplevelse helt eller delvis overføres under søvnen og ved fysisk bevidstløshed. Koblingslegemet betegnes som nævnt også som transformationsfeltet, hvilket vil sige dén organiske mellemstruktur, der transformerer fysisk energi, f.eks. i form af sanseimpulser, til åndelig energi i form af livsoplevelse, og åndelig energi, f.eks. i form af viljesimpulser, til fysisk energi i form af nerveimpulser. 

       Her skal naturligvis ikke afvises, at hjernen i krisesituationer og under store fysiske smerter producerer stoffet endorfin, som doper hjernen på principielt samme måde som andre former for narkotika, f.eks. morfin. Heller ikke, at virkningerne heraf kan være forskellige former for surrealistiske forestillinger og hallucinationer, dvs. sansebedrag eller falsk sanseopfattelse. Men det, forskere som f.eks. Susan Blackmore helt fundamentalt synes at overse, er den rolle selve oplevelsen spiller i sammenhængen. For uanset oplevelsernes årsager eller oprindelse, så viser alene de surrealistiske forestillingers og hallucinationers forekomst, at bevidstheden eller sindet, som fysiske forskere af gode grunde almindeligvis forveksler med hjernen, besidder en evne til at skabe former for livsoplevelse, som ikke nødvendigvis har direkte, men højst indirekte med fysisk sanseoplevelse at gøre. I disse tilfælde er der med andre ord tale om rent åndelige oplevelser, som principielt svarer til vore drømmeoplevelser. Og når fænomener, som eksempelvis ud-af-kroppen oplevelser og tunnel-oplevelser kan forekomme omtrent ensartede hos en række forskellige mennesker, må der være tale om bagved liggende generelle psykologiske lovmæssigheder, der næppe lader sig forklare gennem hjerneforskningen alene.

       Vedr. sansningens og livsoplevelsens problematik set fra et kosmologisk synspunkt, skal her henvises til det senere TILLÆG her på hjemmesiden.

       Men disse og mange andre lignende spørgsmål og problemer vil forhåbentlig blive løst, efterhånden som metafysiske og parapsykologiske forskere nærmer sig den mentale udviklingstilstand, Martinus betegner som højintellektualitet. Den omstændighed, at Martinus’ Kosmologi rummer løsningerne på disse og mange lignende vigtige problemer og spørgsmål, er kun åbenbart for særligt indviede, og kan derfor ikke gælde for mennesker, som endnu befinder sig indenfor den materialistiske livs- og verdensanskuelses sfære.

       Vedr. sjælens eksistens set i relation til naturvidenskabelige fakta, kan her bl.a. henvises til mine artikler Videnskaben eller Gud? i tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr. 3-1997, s. 7-10, og til artiklen Hjernen og livsoplevelsen, Den Ny Verdensimpuls nr. 2-1998, s. 23-6, samt til Sjæl og legeme, Kosmos nr. 5-1998. Emnet behandles også i f.eks. Vladimir Gromov: Begrebet sjæl set fra et naturvidenskabeligt synspunkt, Den Ny Verdensimpuls nr. 3-1997, s. 23-4.

       Note 9: Vedr. begrebet og fænomenet skærsilden: LB IV, stk. 1367. LB V, stk. 1658:4, 1686. DeV II, stk. 17:11, 21:6, 25:10. Menneskehedens skæbne, kap. 29. Bønnens mysterium, kap. 14. Kosmiske glimt, kap. 1-2. PB-J 2, stk. 2.112.- 2.124.

Note 10: Vedr. begrebet og fænomenet paradis efter døden: LB I, stk. 24-5. LB Iv, stk. 1116, 1210, 1431, 1545, 1580. LB V, stk. 1619, 1669-70, 1676, 1819. LB VI, stk. 2032, 2034, 2100. DeV II, stk. 17:11. DeV III, stk. 33:7, 33:31. Den længst levende afgud, kap. 15-7, 20. Ud af mørket, kap. 17. PB-J 2, stk. 2.134.-2.143.

Note 11: Vedr. begreberne den anden død og  udfrielse af helvedestilstanden: LB II, stk. 291. LB III, stk. 756-7. LB IV, stk. 1456, 1482. LB V, stk. 1606. LB VI, stk. 2383, 2394. LB VII, stk. 2512. PB-J 2, stk. 2.115.-2.133.

Note 12: Vedr. begreberne og fænomenerne skytsengle og skytsånder: DeV II, symbolerne nr. 21 og 22 med forklaringer. EGL II, kap. XV: ”Gennem døden”. – PB-J 2, stk. 2.126.-2.132. Se f.eks. også Lademanns Leksikon under engle og ærkeengle.

Note 13: Vedr. begrebet den anden død: PB-J 2, stk. 2.112.-2.132.

Note 14: Vedr. begreberne suggestion og hypnose samt fænomenet spøgelser: PB-J 2, stk. 2.127.-2.133.

Note 15: PB-J 2, stk. 2.132.-2.133.

Note 16: Martinus: Gennem skærsilden. Kosmos 11-12. 2004.

Note 17: Erik Gerner Larsson: Kursus i Martinus’ Åndsvidenskab IV-VII. Kapitel V: Gennem døden. Se f.eks. også flg. artikler af Martinus: Gennem dødens port – søvnen og døden, Kosmos nr. 8-1988. Hvad betyder døden? Kosmos nr. 2-1990. Gennem skærsilden, Se note 15.     

Note 18: PB-J 2, stk. 2.144.-2.149.

Note 19: Samme sted, stk. 2.145.-2.150.

Note 20: Samme sted, stk. 2.145.

Note 21: Samme sted, stk. 2.151.-2.153.

Note 22: Vedr. salighedsriget og individets længsel efter ny inkarnation: LB I, stk. 211-3. LB II, stk. 352, 388, 391-3, 395-408, 410, 412-4, 418, 421-3, 425-7, 430, 447-8. LB III, stk. 642. LB IV, stk. 1089, 1109-11, 1130, 1433, 1588-9. LB V, stk. 1683-7, 1702, 1705, 1922. LB VI, stk. 1961, 2111, 2388-9. LB VII, stk. 2606, 2609, 2658:11. DeV I, stk. 13:9. DeV II, stk. 17:11, 19:12. DeV III, stk. 29:2, 30, 32:12, 33:6-8, 33:72, 33:77. Logik, kap. 94-5. Bisættelse, kap. 71-2.

       Her skal tilføjes, at det ikke er uden grund at Martinus betegner salighedsriget som ”Den store eventyrverden”, idet denne netop er det dybere grundlag for og inspirationskilden til eventyrgenren og poesien, specielt til disses indhold af kosmiske ideer, tanker og forestillinger. Se nærmere herom f.eks. i afsnittet ”Eventyr og kosmologi” her på hjemmesiden.

 

 

hovedsiden

Om ASTRAL-KROPPEN

 (nb-dette er ikke fra Martinus)

 

I de teosofiske skrifter finnes flere forklaringer på den åndelige kropp som kalles for astrallegemet. Men ettersom jeg her i denne boken har valgt å ta forklaringer som er gitt fra utenomjordiske kontakter, så skal det her belyses hva denne Thao fortalte (til den jordiske kontaktmannen Michel) om sammensetningen av dette legemet for et vanlig menneske på Jorden:

 

'En normal menneskelig astralkropp, inneholder ca 4 milliarder, trillioner elektroner (4 med 21nuller i eng/amr.angivelse – jf. Wikipedia). Disse elektroner har et livspann av omtrent 10 milliarder, trillioner av deres år. (3,153 opphøyd som 10 i minus 15.potens sekund).

Din astralkropp inneholder dem, og når du dør, går 19% tilbake til universets elektroner, dertil de kreves av naturen for å forme en ny kropp eller et nytt tre eller dyr, og de 81% går tilbake til ditt høyere selv.'

'En astralkropp er ikke helt det du kaller en ren ånd. På Jorden, er det en tro at ånden ikke er laget av NOE. Dette er feil. Astralkroppen er sammensatt av milliarder av elektroner, som nøyaktig tilsvarer den fysiske kroppens form. Hvert av disse elektroner her et "minne", og hver er i stand til å beholde så mye informasjon som finnes i alle bøker i et stort bibliotek.

(Dette er igjen fra den omfattende kosmiske informasjon som fransk-australeren Michel Desmarquet ble gitt av denne "store romkvinnen som kalte seg Thao, og hun kommer med denne bemerkning til hans kroppsspråk:)

'Jeg ser du stirrer med vidåpne øyne, men det er som jeg sier. Denne informasjon er kodet, som en mikrofilm som inneholder alle tegninger til en industriel fabrikk, slik som en spion kunne ha i en mansjettknapp, men det er mye mindre enn det. Visse fysikere på Jorden er nå klar over dette faktum, men vanlige folk har ikke blitt informert om dette. Din astralkropp avsender og mottar budskaper via disse elektroer gjennom hjernekanalen - til og fra ditt "Høyere Selv". Informasjon blir formidlet uten at du vet det, pga de svake elektriske strømmer - fra din hjerne i harmoni med dine elektroner.

'Siden det er "Det Høyere Selvet" som sendte denne astralkroppen inn i den fysiske kroppen, er det naturens orden (mening) at ditt "Høyere Selv" skulle motta informasjon fra din astralkropp.

'Som alle "elektriske ting" - er astralkroppen som et verktøy for det "Høyere Selvet" - det er et ganske så ømfintlig verktøy. I løpet av dine våkne timer, er den i stand til å sende ekstremt presserende budskap til det "Høyere Selvet" - men dette søker mer enn det.

'Så under søvnen, forlater astralkroppen den fysiske kroppen, for å forenes med det "Høyere Selvet", enten ved å vidrebringe informasjon, eller motta informasjon eller ordre. Du har et gammelt ordtak i frankrike som sier "natten bringer råd". Dette ordtak er fra praktisk erfaring. Gjennom årene la folk merke til at da de våknet om morgenen hadde de ofte løsningene på problemene sine.

I blant er det slik og andre ganger ikke. Men om "løsningen" er fordelaktig for det "Høyere Selvet" - kan du være sikker på det vil bli vist deg - hvis ikke vil du måtte vente forgjeves.

'De folk som gjennom avansert og spesiell trening kan frakople deres astralkropper fra den fysiske, vil være istand å se en lys, sølv-blå tråd - slik du selv så - og denne går mellom den fysiske og den astrale kroppen.

Astralkroppen er da likeledes synlig i tiden som separasjonen skjer. Det er disse samme elektroner som former din astrale kropp, og som skaper den synlige effekten av tråden.

'Jeg ser du følge meg, og at du har fattet poenget. La meg avslutte ved å forklare farene av støy. Støy angriper direkte elektronene i din astralkropp.

*

Litt lenger ut kommer Thao inn på "spøkelser":

'Det er folk på Jorden som er oppriktige og som påstår de har sett spøkelser - jeg refererer ikke til løgnere.

'Hva de har sett er faktisk de 19% av elektronene som ikke omfatter astralkroppen. Disse elektroner frikopler seg fra den fysiske kroppen 3dager etter dens død.

Nettopp dette kan sees som et resultat av bestemte effekter, statisk elektrisitet, og disse elektroner danner den samme form som den fysiske kroppen. Iblant - før de brukes på nytt av Naturen. De er "ledige", men også de har minner og vender tilbake til hjemsøkte plasser de kjente - steder de elsket eller hatet.'

 

 

Mer om overselvet

"Opprinnelig søkte ånden (eller sjelen/jeget) som tenkte -åndelige erfaringer gjennom en materiell verden. Derfor måtte denne ånd legemliggjøre (embody) en "liten del" av sin ånd.

Den fjerde kraft hadde en svært viktig rolle å spille - den skulle omforme (bygge/manifestere) det som ånden hadde tenkt. Den satte derfor inn en liten del av ÅNDEN inn i den menneskelig kropp. Denne består - som du vet - av den astrale kropp, som former 1/9-del av det menneskelig vesen, og består også av 1/9-del av det høyere selv som også kalles overselvet iblandt.

Det høyere selvet hos et menneske er med andre ord et vesen som sender 1/9 av seg selv inn i en menneskelig kropp - og blir da personens astrale kropp. Andre fysiske kropper er "bebodd" på samme måten av andre nideler av det samme høyere selv, og enda forblir hver del integrert til det sentrale vesen.

Videre er det Høyere selv 1/9-del av et overordnet Over-selv, som igjen er 1/9-del av et enda mer overordnet Over-selv. Prosessen fortsetter så langt tilbake som kilden finnes og gir en enorm filtrering av åndelig erfaring som ånden krever.(…allows the enormous filtration of spiritual experience required by the spirit).

"Du må ikke tenke at det Høyere Selvet av den første kategorien som ubetydlig i forhold til med de andre. Det virker på at lavere nivå, men er ikke desto mindre ekstremt kraftfullt og viktig. Det er istand til å heale sykdommer og selv gjenopplive fra døden. Det er dette førstnevnte som på Jorden er kjent som åndelig healing og kan oppnåes med hjelp av DET HØYERE SELVET hos healeren - uten at pasienten er tilstede. Men dette krever at pasienten gir tillatelse. Den kompetente healer kan assistere pasienten fra hvorsomhelst i verden. Det er også mange eksempler på mennesker som er erklært for klinisk døde - som bringes tilbake selv om legene har oppgitt alt håp for dem. (Samme sies av Rampa - se link her)

Det som normalt skjer ved slike tilfeller er at personens Astralkropp møter det høyere selvet. Denne delen av det høyere selvet har forlatt den fysiske kroppen i "dødsprosessen". Det sanser den fysiske kroppen under, og legene som forsøker å gjenopplive den - det kan også sanse kjære som sørger over "den døde". I denne tilstanden vil personen føle seg godt - ja lykksalig - gjennom astralkroppen. Vanligvis så forlater han den fysiske kroppen, ofte kilden til mye lidelser - for så å oppleve at han slynges langs en "psykisk kanal", hvor i enden et fantastisk lys finnes, en tilstand av lykksalighet.

Dersom han - før passasjen gjennom kanalen til LYSET, som er hans høyere selv - har det minste ønsket om ikke å dø - ikke da ut fra egen frykt eller lengsler, men ut fra hensynet til de som trenger ham - f.eks. barn - vil han be om å få vende tilbake til kroppen. I visse tilfelle vil det gis tillatelse.

" Du er i konstant forbindelse med ditt høyere selv, ved hjelp av din hjernekanal. Virkende som en avsender og mottager for impulser, så leder den spesielle vibrasjoner direkte mellom din astrale(-følelses-)kropp og ditt høyere selv. Ditt høyere selv overvåker deg kontinuerlig, om dagen og om natten, og kan gripe inn for å redde deg fra en ulykke. F.eks. opplever noen som skal rekke et fly at drosjebilen får tekniske problemer på vei til flyplassen og en ny drosje som tilkalles stopper også…Kan du virkelig tro det skjer tilfeldig? Flyet du skulle nådd krasjer 30 minutter senere og ingen overlever.

bildet: overjeget er den store kraften bak vesenet og forbindelsen til "dette" går gjennom hjernen og astralkroppen.

 

"I andre situasjoner kan overjeget tilføre ekstra adrenalin til blodet som gjør at du overlever en kritisk situasjon hvor du måtte handle raskt og hurtig.

'Det er ikke kun hjernekanalen som er i stand til å lede budskaper mellom det høyere selvet og astralkroppen. En annen kanal eksisterer noen ganger i drømmer - eller skulle jeg heller si - i søvne. På bestemte tider i søvnen er ditt høyere selv istand til å kalle astralkroppen til seg og enten formidle instruksjoner eller ideer - eller å gjenskape dem på noen måte - eller etterfylle dens åndelige styrke - eller opplyse den om løsninger på viktige problemer. Av denne grunn er det viktig at søvnen er uforstyrret av påtrengende lyder eller av mareritt fra skadelige inntrykk mottatt gjennom dagen.

"Den fysiske kroppen hvori du eksisterer i øyeblikket - er allerede meget innviklet, men dog intet i forhold til kompleksisteten i utviklings-prosessene som skjer mellom astralkroppen og det høyere selvet. For å gjøre det enklere for vanlige folk på din planet å forstå dette så enkelt som mulig, vil jeg gjøre min forklaring i de mest enkle termer.

Din astrale kropp, som bor i alle normale mennesker, overfører til sitt høyere selv alle de følelser som erfares gjennom et liv i en fysisk kropp. Disse følelser passerer gjennom det enorme "filter" av ni høyere selv(-nivåer) før det ankommer i det eteriske "hav" som omgir ånden. Dersom disse følelser er basert i alt vesentlig på materialisme, har de høyere selvene store problemer med å filtrere dem, nettopp som et vannfilter tettes til raskere om det filtrerer skittent vann enn om vannet allerede var rent.

"Dersom du gjennom de mange erfaringer i livet sørger for at din astrale kropp nyttiggjør seg dem på åndelig forstandig måte, vil det erverve mer og mer åndelig forståelse. Med tiden - som kan variere fra 500 til selv 15000 av dine jordiske år, vil ditt høyere selv ikke ha mer å filtrere.

Denne delen av det, som er legemliggjort i den astrale kroppen til Michel Desnarquet (altså forfatteren av boka som opplevde denne undervisning) vil være så åndelig fremskreden at det har ankommet til det neste trinnet, hvor det må kjempe med det mer overordnede høyere selvet. Vi kan sammenligne denne prosessen med et ni trinns filter - med hensikt å befri vannet som passerer for ni elementer. Ved slutten av trinn i prosessen er det helt eliminert med åtte gjenværende. For å gjøre denne informasjonen lettere å fordøye gjør jeg stor bruk av billedspråk….

"Så denne astrale kroppen vil da ha fullført sin syklus med det høyere selv av den første kategori, og vil så kople seg fra overselv nr1 for å koples til overselv av andre kategori, og hele prosessen vil bli gjentatt. Likeledes vil astralkroppen være tilstrekkelig åndelig utviklet for å entre en planet av neste kategori.

"Jeg forstår at du ikke følger meg særlig godt og jeg er engstelig for at ikke helt vil forstå alt jeg forklarer deg.

"I sin visdom er ÅNDEN ved hjelp av den fjerde kraft, stilt til rådighet for ni kategorier av planeter. Nå er du på planeten Thiaoouba, som er i den niende kategori, det betyr på toppen av skalaen.

Jorden er en planet av første kategori og derfor på bunn av skalaen. Hva betyr det? Planeten Jorden kunne sammenlignes med en barnehage med hovedvekt på å lære grunnleggende sosiale verdier. En planet av andre kategori ville så bli som grunnskolen hvor ytterligere verdier blir lært - i begge skoler er voksnes veiledning nødvendig. Den tredje kategori ville omfatte videregående skoler hvor et fundament av verdier tillater utforskning lenger ut. Videre ville du gå på universitetet hvor du behandles som en voksen, for du ville ikke kun ha oppnådd en viss mengde av kunnskap, men du ville også begynne å akseptere sivilt ansvar.

"Dette er typen av framskritt eller vekst som skjer i de ni kategorier av planeter. Jo mer åndelig utviklet du er, jo mer vil du på en høyerestående klode ha gagn av et miljø og generell livsførsel som også er høyerestående. Måten hvorved du tilveiebringer føde er mye enklere, som igjen forenkler prosessen med å strukturere livet ditt - virkningen er mer effektiv åndelig utvikling.

På de høyere planetere vil naturen selv hjelpe å assistere "eleven", og når du utvikler deg til planeter av 6.-7.-8.og 9.kategori er ikke kun din astrale(følelses-)kropp høyt utviklet, din fysiske kropp har også blitt gavnet av din utvikling.

Vi vet at du allerede har blitt positivt imponert av hva du har sett på vår planet. Etter at du vil se og forstå mer, vil du oppfatte at dette er hva du på Jorden kaller "et paradis" - og enda er dette fortsatt som intet sammenlignet med den SANNE LYKKEN du opplever når du er blitt (utviklet til) ren ånd (bevissthet).

"Jeg må være forsiktig med ikke å gjøre denne forklaringen for lang, for du må gjengi den ord for ord - uten å forandre noe i den boken som du vil komme til å skrive. Det er absolutt en nødvendig forutsetning at du ikke tillater noen personlige meninger å forstyrre. Men vær ikke bekymret - Thao vil hjelpe deg med detaljene når tiden kommer da du skal skrive….

"Fra denne planeten er det mulig å enten forbli i en fysisk kropp eller bli forent med Den Store Ånd i eteren.

Da disse ord ble uttalt skinte auraen som omga lederen mer skinnende enn før og jeg ble overrasket å se at han nesten forsvant i den gylne tåken - for så å dukke fram et sekund senere.

mer om Thao's forklaringer på jordens kolonisering og fortidige katastofer i denne boken  

hovedsiden