lydbog af, at dø er at leve. af Mimi Arnborg, 1977. digt på indre omslag. Det er med livet som med solen, den går kun tilsyneladende ned, for vore jordiske øjne. Den vedbliver dog at skinne. FORORD. Vi ved det godt, hvis vi da vil vide det, at der findes en anden og større virkelighed end den, vi oplever i vor hverdag her på Jorden. En virkelighed i ånd og sandhed , modstykket til vor fortravlede, stridbare materialisme. Vi ved det godt. Eller vi aner det. Men i vor bekvemme tilværelse er vi så snusfornuftige, alt for sjældent giver vi tanken flugt. Dog , i mennesket bor en længsel, som får det til at søge et fodfæste uden for sig selv, søge tilflugt i højere og renere luftlag. Det er denne længsel, der er alle religioners rod. Vi ser det mere end nogensinde i dag, hvor teknisk og materiel fremgang er så hastig, at ånd og sjæl og hjerte ikke kan følge med. Vor buldrende tidsalder bringer med sig vold og uværdige livsformer, men har også i mennesker ud over den ganske Jord, og især blandt de unge, skabt et behov for mere, end intellektet alene kan give. Man drages mod det uhåndgribelige. Stadigt flere bliver der i dag, som længes, som søger, som betaler prisen , og finder. Og mon ikke håbet for vor forkludrede verden vandrer ad disse veje? Selv om man fra forskelligt hold prøver at fortie det, så er det en kendsgerning, at nogle af vore medmennesker fik evner, der giver dem mulighed for at tage imod finere vibrationer, at se og opleve og forstå det, som er skjult for de fleste af os. Forfatteren til denne bog, Mimi Arnborg, er en af dem, hvem denne evne blev givet og endda på et højt stade. Allerede fra barndommen følte hun disse kræfter spire i sig, de udvikledes under opvæksten, uden at hun rigtig forstod, hvad der rørte sig i hende. Da hun prøvede at tale med familien om skikkelser, der viste sig for hende, om besynderlige oplevelser og meddelelser, der kom til hende, så slog man det hen med, at hun havde en alt for livlig fantasi. Da tav hun og beholdt sin hemmelighed for sig selv. Da Mimi Arnborg nåede op mod de tredive år, kom kravet til hende, Hun skulle optage en gerning til gavn for mennesker, hjælpe hvor der var sjælelig nød, helbrede ved åndelig kraft, bringe budskaber til dem, der ikke selv kunne tage imod. Dette krav overvældede hende ganske. Hvordan skulle hun kunne klare det? Hun, der hidtil havde levet en ubekymret tilværelse. Hun manglede erfaring og menneskekundskab, hun var svagelig, hvorfra hente kræfterne? Og hun fortæller om svaret, der kom, hun fik lov til at iagttage sin tilværelse på det åndelige plan forud for denne inkarnation. Hun så, at hun her efter eget ønske havde uddannet sig til at gøre det tjenende arbejde, der nu blev afkrævet hende. Sammen med sin åndelige lærer besøgte hun det universitet hvor hun modtog den undervisning, hun selv så brændende havde bedt om. Og Mimi Arnborg siger, "Jeg forsikrer, at universitetet i den åndelige verden for mig er lige så virkeligt som en læreanstalt på Jorden." Da forstod hun og sagde ja. Med åbent sind og ærlig vilje startede hun så det arbejde, der nu har varet i henved halvtreds år. Meget fik hun udrettet, mange mennesker har hun hjulpet, mange budskaber fik hun formidlet. Hvad hun når at fortælle i denne bogs første afsnit om sine psykiske oplevelser er kun ganske små glimt. Så meget mere var værd at berette. Og når jeg, der ikke blev givet nogen evne i retning af Mimi Arnborgs, har indvilget i at skrive dette forord, så er det, fordi jeg for nogle år siden uden forudgående kendskab til Mimi Arnborg og hendes gerning, uden egen foranledning, mødte hende og da gennem hende fra det skjultes verden modtog en meddelelse, der var ganske klar og uomtvistelig rigtig og fik stor betydning for mig. Siden har jeg lejlighedsvis fulgt hendes gerning og dens forunderlige resultater. Mimi Arnborg nærmer sig nu de firs, 80, år. Hun er ved at være træt. Selv om det giver hendes liv så rigt et indhold er det som hun selv udtrykker det , , slet ikke så let at leve i to verdener. Men efter hendes daglige andagt kan det stadig ske, at der udgår et brev med et budskab, som hun modtog netop denne morgen, og som hun ved kan tænde et lys for et medmenneske. I mange år har kravet lydt, at hun skulle bringe videre til menneskene de budskaber, der er indeholdt i bogens kapitler "Selma Lagerlöf beretter" og "Livet og dets dybe mening", dikteret hende af den svenske forfatterinde selv og af mesteren, der kalder sig Adif og af indviede siges at være en ophøjet personlighed i åndens verden. Først nu har hendes mange gøremål levnet hende tid til at efterkomme kravet. "Det har slet ikke været i mine tanker, at dette skulle blive et litterært værk," siger Mimi Arnborg. "Denne bog er for mig en kær pligt, en opgave, der blev mig pålagt. Den skal oplyse om disse dybe sandheder, som kom til mit kendskab. Og det er mit håb og mit inderlige ønske, at min bog må hjælpe med til at borttage dødsfrygten fra menneskene. For døden er jo porten til fortsat liv." Man kan tænke sig, at denne bog vil bringe glæde og bekræftelse i de kredse ud over hele Norden, hvor Mimi Arnborg er kendt og har sine venner. Men også at adskillige, der ikke er fortrolige med hendes tankeverden og hvad deraf måtte følge, kunne få en impuls til at fordybe sig i emnet. Edith Ryssel. Klik på bildede under for at høre i lyd, hvad Ole Therkelsen forteller om Edith Ryssel's artikel om Martinus, i Berlingske Tidende august 1953. 1.del . nogle psykiske oplevelser, ved Mimi Arnborg. Foredrag holdt i de nordiske lande. Vi lever midt i teknikkens og materialismens tidsalder, og der er næsten ingen grænser for, hvad menneskene kan præstere i dag. De er blevet dygtige, men at de er blevet lykkeligere, sådan inderst inde, og mere trygge, det er jeg ikke helt sikker på. Dybest i mennesket ligger en længsel efter noget, der stiler højere, noget der ikke har med de ydre ting at gøre. Man længes blandt andet efter svar på spørgsmålene, om der er et mål og en mening med livet, og hvorfor vi er her med alle vore glæder, kampe og besværligheder. Hvor var vi før den morgen, vi blev født? Og hvor drager vi hen, når vor livsdag er til ende? Stort set er livet kort, hastigt svinder barndom og ungdom, og vi stormer frem mod livets middagshøjde, hvor vor gerning skal lægges og kræfterne prøves. Inden vi ved af det, er årene svundne, og det går mod vor livsaften. Når man, som jeg, er nået op i årene, så føler man, at livet svandt hen som en drøm. Men endeløs svøber evigheden sig omkring os, ja, vi lever faktisk midt i den. Men efter vor livsaften, når jordelivet er slut, da kommer der en ny morgen. Det ved jeg forvist! Hos alle mennesker, primitive som civiliserede, findes et instinkt, der fortæller os, at vi lever videre. Vidnesbyrd herom findes i alle religioner, i Indiens hellige bøger, i Persiens gamle skrifter, i Ægyptens hieroglyffer, ridsede i sten for årtusinder siden, såvel som i nutidens religioner. Vi skal gå fra lys til lys, fra kundskab til kundskab, indhentende stadig flere erfaringer. Beviserne for et liv på et højere plan efter det, vi kalder døden, er så mangfoldige, at ingen velunderrettet person vil kunne benægte, at det er sandhed. For ikke så længe siden var der en svensk professor, der vakte opmærksomhed ved at sige, "Vi må forstå, at vi er væsener, der aldrig kan forgå. Vi vil bestandig have forbindelse med vort ophav." Vor Jord er bare en lille prik i det vældige univers og er blot en grov kopi, en skygge af den åndelige verden. Hele verdensaltet står i forbindelse med det åndelige hierarki, der leder og opretholder alt. Vi opfatter blot en brøkdel af de æteriske vibrationer, der opbygger universet. Guds ånd gennemtrænger alt. Det er ånd, der binder det hele sammen. Der er tanker bag alle ting. Den materielle verden, vi i øjeblikket lever i, er underka­stet en anden og grovere svingningshastighed end den, som den åndelige verden vibrerer i, og de, der har den evne at kunne indstille sig på disse finere vibrationer , eller bølge, længder, om vi vil , ser og oplever denne verden i al dens mangfoldighed. En sådan evne har jeg været i besiddelse af, siden jeg var barn. Det er jeg altså født med, ligesom en tegner og en ma­ler har deres medfødte evner. Men mine psykiske evner brød først rigtigt ud, da jeg var omkring tredive år.* *jf.Martinus så repeterer vi tidligere liv frem til 30års alderen, og sidste liv bliver spesielt repeteret lige før man da er 30år. rø, anm. Ja, nevte Martinus fik også sin kosmiske indvielse da han var 30, i 1921! At den åndelige verden er virkelig, det er ikke bare noget jeg håber og tror, det er en vished for mig, men samtidig en betroelse, givet under ansvar. Jeg føler, at jeg skal dele mine oplevelser med søgende mennesker. Jeg har utallige gange set ind i denne for de fleste usete verden. I realiteten findes der ingen død. Legemet går tilbage til stoffets verden, hvoraf det er dannet, men ikke egoet, vort jeg, vor bevidsthed. Vor udødelige ånd drager iklædt sit åndelige legeme, til det sted eller til den bolig, man selv har beredt sig i livet her på Jorden. Vi drager til vore handlingers verden. Tager man sin bibel, ser man, at fra første til sidste blad berettes der om himle, profeter og engle m. v. Tager man Åbenbaringerne bort fra den hellige bog, vil en meget væsentlig og værdifuld del gå tabt. Når man i kirken rejser sig, mens præsten læser af dem, så finder man det helligt, stort og smukt. Hvorfor er det ikke lige så smukt, når det sker i dag? Himlens dør er bestandig åben. Aldrig forstummer tonen fra himlen, som der står i Dejlig er Jorden. Men lad mig nu fortælle om, hvorledes alt dette begyndte for mig. Jeg kan erindre så langt tilbage som til seks, syvårs alderen. Jeg så farver, blomster og skikkelser, som andre ikke så, men jeg fik hurtigt lært at tie stille med, hvad jeg så og oplevede. Mange børn med paranormale evner har ikke mødt forståelse og må derfor undertrykke deres evner for ikke at risikere ubehageligheder. Man oplever ofte skyhed hos de personer, der er i besiddelse af clairvoyante og andre psykiske evner. Jeg lever faktisk i to verdener. Det er både vidunderligt og til andre tider lidt svært. Her lever vi i tid, men vi lever samtidig i evigheden. Gennem barndommen og de første ungdomsår havde jeg ret ofte nogle lange besvimelser, som lægen stod uforstående overfor; men senere er jeg blevet klar over, at det var frigørelser fra min fysiske krop. Mens jeg befandt mig svævende over mit legeme, så og oplevede jeg den åndelige verden. Måske har alle engang i en fjern fortid haft denne sjette sans, som for de flestes vedkommende er gået tabt. Det anses ikke for mirakuløst, at vi har fem sanser, men kunne man ikke tænke sig, at der i hjernen fandtes centrer for de paranormale evner, der kan åbne for en fjerde dimension? Ja, hvad ved jeg? Jeg har kun kendsgerningerne at holde mig til. jeg har nylig læst, at størstedelen af naturens ypperste organ, hjernen, ligger brak, og at man kan bortoperere store dele af den, uden at patienten tilsyneladende har mistet ånds­evnerne. Når den engang udnyttes fuldt ud, kommer meget her i verden sikkert til at se anderledes ud. Lad os da håbe, at den bliver udnyttet til noget godt og nyttigt. Fordi menneskene i almindelighed ikke kan opfatte denne uden for os liggende verden, kan man dog ikke af den grund fastslå, at den ikke eksisterer. Man kan ikke blot uden videre afvise alt det, man ikke forstår. For halvtreds år siden ville man ikke have troet det, hvis nogen havde fortalt os, at man i sin egen levetid ville komme til at opleve dette at sidde i sin egen stue og se og høre mennesker i fjerne lande, der på en skærm bevæger sig, synger og taler gennem en mesterlig opfindelse, der kaldes et TV, apparat, endog med farver på. Ja, man har tilmed oplevet at se to mænd spadsere på månen og høre dem tale i næsten samme sekund, som ordene blev udtalt. Hvis vi ikke vidste bedre, ville vi kalde dette et mirakel. Men 'miraklet' er jo blot betegnel­sen for noget, man ikke forstår. Jeg husker da, at som barn sagde man ofte om noget uopnåeligt, at det var lige så umu­ligt som at flyve til månen. Sandhedens grænsepæle flyttes i takt med udviklingen. I flere af de store lande, såsom USA, Sovjet, England m. fl. er der nu oprettet fakulteter inden for psykisk forskning, hvor emner som parapsykologi og metafysik indgår i undervisnin­gen. Så inden mange år bliver det, som man her i Skan­dinavien i dag sætter et stort spørgsmålstegn ved, en realitet, en sandhed, naturlig og ligetil. Så er der ikke længere noget, der hedder overnaturligt og mystisk. Det er blevet erstattet af ordene, det sanselige og det oversanselige. Begge dele er lige naturlige og styres af visse afstukne love. Den traditionelle kløft mellem de fysiske og de psykiske videnskaber er ved at skrumpe ind. Nobel, fysikeren Max Planck har sagt, "Sandheden kan kun findes ved et beslutsomt skridt ind i metafysikkens rige." Langsomt, men sikkert arbejder videnskabsmænd verden over på at udbygge teorien om et liv efter død, om en tilværelse, der ikke ophører med det jordiske legemes tilintetgørelse. Der bliver længere og længere imellem de hånlige tilbagevisninger af påstanden. Himlene er vor evige ånds virkefelt. Og så følger nogle af mine psykiske oplevelser. Hånden, der skrev. Som ganske ung havde jeg denne oplevelse med min morfar, der var død et eller to år forinden. Jeg var ved at føre noget regnskab, da denne mærkelige svimmelhedsfølelse kom over mig. Mit hoved faldt ned mod bordet, og da jeg vågnede op igen, stod der med min morfars håndskrift skrevet tværs over siden i min regnskabsbog, "Man kalder os døde, men vi er mere levende end nogensinde før." Derunder stod hans navn, hans karakteristiske underskrift. Den døde mor hjælper sin datter. Som yngre var jeg ofte alene hele dagen, mens min mand var på kontoret, og for da at gøre lidt gavn besluttede jeg at bruge mine eftermiddage til at besøge syge og fattige mennesker. Således gik jeg til en meget syg kvinde, der var mor til to børn, som jeg dog ikke dengang så. Imidlertid døde denne kvinde, og jeg tænkte ikke mere på hende, for nu var der andre, jeg besøgte. Så en dag nogen tid senere stod hun lys og forklaret foran mig derhjemme, men hun havde et bekymret udtryk i sit ansigt. Jeg hørte hende sige til mig, "Hjælp min datter, hun er i nød!" Da jeg spurgte, hvor denne datter befandt sig, gav hun mig adressen. Imidlertid havde jeg ikke opfattet den helt korrekt, men hun må have gået usynlig ved min side og overvåget mine skridt, for pludselig stod hun synlig for mig midt på fortovet, pegede på et hus og sagde, "Der bor min datter. Gå op og hjælp hende!" Jeg fandt pigen på det opgivne sted. I sin ulykkelighed havde hun tænkt på at berøve sig livet. Det har moderen fra sin verden kunnet se og formåede at hente hjælp der, hvor hun fornemmede at blive hørt. Jeg fik trøstet og hjulpet den unge gravide pige. Vi fandt en løsning på problemerne, og nu kunne moderen sikkert med fred vende tilbage til sit åndelige hjem. Vi skal huske, at vi ikke er mennesker, der efter døden bliver ånd, men at vi er udødelig ånd, der midlertidigt er mennesker. Vort egentlige jeg er ånd, og vort hjemsted er ikke af denne verden. Selv om man er draget bort fra Jorden, kan man altid følge med i, hvad der sker hernede , og hjælpe sine kære, om det behøves. Boyen Sorrah på Sumatra. Det var egentlig først, da jeg traf min mand, at mine psykiske evner rigtigt brød frem, og han har lige fra begyndelsen været min store hjælper i mit åndelige arbejde. Han havde på forhånd stor forståelse for disse ting, idet han havde tilbragt en del år som afdelingsleder på en gummiplantage på Sumatra. Her havde han fem tjenestefolk i sit hus, af hvilke de tre var mediale. Det var meget almindeligt blandt de indfødte, der endnu var uberørte af tidens jag og materialismens 'velsignelser'. En dag hørte han larm fra køkkenet. Han gik derind for at se, hvad der var i vejen. Det viste sig da, at hans boy, der hed Sorrah, var faldet i trance, og en ung kvinde talte igennem ham. Det var hans forlovede, der var bosat på Java, men som nu var død. Han selv, boyen, var midlertidigt på kontraktarbejde på Sumatra. Den 'døde' forlovede berettede gennem ham, hvad der var hændt, og sagde blandt andet, at han godt måtte gifte sig med en anden. De var blevet forlovede i 9, års alderen. Det var noget, forældrene havde ordnet, som skik var. Min mand blev meget interesseret, for var dette rigtigt, åbnede der sig jo mægtige perspektiver med hensyn til livet og døden. Han fik de omkringstående til at spørge pigen om forskellige ting såsom hendes navn, fødested, dødsdag, dødsårsag og lignende. Dagen efter skrev han til myndighederne på Java og fik senere herfra bekræftet, at det passede alt sammen. Meddelelsen gennem trance var for så vidt en praktisk måde for de indfødte at meddele sig på, når de hverken kunne læse eller skrive. Flere år senere, da vi sad hjemme i vor stue Århus, så jeg pludselig en lille mand stå foran mig , , altså en åndelig skikkelse. Han sagde nogle ord, som jeg ikke forstod. Han sagde blandt andet, "Boy Sorrah ada!" Så skal jeg love for, at min mand blev opmærksom. Det var malayisk og betød, "Din tjener, Sorrah, er her." Jeg lod ham tage kontrol over mig, og nu havde de to en samtale på malayisk med mig som mellemled. Sorrah fortalte blandt andet, at han var blevet bidt af en slange, da han ville skyde genvej over en kløft, og det kostede ham livet. Da min mand spurgte , stadig på malaysisk , om han kunne give et bevis på, at han virkelig var Sorrah, svarede han, "Ja, kun tuan (herren) og jeg ved, at når tuan kom og skulle op på vognen, stejlede hesten altid, så han måtte rykke i bidslet for at få den ned igen." Dette var et fuldgyldigt bevis for min mand, og han var meget glad for denne oplevelse. Bagefter havde jeg ikke selv erindring om denne samtale. Orentius. Under krigen havde jeg engang en oplevelse, da jeg var i Aalborg for at holde møde. Jeg blev hentet ved toget og kørt til en familie, hvor jeg skulle opholde mig i nogle timer. Der var imidlertid ret uroligt med små støjende børn, så jeg besluttede at gå en tur. >> og faktisk bilde fra gamle Aalborg.) Jeg takkede og fulgte ham i fire, fem skridts afstand. Der gik han, dette lysende sendebud fra himlen, som en ledende fakkel foran mig. Han drejede ind ad den rette dør, og jeg kunne gå ind og forrette min tjeneste, som man ventede det af mig. Elevatoren i Oberamrnergau. Efter at jeg en aften havde holdt et møde, viste der sig en lysånd for mig. Jeg så tydeligt alle enkeltheder, både an­sigtstræk og klædedragt. Han gik hen imod en dame, hvis skytsånd han var, og bad mig gentage følgende ord for hende, "Når du en dag kommer i fare, vil jeg stå foran dig som her beskrevet. Husk så at træde et skridt tilbage, det vil redde dit liv." Hverken damen eller jeg forstod dengang meningen med dette budskab. Da hun et halvt år senere var i Oberammergau til pa­sionsskuespillene og boede på et hotels tredje etage, var hun en dag forsinket og løb hen mod elevatoren, hvis dør stod åben. Idet hun ville træde ind, stod denne frelsende engel foran hende, og i et nu mindedes hun budskabet og trådte automatisk tilbage. Det blev hendes redning, for elevatoren var i uorden og under reparation. Elevatorstolen var i kælderetagen, og der ville hun være styrtet ned, om ikke himlen havde grebet ind. Møde med en kommende Pave. Når jeg i mange år har længtes efter at komme på rejse til Rom, ligger der noget specielt til grund herfor, idet min åndelige leder var knyttet til Vatikanet i sin sidste inkarna­tion for tre, fire hundrede år siden. Han har i de mange år, hvor jeg har virket som medium, givet interessante skildrin­ger aflivet der. Jeg mindes tydeligt en åndelig oplevelse, jeg havde i 1939. Pave Pius XI var død, og hans efterfølger skulle vælges. I de dage, da verden spændt afventede, hvem valget mon ville falde på, oplevede jeg under en natlig frigørelse, at min le­der, Broder Edgar, stod hos mig, smilede, tog min hånd og sagde, "Følg mig, barn!" I næste nu stod vi i en underskøn have, hvor alt åndede fred og harmoni. Mens vi stod og betragtede de smukke træer og blomster, kom en hvid skikkelse hen imod os. Han gik og læste i en hvid bog, som jeg tænkte var Bibelen. Da han nærmede sig, sagde min åndelige leder, "Det er den kommende pave. Læg mærke til hans ansigt og til hans smukt formede hænder og glem ikke hans navn. Han er kardinal og hedder Eugenio Pacelli." >> (billede fra 1939)> Vi hilste på ham, og han smilede kærligt. Denne oplevelse skrev jeg straks ned, og om morgenen viste jeg den til min mand. Da jeg få dage efter var i byen på indkøb, så jeg en lille gruppe mennesker stå og læse en avisside i et kioskvindue. Min nysgerrighed lokkede mig derhen, og straks genkendte jeg på det store forsidebillede ham, den hvide skikkelse, der ligesom jeg i nattens timer havde vandret frigjort i den skøn­ne have. Til folks forbavselse udbrød jeg spontant, "Der er han!" og styrtede ind for at købe avisen, som jeg har endnu. Der stod, "Den nye pave er valgt. Det er kardinal Eugenio Pacelli." Det blev den meget omtalte Pius XII, som døde i 1958. Kodeordet kom 20 år efter. Efter en seance er jeg meget åben for åndelige budskaber. Således oplevede jeg engang, at en åndelig skikkelse stillede sig op foran et ægtepar på første række. Han viste sig klædt i lidt gammeldags jordisk tøj. Jeg hørte ham sige, "Sig til mine venner her, at figentræets blade er femfingrede, og derefter skal du sige, Abraham, Isak og Jakob!" Jeg tøvede lidt, for jeg syntes, at det lød dog lidt for mærkværdigt. Men som sædvanlig adlød jeg alligevel, og det viste sig, at det var deres gamle ven, der var død tyve år før, som nu gav dem det kodeord, de havde aftalt, hvis det var muligt gennem et medium at bringe dette bevis på åndens udødelighed. Hr. og fru X, der næsten havde glemt dette identitetsbevis, erindrede nu den gamle aftale og blev meget glade for denne hilsen fra en kær gammel ven. Killingens nødråb blev hørt Det var en kold forårsnat. Huset sov, og mine to kattekillinger skulle også sove trygt i deres kurv. I nattens mulm og mørke vågnede jeg. Jeg havde drømt, at den ene killing var gået ud i haven og nu sad fastklemt og frysende i en rosenhæk og peb. Halvt sovende for jeg op af min seng. Som ledet af en usynlig hånd fandt jeg frem til rosenhækken, hvor min kære lille mis befandt sig, akkurat som jeg havde oplevet det i drømmen, eller vel rettere i min frigjorte tilstand under søvnen. At den blev reddet hjem i sin kurv, behøver jeg vist ikke at uddybe nærmere. Et lille levende væsen sendte sit nødråb op mod sin skaber. Han hørte det og vidste, hvor hjælpen var at finde. En advarsel til mig Engang, da jeg cyklede i byens gader og befandt mig bag en mælkebil, der ligesom jeg skulle dreje om et skarpt hjørne, lod der en røst til mig, netop som jeg ville dreje, "Kør lige ud." Ganske automatisk adlød jeg stemmen, og det blev min redning, for en stor kasse med mange mælkeflasker blev slyn­get af vognen under drejningen, og havde jeg fulgt min på­tænkte kurs, havde den ramt mig. Når timeglasset rinder ud. Engang besøgte jeg en gammel dame i Århus. Hun var me­get syg og havde store smerter. Jeg sad og holdt hendes hånd og bad for mig selv en stille bøn, om hun dog ikke snart måtte blive befriet. Da så jeg pludselig en lysende skikkelse foran mig. Han havde et timeglas i hånden, og der var kun få sandskorn tilbage. Han pegede på det og sagde, "Når det sidste sandskorn er rindet ud, bryder jeg båndet, der forbinder krop og sjæl. Ikke før, thi således er det Guds vilje". Jeg sad endnu en lille tid hos hende, men måtte hen under aften gå hjem. Midt om natten vågnede jeg, og da stod min åndelige le­der ved min seng, og jeg hørte ham sige, "Kl. fem får den syge kvinde fred." Jeg sov videre og vågnede, da klokken inde i stuen slog fem. Igen hørte jeg stemmen, "Så, nu fik hun fred!" Næste formiddag gik min mand og jeg derud. Vi konstaterede straks, at gardinerne var trukket for vinduerne og så på hinanden, som ville vi sige, "Ja, selvfølgelig! Når det er meddelt os ovenfra, så må hun være død." En ung mand kom os i møde og fortalte, at fru X var død. "Hvornår døde hun?" spurgte jeg. Hertil svarede han, "Hun døde i morges kl. fem!" Min far Jeg har mange gange siddet ved et dødsleje, og det er for mig en stor højtidsstund, når en frigjort sjæl bæres hjem. Mennesket er jo et væsen, der gennem det, vi kalder døden, skiller sin usynlige identitet fra den synlige krop. Jeg mindes især, da jeg sad hos min far i hans sidste time inden overgangen. Alt var så lyst og fredfyldt, og mange lyse skikkelser trådte ind for at hente ham.Der var det særlige ved far, der for øvrigt var den bedste ven, jeg nogensinde har haft, at han aldrig, eller yderst sjæl­dent berørte religiøse emner. Nu lå han der og vente de på døden. Pludselig rejste han sig op og sagde, mens han bredte armene ud, "Jesus Kristus, er det dig? Så lad da mit syge legeme dø, at jeg kan komme hjem til dig. Og en engel sidder ved den anden side af min seng , og min søn, Victor oh, hvor smukt!" Umiddelbart derefter var han det, man kalder død. Jeg så hans frigjorte ånd blive båret ud gennem vinduet af lysengle og kunne følge denne lysformation langt ud i rum­met som kontrast til den mørke september himmel. Mens jeg med mine øjne fulgte dette sælsomme syn, gentog jeg gang på gang "Gud velsigne dig, lille far" , indtil sygeplejersken kom og beroligede mig. Et lys gik ud på Jorden, men det blev tændt i himlen. I denne forbindelse oplevede jeg et halvt år senere noget skønt i Stockholm. Jeg var til et kongresmøde, og pludselig sagde en clairvoyant svensk dame, mediet Karin Strandberg, som jeg dengang ikke kendte, til mig, "Der står en mand ved siden af Dem. Det må være Deres far, for De ligner ham. Han siger, "Din velsignelse fulgte mig langt ud i rummet". Kan De forstå, hvad han mener med det?" Og hun fortsatte, "Han beder mig sige, Bekymrer Jer ikke om os. Det er snarere os, der skal være bekymrede for Jer dernede i den tunge og urolige verden." Efter en lille pause fortsatte mediet, "Nu spørger Deres far, Hvor er mit ur?" Det kunne jeg i øjeblikket ikke svare på, men det var in­teressant at konstatere, at man også efter overgangen til det nye liv havde tanker for sine jordiske ejendele. Efter hjemkomsten til Danmark undersøgte jeg sagen an­gående uret. Det var et dobbeltkapslet <> Når jeg oplever noget sådant, står det som prentet med ild, skrift i min bevidsthed. næste overskrift er. Toner har farver. Alt er vibration, alt er svingning, også toner og farver. Jeg har oplevet ved en symfonikoncert, at hver tone havde sin farve, og tilsidst bølgede hele rummet i en farvesymfoni af overjordisk skønhed. I Peterskirken i Rom oplevede jeg noget at det samme. For nogle år siden traf jeg en kendt pianistinde, og jeg tilbragte en eftermiddag i hendes hjem. Vi talte naturligvis også om musik, og jeg spurgte hende, "Vil De tro mig, når jeg siger, at hvis betingelserne er tilstede, kan jeg opleve en koncert i farver?" Så lagde hun sin hånd oven på min > og sagde med et stort smil, "Det kan jeg også." Det var dejligt for mig at møde et menneske, der kunne bekræfte min oplevelse, min iagttagelse, og som havde oplevet det samme. næste overskrift er. Selvmorderens redning. En nat havde jeg en levende drøm. Jeg gik ad en smuk sti, der snoede sig rundt om en ret stor Sø. Det var sol og sommer, og jeg glædede mig over den smukke natur. Pludselig hørte jeg råb om hjælp fra den modsatte bred, og straks fyldtes jeg med tanker om, hvordan jeg hurtigst kunne komme til hjælp. Der var jo lang vej, hvis jeg skulle følge stien, og jeg havde ingen båd. Atter lød en kalden derovre fra. Jeg standsede og bad inderligt, om Gud ville give mig mulighed for at hjælpe den nødstedte kvinde, for det var en kvindes røst, jeg hørte. Da var der pludselig en brolagt vej tværs over søen. Jeg blev meget lykkelig over, at min bøn var hørt og skyndte mig ud på dæmningen som netop endte der, hvorfra råbene lød. Jeg husker, at jeg derefter tog en kvinde ind til mig og trøstede hende. Så vågnede jeg og kunne ikke glemme denne levende drøm. Jeg begyndte som sædvanlig dagens gerning i mit hjem. Jeg var alene i huset og husker endnu, at klokken var elleve, og jeg var i færd med at lægge sengetæpper på, da en lysende, åndelig skikkelse stod foran mig og sagde med stærk, underlig røst, "Du må straks ile til en kvinde, der er ved at gøre en ulykke på sig selv. Det må ikke ske, for hendes tid er endnu ikke omme." Jeg foldede mine hænder og bad Gud om hjælp, hvorefter jeg tog afsted til det angivne hus. Her fandt jeg en 38, årig kvinde beskæftiget med at rede et leje på gulvet efter at have tætnet vinduerne og stillet sovetabletter frem. Derefter ville hun have åbnet for gassen. Det var vanskeligt for mig at skaffe mig adgang til stuen, men når himlen hjælper til, kan alting lykkes. Således blev et menneskeliv reddet, og vi fandt en udvej, så livet kunne leves videre. Vel kan man ihjelslå legemet, åndens tempel, men sjælen er evig og kan aldrig dø. Man skulle nødigt komme ukaldet hjem. Vi må tage byrderne op og bære dem til vejs ende således, at når den dag kommer, hvor vi på Guds bud frigjorte skal gå over den bro, der fører til de evige boliger, at vi da må kunne betræde den med tillid og forventningens glæde. I denne hændelse blev drøm og virkelighed kædet sam­men, og atter blev givet os et eksempel på, at skytsånden kan gribe ind for at redde det barn, den sjæl, han er blevet be­troet at lede gennem et jordeliv. næste overskrift er. Vismanden fra Øst. Engang var jeg inviteret af en svensk præst til gæstebud i hans præstegård. Jeg skulle her træffe en vismand, som præsten havde haft en interessant og højst værdifuld korrespondance med. Da jeg ankom, var allerede et større selskab til stede. I skæret fra tændte kærter var de forsamlede i husets storstue, og her sad i et hjørne den gamle filosof. Jeg bemærkede straks, at der udgik en stærk blå udstråling fra ham. Da jeg havde hilst på familien og gæsterne, bød præsten mig en stol og sagde, "Sæt dig nu ned, så skal vi høre himlen tale. Jeg vil begynde med at spille og synge din yndlingssalme, Davids 23. salme." Jeg protesterede lidt. Jeg var træt af rejsen og havde aldeles ikke regnet med, at jeg her skulle være redskab for åndelige budskaber men jeg måtte vel så lægge det i Guds hånd. Der udviklede sig nu hurtigt en fortættet åndelig stemning. I et hjørne af stuen , modsat det, hvor vismanden sad , , så jeg en psykisk sky blive bygget op, og ud af den trådte en pragtfuld åndelig skikkelse. Over brystet havde han et gyldent skærf. Jeg kan endnu se ham stå der foran mig i al sin ophøjede skønhed. Da han mærkede, at jeg havde kontakt med ham, smilede han kærligt til mig. I næste nu stod han med en flettet kurv, hvori lå nogle små runde, grove brød. Dem bød han smilende og bukkende rundt til hver enkelt gæst. I min tanke siger jeg til ham, "Hvad byder du, broder?" Han ser på mig og svarer, "Jeg byder livets brød fra livets land." Så når han frem til vismanden, men nu har han pludselig også en skål i den anden hånd. Den er gylden og fyldt med diamanter og ædelstene. Han rækker begge skåle frem imod ham og siger, "Engang, broder, fik du valget mellem livets brød fra livets land og så denne verdens gods og guld. Du valgte det rette. Alt dette gengav jeg i en slags halvtrance. Jeg kunne følge hans bevægelser og høre ordene – også ordene, jeg udtalte. Måneder senere skulle jeg dog erfare, at jeg hin aften også var kommet i dyb trance, hvori jeg havde bragt betydnings fulde forudsigelser til den fremmede således som det vil fremgå af min videre beretning. Da jeg denne aften igen var mig selv fuldt bevidst, kaldte vismanden på mig og sagde, "Sæt dig her ved siden af mig og lad mig holde din hånd, mens jeg taler." Og han sagde, "Dette er et af mit livs helt store stunder, og nu vil jeg for første gang fortælle lidt om, hvem jeg er. Jeg er født og opvokset i det store land mod øst, og jeg havde meget gods. >> Få måneder før den store revolution skete noget forunderligt. I en sen nattetime viste sig pludselig i mit soveværelse en sky eller tåge, og ud af den trådte nøjagtig den skikkelse, du her har set og beskrevet. Han stod foran mig med brødkurven i den ene hånd, og i den anden havde han den gyldne skål, som han netop viste dig. Det åndelige sendebud sagde da til mig, "Du står nu over for et valg. Du kan beholde dit gods og guld og fortsætte din tilværelse, som du lever den i dag , eller give til dine arbejdere, hvad du ejer. Men tag det fra, du behøver for ikke at ligge andre til byrde. Og rejs så til Gandhi, den store Mahatma , han venter dig." Jeg kæmpede en svær kamp resten af natten, for det var en stor beslutning at skulle tage. Da morgenen gryede, gik jeg til min hustrus værelse for at tale med hende om nattens hændelser. Og til min store overraskelse og usigelige glæde sagde hun, "Jeg følger dig." Så sammenkaldte jeg alle mine arbejdere og forklarede dem, at jeg måtte rejse bort, men at de kunne videreføre minedriften og dele overskuddet." Der var dyb stilhed i stuen, mens han talte. Vi forstod alle, at havde han ikke valgt, som han gjorde, havde revolutionen revet ham med, berøvet ham alt jordisk gods og sandsynligvis også livet. Jeg har senere erfaret, at han blev hos Gandhi i næsten ti år. Da anden verdenskrig brød ud, befandt han sig på rejse i Tyskland. Herfra måtte han flygte og kom så til Sverige. Da jeg traf ham hin dag i præstegården, levede han og hans hustru nærmest en eremittilværelse i et forladt skovløberhus i en af Midtsveriges store skove. Nogen tid efter dette samvær modtog jeg et brev fra Tysk­land, hvori han skriver, "Kære lille søster. Nu er første del af dine profetier hin uforglemmelige aften i Sverige gået i opfyldelse, for der blev jo sagt, at det noget barske klima i det kolde nord var min­dre heldigt for mig i min høje alder, og at jeg snart ville få tilbudt asyl under mildere himmelstrøg. Jeg har just modtaget indbydelse fra dr. B., der ejer et kursted i Sydtyskland, at jeg må tilbringe resten af mit liv på dette sted. Her er jeg nu og er lykkelig over Guds førelse." Der udspandt sig nu en livlig korrespondance mellem os. I et senere brev meddelte han, at nu var også anden del af profetierne gået i opfyldelse, idet han havde fået kontakt til værdifulde og særdeles indflydelsesrige kredse, og her havde han kunnet yde en betydelig indsats og dele ud af sin livsvisdom. Til sin død kaldte han mig sin 'lille søster'. Han indførte mig i sine kontakter, og deraf fulgte senere et udbredt virke for mig i internationale kredse og ved kongresser, blandt andet i Holland. I det sidste brev, jeg modtog fra den kære gamle vismand, skriver han, "Lille søster, nu forlader jeg snart kødets dragt, men vi mødes engang hist oppe i det evige liv." Og han slutter brevet med disse ord på halvt svensk og halvt tysk, "Med mina varmasta halsninger in Liebe und Freiheit, Dein X." Nogle gange i de senere år har jeg mærket ham som frigjort ånd. Jeg mindes ham i ærbødig glæde. næste overskrift er. Jacco, der faldt i Finlands vinterkrig. Under et besøg i Helsingfors, hvor jeg holdt foredrag og gudstjenester samt gav healing, havde jeg en særlig oplevelse. Da jeg altid har beundret Mathilda Wrede, fangernes ven,> var det mig en særlig glæde, at jeg netop knyttede venskabsbånd med hendes slægt. En dag, da jeg var til middag hos disse venner, kom en anden gæst ind i stuen, og jeg undrede mig over, at han var i følge med en soldat i en mærkelig lurvet uniform. Jeg kun­ne tydeligt se alle enkeltheder. Pludselig forsvandt soldaten, og jeg blev klar over, at han ikke var af kød og blod, men at det var en åndelig skikkelse, der havde manifesteret sig. Jeg sagde ikke noget til den øvrige del af selskabet, for han senere på aftenen stod der igen, og nu sagde han sit navn Jacco og gjorde tegn til, at han havde et budskab, han gerne ville bringe sin ven. Jeg henvendte mig så til værtinden og satte hende ind i sagen, og da hun syntes, det var vor pligt at bringe dette budskab videre, spurgte hun sin gæst, om han kendte en soldat ved navn Jacco, og om han ønskede kontakt med ham gennem mig? Det gjorde han i høj grad, og vi gik ind i en anden stue, hvor jeg gentog, hvad Jacco sagde til ham, "Kan du huske mig , Jacco?" "Kan du huske, da vi under krigen stod i et granathul og kæmpede mod fjenden?" "Kan du huske, at jeg, lige før jeg blev ramt og splittet i stumper og stykker, sagde, Hvad tror du, der bliver af Finland efter dette?" Gæsten svarede dybt bevæget, "Ja, kære ven, jeg glemmer det aldrig , ej heller det frygtelige øjeblik, hvor du blev revet bort." De diskuterede mangt og meget, og alt passede til punkt og prikke. Jacco sagde blandt andet, "Jeg viser mig for dig, som du kendte mig på Jorden, men Gud har givet mig et nyt legeme og et nyt liv, og nu er jeg lykkelig. En dag skal vi mødes igen." næste overskrift er. Ved Mesterens fødder. Kun stykkevis kan jeg gengive denne nats hændelser under søvnens frigørelse, og hvad jeg end formår at skrive, vil det kun blive en bleg afglans af det virkelige, men jeg vil forsøge. Jeg befandt mig i den åndelige verden i en stor, smuk sal, hvor vel tre hundrede var tilstede. Det var et led i mange foredrag, hvor repræsentanter fra forskellige religioner talte om deres lære. En smuk skikkelse trådte frem, iført en skinnende sort silketoga med noget hvidt ved hals og ærmer (tjenerdragten), og jeg tror bestemt, at det var < Olfert Ricard. Vi lyttede alle interesseret til hans tale, men pludselig begyndte stem­men at skælve, og medens en dyb bevægelse stod aftegnet i hans ansigt, og tårerne brød frem i hans øjne, sagde han, "Kære venner, det største af alt hænder os i denne stund, thi mesteren, Jesus Kristus, gæster os. Se, han står med sine udbredte arme for at velsigne os. Han træder med sin mildhed og kraft ind til os uværdige for at give os del i sin stråle­glans." Da så jeg et lyshav bagved præsten, og i dette så jeg en skikkelse aftegnet, men uklart, thi lysskæret var meget stærkt og blændende. Tydeligt så jeg dog de udbredte arme og det hvide, skinnende klædebon. En anden præst trådte dybt bevæget hen foran Ricard. Han repræsenterede en frikirke i Amerika. Hans dragt var som den først beskrevne, kun havde han en stor hvid blon­debræmme ned foran på dragten. Han sagde, "Åh, venner, jeg ser ham, den store mester, ser hans ud­bredte arme og utilde åsyn. Sådan står han." Og han bredte sine arme ud. Mit hjerte bankede heftigt. Lyset strålede endnu derinde, og jeg kunne se omridset af Mesterens skikkelse i det stærke lys. Orgelet bruste med dejlige toner. Her sad jeg lille menneskebarn midt i himlens lys og herlighed. Jeg følte mig løftet og båret af lys og toner og åndskraft; men i næste nu følte jeg også min egen lidenhed. Folk begyndte at gå ud, de fleste ad den brede hvælvede udgangsport, kun få gik den modsatte vej, op mod lysskæret. Jeg sad endnu dybt bevæget på min plads, men fik så øje på den lille udgangsdør oppe bagved alterpladsen, hvor jeg endnu så de dejlige hvide arme løftet til velsignelse. Da besluttede jeg at gå ud ad den lille dør deroppe, for måske kunne lysstrålerne så nå mig og give mig kraft til min gerning. Jeg kom derop og troede mig uset, for jeg bøjede mig helt ned for at krybe under de udstrakte arme, men der gik pludselig en voldsom sitren igennem mig, og en uendelig mild og dog myndig røst sagde, "Rejs dig, min søster, jeg vil give dig kraft og styrke og Guds fred." Så rankede jeg mig, vendte mit ansigt op mod ham og sagde, "Åh, Herre, jeg er kun en af dine mindste tjenere, men giv mig, at de ord, der tales gennem mig, må være sandhed." Da fyldtes jeg med en kraft uden lige. Min ånd følte sig hævet mod de skønneste højder, og opfyldt af en inderlig tak og en lykkeføleiseså ubeskrivelig gled jeg ud i solskinnet. Der stod jeg over for min skytsånd, Broder Edgar, som sagde, "Ja, barn, det var en højtidsstund!" "Broder Edgar, jeg føler mig så lille og uværdig , , åh, Gud hjælpe mig!" "Barn, det er ikke nok, at du har ydmyghed, du må også have tro. Du må tro på, at når Gud vil det, så er du brugbar i hans tjeneste." Så gled jeg alene ud i det store rum. I hånden havde jeg en rulle papir. Jeg nærmede mig en stor by, som jeg først så i fugleperspektiv. Den lå badet i et ejendommeligt lys, det kosmiske lys, og der var ingen mennesker på gaden. Pludselig var jeg på en stor åben plads foran en pragtfuld kirke. Byen kunne ligne Sofia. Der foran kirken kom en ung mand mig i møde med hastige skridt. Det var min ægtefælle. Vi var begge glade for gensynet. "Hvor har du været?" spurgte han, "og hvad har du i din hånd?" "Jeg har oplevet det skønneste, nogen kan opleve. I denne rulle har jeg en fortegnelse over, hvornår der er møde igen samme sted, hvor jeg har været. Men det, jeg har oplevet, kan jeg ikke fortælle dig her. Vi må hen et stille sted, helst hvor der er dæmpet musik, og medens tonerne fylder rummet, vil jeg hviske det alt sammen i dit øre." "Åh, hvor livet er skønt derinde !" næste overskrift er. En åbenbaring i Klosterkrypten. Et af mine store ønsker var at se den gamle middelalderby Assisi i Appenninerbjergene, hvor den hellige Fransiseus levede og virkede, denne rigmandssøn, der efter sin omvendelse søgte at efterleve Kristus, og som ved sit smukke eksempel har påvirket menneskene helt frem til vore dage. I mange år har jeg følt en dragende længsel efter at besøge dette sted, at se bjergene, hvor han havde vandret, og at møde de fattige klosterbrødre, som den dag i dag lever deres liv der. Og da det i forbindelse med rejsen til Rom lykkedes at komme dertil på et tre dages ophold, blev det en uforglemmelig oplevelse for mig. Jeg fandt hurtigt op til klosterkirken, hvor munkene, vel halvtreds, 50, holdt messe. En tid sad jeg og lyttede og studerede deres fredfyldte ansigter. Derefter gik jeg ned i krypten, hvor jeg tændte et lys og satte mig helt alene foran Frans' balsamerede legeme. Der ville jeg sidde i stille bøn og meditation og åbne mit hjerte for Gud, dér på dette hellige sted, langt borte fra verdens larm. Mens jeg sad fordybet i tak til Gud, mærkede jeg en vældig kraft gennemstrømme mig. Jeg sitrede og blev stærkt be­væget. Pludselig viste et ansigt sig tæt ved mit, ja så tydeligt, som kunne det tilhøre et menneske af kød og blod. Øjnene stir­rede på mig, som ville de udforske mig, søgende, gennembo­rende. Det ansigt glemmer jeg aldrig. Så lyste et lille smil hen over hans ellers alvorlige åsyn, og jeg så, at det var Fransiscus selv. Spontant udbrød jeg, "Fransiscus, er det dig?" Stærke vibrationer slog ind imod mig, og jeg følte, at her var en åndelig ven, der ville svare mig på nogle spørgsmål angående mit åndelige arbejde. Jeg spurgte, "Broder Fransiscus, hvordan ser du på den gerning, hvortil jeg har viet mit liv?" Han svarede, "Min søster, dertil blev du kaldet, og din gerning var god. Den tro tjener, som Gud har kaldet gennem syner og åben­baringer, vil aldrig blive svigtet af den himmel, der sendte ham eller hende." Videre spurgte jeg, "Når jeg i uforglemmelige øjeblikke skuer ind i den ån­delige verden og er et med livet der, så ved jeg, at jeg aldrig, hverken i skrift eller tale, kan gengive det helt, som det virkelig er. Det piner mig og gør, at jeg aldrig er rigtig glad, da sandhed over for Gud og mennesker er det vigtigste for mig." Hertil svarede han, "Du lever midt i det pulserende liv, i en verden anderledes end vor. For at kunne gengive denne kræves den fornødne stilhed, isolation, bøn og meditation. Den fulde sandhed, kan menneskene hverken fatte eller bære. Men bed, lyt og lyd! Og vær du det spejl, der viser glimt af det store lys bagved Jordens skygger. Til mere er du ikke kaldet." Og hans svar fyldte min sjæl med lys og fred. Lidt senere spurgte jeg, "Hvorfor er der i vor tid så få medier?" Fransiscus svarede, "Fordi menneskene i din tid er så optaget af deres materielle udfoldelse og kunnen. Når tiden er moden dertil, sender Gud de lys, der skal fortrænge mørket. Den mediale evne kan ikke tvinges frem. Den, Gud kalder, kalder han gennem åbenbaringen. Åndens verden har det store overblik over Jorden og griber ind på rette tid og sted. Derfor frygt ikke, tro kun og Gud velsigne dig !" Betaget blev jeg siddende endnu en tid, før jeg forlod dette hellige sted og begav mig til hotellet, hvor jeg straks gik til ro. Da jeg vågnede næste morgen, var min første tanke, om jeg nu kunne huske alting korrekt. Da stod min åndelige leder hos mig og bød mig at nedskrive på hans diktat. Og det er dette, jeg her har gengivet. Da jeg fortalte min gode ven 'Vismanden fra øst', som jeg har omtalt tidligere, om den skønne oplevelse, jeg havde i Assisi, sendte han mig et skrift indeholdende en beretning om et noget tilsvarende møde med den hellige Frans samme sted. Som overskrift står, JULE, og NYTÅRSGAVE til MENNESKEHEDEN. Af H. K. Iranschähr. På en efterårsdag, for mange år siden kom, jeg opfyldt af en indre trang, og ført af den hellige ånd, til denne grav. En velgørende fred og ro, lå over landet. Min lidende sjæl søgte tilflugt, i helligdommens indre. En ubegribelig salighed op­fyldte mig. I mit hjerte dukkede forskellige spørgsmål op, og jeg bad inderligt, "Hellige broder, du store sjæl , oplys og inspirer mig, så jeg kan finde en løsning på de brændende spørgsmål, der foruroliger min sjæl. Menneskets tunge skæbne smerter mig, og jeg ønsker inderligt at få svar på disse spørgsmål, Hvornår bliver mennesket løst fra dets åndelige mørke? Hvornår vil det blødende hjerte finde trøst og fred og dets nød være til ende?" En lysstråle trængte pludselig ind i mit hjerte, og jeg hørte meget klart den hellige Fransiscus' stemme, "Når mennesket vågner op til lys og sandhed. Når alle mennesker betragter og elsker hinanden som brødre og søstre og tilkender hinanden det gode, som de selv ønsker sig. , Når enhver føler sig ansvarlig for de andres skyld og , skæbne Når mennesket er beredt til at tilgive sine fjender og elske dem som sig selv. , Når mennesket vil tilintetgøre egoisme, havesyge og hov, mod, der er roden til alt ondt. , Når de vil forlade vildfarelsens rå magt og finde vejen til gensidig hjælp, oprigtighed, retfærdighed og fredsommelighed. , Når de opgiver jagten efter materielle goder, verdslig ny­delse og egennytte på bekostning af andre , og glade vil skabe og virke for helhedens vel. , Da har de lært nok, og så vil al nød og lidelse vige på Jorden." næste overskrift er. Skovens vise tale. Da jeg en efterårsdag i 1976 gik en tur i skoven, var det som om nogen fulgte mig. Det føltes så trygt og så godt. Jeg satte mig et øjeblik på en træstub for at nyde stilheden. Træernes fordums pragt lå allerede som et varmt, gyldent tæppe mellem stammerne. Det evige kredsløb får aldrig ende. Skaberen arbejder bestandig i sit store værksted. Jeg hørte en stemme ovenfra, og i et glimt så jeg, at det var Selma Lagerlöf, der fulgte mig. Hun sagde, "Har du en blyant, kan vi sammen lade skoven tale til os og høre, hvad den siger, og skrive det ned?" Og så skrev jeg i min lommebog, "Jeg vil ud af min skal", skreg frøet fra det store egetræ. "Jeg vil ikke ligge her, når vinteren kommer, og risikere at fryse ihjel." Men der er højere kræfter, der bestemmer over frøet. Vel er det bestemt til vækst, men det må følge de afstukne love og indordne sig under årstidernes skiften. Det må vente, vente og vente, måske mange år, før det får opfyldt sin drøm om at blive som modertræet med den udbredte krone, der giver ly og læ for fugle og dyr, store og små. "Jeg vil ud af min skal", skriger mennesket. "Hvorfor skal jeg igennem prøvelsernes kolde, mørke nat? Hvis jeg fik lidt mere medgang og lidt mere solskin, ville jeg snart blive et smukt og godt menneske. Men jeg fryser og har det slet ikke godt, og ingen kan vel forvente, at man skal blive god af det." ”Er du sikker på det?" sagde den lille skovalf, der var sat som skytsånd for det stille liv i skovbunden. Sådan var svaret til både bog og agern, og sådan er svaret også til mennesket. Liv efter liv skal vi vokse og gro. Forår, sommer, høst og vinter vil komme dig i møde som spiring, blomstring og vin­terhvile i inkarnationernes vældige skæbnehjul, i hvilket du gennem lange, lange tider skal formes og dannes efter det billede, der blev vist os ved Jesus Kristus. Derfor, hav tålmod og tro. Vær åben og den store stemme vil tale til dig om evigt liv og om Faderens kærlighed. Mon ikke vi går en helt ny tidsalder i møde, hvor de åndelige værdier vil komme mere frem i dagslyset? En ny tidevandsbølge af interesse for det paranormale er på vej, det spores overalt. Måtte der i det søgende menneske gry en længsel efter at forstå mere af de store universelle love og derigennem livets dybe mening, og sidst , men ikke mindst , fatte og forstå mere af Guds uendelige visdom og kærlighed. Så ville der blive fred på Jorden og fred mellem menneskene. Det er kun små glimt af det meget, jeg har oplevet, som jeg her har gengivet, men samlet har det givet mig beviser på åndens udødelighed og en urokkelig tro på det evige liv og på Guds kærlighed og retfærdighed. Og det kan jeg både leve og dø på. Mennesket har gennembrudt lydmuren og arbejdet med atomets struktur. Hvorfor blive stående ved det? Der er talt nok om det underbevidste. Nu skal vi til at tale om det over, bevidste, det der ligger udenfor. Jeg ville ønske, at man ville anvende og videreudvikle den nyeste fotografiske og elektroniske teknik i undersøgelserne af, hvad der sker i dødsøjeblikket og derefter. Jeg vil håbe, at især ungdommen må få fast grund under fødderne på åndsvidenskabelig basis og således finde noget af meningen med tilværelsen på Jorden. Vi er jo kun her på træk som fugle, der har andetsteds hjemme. Mit liv har været rigt åndeligt rigt, men har også været fyldt med store prøvelser. Dog ville jeg ikke have undværet noget af det, jeg har fået lov til at opleve, selv om det kun har været små glimt ind i det mægtige 'noget', der findes uden for den larmende Jord. Gud give, det snart måtte ske! Tanker om reinkarnation. Læren om reinkarnation, igenfødelse, er ingen ny tanke. Den er et lys, hvorefter mange mennesker har vandret i århun­dreder. Mange søgende mennesker er begyndt at tage disse tanker op i dag, for netop reinkarnationen og karmaloven, disse store guddommelige love, giver os nøglen, der åbner for forståelsen aflivet og dets dybe mening. I de senere år er videnskaben begyndt at tage dette pro­blem alvorligt og har indledt en række seriøse undersøgelser af en del spontane tilfælde, hvor tegn på reinkarnation synes uafviselige. Efterhånden som hyppigheden af disse tilfælde dukker op i journalbunkerne, øges beviserne for fortsat eksistens efter døden og en genfødsel. Alle de store oldtidsreligioner forkyndte denne lære. Gen­nem Platons skrifter blev den almen folkeeje i Grækenland, og sammen med græsk, romersk kultur udbredtes den vidt omkring. I den gamle indiske visdomsbog Bhagavad Gita står der, For enhver, der fødes, er døden vis. For enhver, der dør, er genfødelsen vis. Man finder denne vished i østens store religioner, i Hin­duismen og Buddhismen. Det er mange hundrede millioner mennesker, det drejer sig om, og alle har denne teori som et fundamentalt element. De har blandt andet den opfattelse, at mennesket kan lignes ved en usleben diamant, med et be­gær efter at leve livet, og at lidelsen er den evige diamant, sliber, som mennesket møder i 'genfødelsens hjul'. Når det til slut stråler som en færdigsleben diamant, er målet nået. I middelalderens Europa fandtes reinkarnationstanken ikke, for kirken havde undertrykt den, men på Jesu tid var den så almen, at hver gang, der fremstod en stor mand, spurgte man hinanden, Hvem mon han har været i sit forrige liv? Således også med hensyn til Johannes Døberen og Jesus selv. Da jeg for mange år siden hørte om disse tanker, forstod jeg meget af det, jeg ikke før havde kunnet finde forklaring på. Nu fandt jeg logik og retfærdighed i det alt sammen, Hvorfor nogle var syge og fattige og født under trange kår, mens andre var sunde og friske og havde alt, hvad de behø­vede. Hvorfor nogle var højt udviklede, mens andre var svagt begavede og måtte leve livet på skyggesiden. Nu kunne jeg se, at der ikke fandtes uretfærdighed, men at alt, fra det mindste til det største, af Skaberen er ordnet med visdom og kærlighed. Men ser vi overfladisk på det og regner disse relativt få år, vi lever her, som hele vor tilværelse, ja, så kan det se meningsløst og uretfærdigt ud. Vi små mennesker når ikke ret langt i eet jordeliv, men gennem gentagne inkarnationer samler vi nye erfaringer. Gennem de prøvelser, vi moder, renses, lutres og forædles vor karakter. Derved arbejder vi os fremad og opad, ud af vor egen ufuldkommenhed mod højere mål på udviklingens stige. Det er ikke større mirakel, at man kan fødes til jordisk liv flere gange, end at man kan fødes een gang. Begge dele er for os lige ubegribelige. De guddommelige love er så fuldkomne, at de aldrig tjener noget unyttigt formål. Betragter vi nu livet, tilværelsen, som en lang række eksistenser, skiftevis her og i den åndelige verden, ser vi et mål og en mening og skimter Guds uendelige visdom og kærlighed igennem hans mægtige skaberværk. Vi mennesker består af legeme, sjæl og ånd , jeget. Kroppen er åndens redskab, mens vi lever her i materiens verden. Legemet opløses ved døden til de stoffer, hvoraf det er dannet, og går tilbage til jorden. Men ånden frigør sig i dødsstunden fra det materielle hylster. Så brydes sølvertråden, det fluidiske bånd, som kaldes 'perispriten', og ånden, jeget, svinger sig iklædt et åndeligt legeme og en finere vibration ind i den verden, hvor den nu hører hjemme. Dette nye åndelige legeme er mere fint og æterisk end det grovere materielle, som man nys har afkastet. Og den verden, hvortil man drager, er en ny verden, som er af samme vibration som det nye legeme. Derfor opfattes disse nye omgivelser lige så virkelige, som den materielle verden er for os her. Vi kan faktisk sige, at vi afkaster en tung vinterdragt og iklædes en lys og let sommerdragt. Vor ånd er et evighedsvæsen, som har eksisteret fra tidernes morgen. Det kommer fra den åndelige verden og bliver med sine fine fluidiske tråde knyttet til det lille foster under moderens hjerte og bliver da menneske blandt mennesker. Efter at have gennemlevet jordelivet, langt eller kort, vender det tilbage til den verden, hvorfra det kom, men forhåbentlig på et lidt højere plan end tidligere. Jeg kommer til at tænke på en lille kær indskrift på en barnegrav, jeg så engang, "En lille engel til Jorden kom , den smilte til os , og vendte om!" Mange vil indvende, at de ikke kan mindes en tidligere tilværelse og finder dette mærkeligt. Men den fysiske hjerne, man nu har, ja hele denne fysiske krop, har ikke været med i foregående jordeliv, kun ånden, jeget. Så synes det straks mere forståeligt. Det ville forøvrigt i de allerfleste tilfælde absolut ikke være gavnligt for os, om vi havde alle disse erindringer med os. Der lægges Gud ske tak og lov et glemslens slør over svundne tiders tildragelser. Dog findes der enkelte mennesker, der kan huske glimt fra tidligere liv. (mer om forskning på det i blant andet denne bog.) Det, vi er i dag, er summen af tidligere inkarnationers oplevelser og erfaringer. Et menneske af høj rang, rig og beundret, behøver ikke at være en moden og ædel sjæl, mens et menneske i fattigdom og ydmygelse kan være en stor sjæl, der har påtaget sig en sådan inkarnation for at vokse derigennem, eller har villet prøve, om det, den har lært, også har bærekraft i stoffets verden. En sådan tilværelse kan også være en form for udsoning. Selv om et medmenneske synes at bære sig tåbeligt ad, må man prøve at være tolerant. Det kan være en yngre sjæl, der ikke har indhøstet så mange erfaringer her i livets van­skelige skole, som andre måske har. Man må da prøve på at hjælpe så godt, som det nu er muligt. For om vi selv ønsker at blive hjulpet af dem, der står over os i intelligens og moral, har vi også forpligtelse til at hjælpe dem, der har brug for vor hjælp. Sådan skulle vi være en lang søster, og broderkæde, der støtter og hjælper hinanden fremad og opad. Vor evige ånd begyndte som et ubevidst atom sit første skridt på udviklingens uendelige vej , igennem millioner af år. Man får først ansvar for sine handlinger, når man efter utallige udviklingsprocesser er nået frem til menneskestadiet. Mennesket er kronen på Skaberens værk på Jorden. Min åndelige leder har fortalt, at Jorden er en ypperlig udviklingsklode. Efter en tilværelse som et primitivt væsen modnes man efterhånden til at blive født i mere udviklede menneskeracer, og da er der ganske korte mellemrum imellem inkarnationerne. Efterhånden som udviklingen skrider frem, bliver mellemstadierne på astralplanet som regel af længere varighed. Man fødes ikke til et liv på et lavere udviklingstrin end det, hvorpå man tidligere stod, thi alt går fremad, kun fremad. Dog må bemærkes, at meget højt udviklede mennesker kan bede om at blive født blandt mindre udviklede for at øve en missionsgerning der. Som sandsynlige eksempler herpå kan nævnes, Gandhi , Albert Schweitzer , Martin Luther King m.fl. Den unge primitive sjæl vil efter døden vågne op i første sfære. Jeg har forstået, at der er syv sfærer. I Bibelen står et sted, at en af profeterne blev henrykket til den syvende himmel. Et andet sted står, I Guds rige er der mange boliger. Min mand traf på Sumatra en olding, der havde været menneskeæder, og fortalte ham om krigen og de mange millioner, der var blevet dræbt. Hertil svarede den gamle, "Det lyder da utroligt , , så mange kunne de umuligt spise!" Sådanne primitive sjæle vil i første sfære formodentlig møde deres stammefrænder og måske også dem, de har slået ihjel og spist. Man kan ikke sige, at de var onde, for det var ikke et øjeblik faldet dem ind, at de havde gjort noget forkert. Det var jo nærmest en heltebedrift og blev betragtet som forøgelse af egen styrke. Nej, ansvaret vokser i takt med vor viden, og de primitive vil få forklaret, at det er forkert at gøre sådan. Det samme vil måske alligevel gentage sig mange gange, men før eller senere omsættes disse erfaringer til en intuitiv følelse af, at man skal være skånsom mod hinanden. Så fødes man blandt lidt højere udviklede mennesker, og således skrider udviklingen bestandig fremad. Tilværelserne på Jorden er som i en stor skole, hvor man begynder i børnehaveklassen og arbejder sig op igennem de forskellige klasser mod det endelige mål. For nogen går det langsomt, for andre hurtigere. Man bliver aldrig draget til ansvar for mere, end hvad vor udviklingsgrad svarer til. Når først man begynder at se mål og mening med livet og vil arbejde på sin ånds udvikling, går det for alvor frem­ad og opad mod højderne, og karakteren opbygges lidt efter lidt. Når man har nået det civiliserede menneskes udviklingstrin, må man altså have levet oftere på Jorden end den meget primitive mand. Men ingen her er endnu nået synderlig langt. Vi er mere eller mindre uudviklede med hensyn til viden og moral, i særdeleshed står vi langt tilbage, hvad det sidste angår. Endnu er vi jo ikke færdige med at dræbe hin­anden, blandt andet når vi går i krig mod vore såkaldte fjender. Jeg tror, at Jorden er en af de lavest udviklede kloder i vort solsystem. Her lever vi sammen med dyrene, og vi er kun begyndt at ane, hvad det hele drejer sig om. Den dag, Jorden ikke kan lære os mere, er der andre kloder og andre verdener til for os. Intet er tilfældigt. Mennesket fødes det sted, der tjener det bedst. Rigdom er ikke altid det bedste for en, ofte tværtimod. Det kan medføre større prøvelser og fristelser. Opdragelse og miljø kan betyde nogen påvirkning, men er ikke afgørende for karakterens udvikling. De såkaldte 'vidunderbørn' er for mig et stærkt tegn på reinkarnation. Når man ser genier dukke op, f. eks. komponistene Mozart og Chopin, aner man, at de har arbejdet med musik gennem flere inkarnationer. Ser man på Michelangelo, forstår man, at der ligger mange livs fordybelse i kunsten, og at det er en gammel kunstnerånd, der er sendt ned blandt os for at vise os noget ophøjet og smukt. Når man står i Peterskirken eller Det Sixtinske Kapel og betragter hans værker, er det som at overvære en gudstjeneste. Han blev født i en højt kultiveret slægt, vel for hurtigt at kunne komme i gang med sin mission, sin livsgerning. Men vor danske H. C. Andersen var søn af fattige forældre. Han var 'den grimme ælling', der viste sig at være en svane. Han bragte også sine værdier med sig fra den verden, hvorfra han kom. Selv om det undertiden ser ud, som om et menneske går moralsk tilbage, er de erfaringer, der indvindes, dog ikke spildte, men kan være til gavn for helheden. Hvad vi end gør af ondt eller godt, vil vi altid komme til at føle konsekvensen deraf som en tilbagekastet bølge. Gode gerninger møder os igen i form af indre glæde og velsignelse. næste overskrift er. Som vi sår, skal vi høste! Vi burde beskæftige os mere med de bibelske ord, med Jesu skønne lære og især hans bjergprædiken, og vi bør handle derefter. Fra disse blade lyser næstekærlighedens bud imod os, Elsk din næste som dig selv, og elsk menneskene som de er, uden at kræve og uden at forlange, hvis du vil, at Gud skal elske dig, som du er! Det er en sindelagsændring, der skal til, gennemtrængt af kærlighedens ånd. Hvilken mening man end danner sig om reinkarnationen, så er læren i et og alt kristelig, idet den henviser til åndens udødelighed og det evige liv, til fremtidige følger af vore handlinger og til Guds retfærdighed. Den løser hidtil dunkle spørgsmål og viser, at liv og død ikke er modsætninger, men to forskellige tilstandsformer. Vort egentlige jeg er ånd. Gud gav jeget en sjæl, så det kunne udtrykke sig på sjælens plan og en kødets krop, så det kunne udtrykke sig på det menneskelige plan. Vi er alle Guds børn en del af Gud. Et frø er lige så fuldkomment som sit udspring, blot endnu ikke udviklet, men det har alle muligheder i sig. Det har vi også! Godsejeren og gartneren. (Fortællende digt, modtaget i trance). To sjæle mødtes i åndernes land, bekendte fra jordelivets tider. På jord var den ene en hovedrig mand, den anden en fattig slider. Den første spurgte, Min ven, sig mig, hvad synes du om min forvandling? Mener du ikke i sandhed, at jeg, har fået en slet behandling? Man skulle dog mene, en mand som jeg, der har levet sit liv med ære, og altid vandret på pligtens vej, velkommen her måtte være. Men hvem modtog mig, da jeg kom her, En ussel forhutlet skare. Der var ej en, som var noget værd, og kunne mine spørgsmål besvare. Men du, som aldrig var videre from, og står her i klæder hvide, mens fattig og pjaltet jeg går om. Forstår du, hvad jeg må lide? Hvor er de henne, de store mænd, hvis tale lød skønt for mit øre? Her går jeg hjemløs, er næsten blind, sig mig dog, Hvad skal jeg gøre? Nu talte den anden, Min ven, nu vel, du ønsker min mening at, høre om det, som er blevet dig her til del, og hvad du nu bør gøre. På Jorden du levede i overflod, i velstand, komfort og hygge, men aldrig du rørte hånd eller fod, for andres velfærd og lykke. Du glemte at følge det store bud, om kærlighed til andre. Du klædte dig aldrig i ydmygheds skrud, men stolt og selvisk du vandred. Du kære det er ikke vejen til Gud. Din selviskhed bør du oprykke og lære at følge det nævnte bud, At virke for andres lykke. Begynd med dem, du vandrer iblandt, her i selviskhedens sfære, så skal du finde, det ord er sandt, At kærlighed fred med sig bære. Kom, lad os sammen knæle i bøn, at du kan få kraft til at yde. Ad mange veje Gud sende sin løn, til den, der vil bede og lyde. Så skiltes de to den ene gik hen, at lære sig selv at forsage. Den anden gik ind til det fredens hjem, han skabte i jordelivets dage. Moralen er den, at du virke må, mens tiden dig her er givet, at ej du fattig og hjemløs skal stå, hist oppe i evighedslivet. 2. del. LIVET OG DETS DYBE MENING. FEM BUDSKABER FRA MESTEREN ADIF. ADIFs budskaber. Med års mellemrum i tiden 1932 til 1945 modtog jeg i stille stunder disse budskaber. Først da det femte budskab var modtaget, så jeg, at de alle tilsammen var en helhed. I det følgende gengiver jeg det skrevne, som det blev mig givet. Den personlighed, der først førte hånden, er min kære skytsånd, Broder Edgar, som skrev følgende, Edgar er her! Bort, langt bort er vi nu draget, bort fra mennesker og bort fra al stadens larm, ud til stilhed og fred, ud hvor vi i det lille tempel kan skrive til dig i disse dejlige dage om livet og dets dybe mening. Hver aften, når lampen er tændt, vil vi fylde dette hus med ånd og kraft, og din lærer og mester, Broder ADIF, vil gennem dig nedskrive tanker, der kan styrke og berige Eder i kommende tider og blive til gavn for søgende mennesker. Vi hilser Eder i Guds hellige navn. Edgar. ADIFs første budskab. (Givet i 1932). Bag dødens port er evigt liv. Sig åbner himlen, vejen er skabt vejen, der fører derfra til denne plet på Jorden, og på tankens ilsomme vinger drager vi imod dig i håb om, at du, vor søster, er beredt således, at du kan modtage og nedskrive, hvad vi bringer med herned. Sval er luften, skyerne jager forbi, og stirrer du op på denne jagende masse og øjner en åbning, der fører op mod den renere luft, da er det, som var det det store intet, øjet stirrer imod. Men da vil jeg sige dig, det er det store noget, det mægtige noget, der rører sig hist ude bag skyernes hvirvlende masser, et myldrende liv, en ufattelig kraft, et liv så rigt og stort, som Jordens børn ej fatter. Men der udefra, hvor luften er ren og let, er jeg kommet for at gæste dit hus, for at levendegøre mine tanker gennem dig. Jeg var din lærer og mester herinde. Jeg har belært og beriget din ånd, før du drog på denne sælsomme rejse, der kaldes et jordeliv. Men i samme nu, som du tog bolig i Jordens stof, da indhylledes din tanke i glemslens tætte slør, og som en nøgen spire groede du frem af jordens muld men dybest inde lå anelsernes stille verden gemt. Du var en lydig elev. Du indsugede med en tørstende plantes kraft, hvad vi indgav dig. Men alt som du lærte, voksede din længsel efter at dele med andre, og som i et spejl så du ned mod den myldrende, famlende menneskeskare på Jorden. Du råbte ned mod dem, men de hørte dig ej. Du prøvede at tale med kærlighedens stille, rene ord gennem deres øren til hjertet, men de fangede kun en brøkdel af det, du ville give. Og du vendte dig til Gud med en bøn om at blive sat midt iblandt dem med et legeme som deres og under samme kår midt i al Jordens myldrende larm, for der at kunne blive hørt, når der taltes med en mund af kød og blod. Nu er du en blandt de mange. Spiren er vokset op og er rede til at sætte aks og kærne. Så indsug da nu af den usete kraft, så akset kan svulme og give næring til hungrende brødre og søstre på Jorden. Hør! Det stormer derude, som det stormer i mangt et hjerte. Regnen væder din jord, som mangen tåre væder den ulykkeliges kind. Og om natten, når solens stråler skinner på andre egne, og mørket har sænket sig over os, da kan det hænde, at tordenen buldrer, og lynene blinker, og det er, som om selve naturen raser. Sådanne sjæle, med buldrende, voldsomme tanker og lynende øjne, er du også sat iblandt. Det er, som naturen med alle dens omskiftelser, med alle dens utallige nuancer afspejler menneskesjælene. Men som solen ved sin sælsomme kraft kan forjage de mørke skyer og varme og stråle menneskene i møde, sådan har Gud også sat varme, kærlighedsfyldte menneskesjæle ned blandt alle de andre for at kaste solstrejf ind i deres hjerter, for at mildne de lynende øjne, for at aftørre tåren af den våde kind og for at dæmpe stormen i urolige hjerter. Oh, mennesker på Jord. Det er, som om I er stævnet mod denne lille klode fra alverdens forskellige sfærer. Så voks da dernede, hvor du nu er stillet! Hvor drager vel tankerne hen, de tanker, der udgår fra din hjerne, og som lig en fakkel sendes ud i det store ukendte noget? De er båret af æterens vibrerende bølger fremefter mod den central, der kan modtage dem. En tanke! Hvad regner vel menneskene en tanke for? Oh, menneskebørn. En tanke er en kraft så usigelig stor mere betydningsfuld, end du aner. Den samme tanke udgår måske fra hundrede sjæle på din klode. Den baner sig vej mod den samme central for der at forene de hundrede tråde til en kraft, der kan skabe. Ser du da, hvor betydningsfuldt det er, hvilke tanker der/ udgår fra dig? Dræb hver ussel og ond tanke i fødslen og lad godhedens og kærlighedens tanker ligesom flagrende sølvertråde stråle ud fra dit selv, at de kan samles til en undergørende kraft, der kan løfte og højne din Jord. Hvor drager du hen, menneske, når dit jordiske hylster er brudt. Dødes du i jordens sorte muld eller flyver du ligesom tanken ud mod et mål, til et sted i det fjerne, som kan modtage dig? Jeg, der i denne stund gør brug af tankens usynlige kraft ved at lade denne søsters hjerne opsamle den, har gået vejen forud for dig, og jeg kan i sandhed fortælle dig, at du dødes ej, men lever til evig tid. Stille glider dagene hen, den ene efter den anden som perlerne på en snor, og en dag glider den sidste af de kostelige perler igennem vore hænder og livet her er slut. Men perlekæden den du skabte. Hvordan er den at skue? Fryder den dine øjne, når du tager den frem for at beskue den, eller er den hæslig og grim, skabt af glansløse perler, som du og ingen ænsede, da de blev trukket på livets snor? Åh jo mon ikke, menneske, der nu læser disse mine ord, der skulle findes enkelte strålende perler blandt de andre i det stykke, din tid har spundet? Gud give, at dit smykke, når en dag det er færdigt, må pryde dit bryst og få hjertet til at slå varmt og lykkeligt, thi jeg har set, at mangen en krans har knuget sig om barmen og trykket hjertet, som skulle det briste. Hvad er dine sanser? De er usynlige redskaber, som Gud har udstyret dig med, for at du kan opfatte, hvad der er omkring dig. Hvor ofte lyder der ikke selv fra begavede menneskers mund de ord, Jeg tror ikke på noget, mine øjne ikke kan se eller mine hænder føle. Kan du se lyden? Kan du se varmen og luften? Kan du se eller føle din egen hjerne? Og dog erkender du jo, at dette og meget andet er. Men så Gud? Ham vægrer du dig ved at tro er til, thi du har aldrig set ham eller følt ham med dine hænder ergo, må han ikke være til. Min kære! Jeg vil så gerne belære dig om dette vigtige punkt, thi jeg har set, at det er i mangel på forståelse af det guddommelige væsen, at al sorg, nød og utryghed bunder. Hele min sjæl er opfyldt af længsel efter at mildne din sorg, at løse dig fra åndelig nød og gøre dig tryg i Gud, thi Gud er altets skaber, al livets fader, det evige udspring, den universelle kraft, der som en funke gennemstrømmer hver sjæl, der er skabt. Taler hele naturen ikke til dig om Gud? Løft dit blik op imod stjernerne og se , er det ikke en verden så ufattelig stor, der åbner sig for dit undrende blik, når du står en stille efterårsnat og skuer opad, løfter dit ansigt mod den rene luft og lader disse myriader af lysende himmellegemer bestråle dit åsyn? Betages du så ej? Fødes der så ikke i dit væsen en erkendelse af, at en hånd eller en tanke har skabt dette mægtige noget? Og dog skuer dit øje kun en brøkdel af det mægtige univers med sejlende kloder og solsystemer. Sådan taler naturen sit stille sprog til menneskene i nattens timer. Også om dagen opruller, alt som timerne skrider frem, et utal af beviser på, at Gud er til. Du behøver ikke at gå længere end til de små blomster, der står ved grøftekanten. Hvilken menneskelig hånd eller hvilket menneskeligt snilde kunne skabe sådanne mesterværker? En dag bliver det lille frø måske bragt hen til grøftens frodige sider af en af himlens fugle. Regnen skyllede frøet ned i den våde muld, og væden og mørket åbnede den skal, der hidtil havde lukket for en underfuld lille verden. Og spiren skød op, blev til stængel og blade, drak af luftens og solens livgivende kræfter og satte blomst, den lille farvede blomsterkalk, der stråler dig i møde, når du vandrer langs grøfter og gærder. Blomsten kalder bierne hid, for at de kan drikke af den overflod af sødme, de små blomsterkalke rummer, og når de er mætte, ja, så har blomsten haft sin lille mission, thi det blev til rig og nærende honning. Samtidig bragte bien støv med sig fra en anden lille enlig blomst, og så kunne blomsten sætte frugt og kærne. Tror du, min kære, at alt dette, der dog kun er et lidet udpluk af naturens mægtige billedbog, er et sammentræf af tilfældigheder? Oh nej, det er alt sammen Guds skabende kraft, der står bag. Men Gud selv må du finde gennem alt dette ved at bruge de sanser, han har udstyret dig med. Ingen kan synliggøre Gud for dig, men du må ved din tanke, dine sansers fulde brug og ved opøvelse af uselvisk kærlighed højne dig og løfte dig selv nærmere mod det guddommelige princip. Jeg vil fortælle dig om en sjæl, der ligesom du stred sig gennem et liv på Jorden. Han fødtes i et hjem, hvor der var