artikkel  utlagt mai 2002: rev.nov2020

snarveier til hovedtemaer i artikkelen:


kampen i bevisstheten nettopp nå:

MAN SKAPER SIN EGEN SKJEBNE

Negativt skapte tankeformer

TANKER SOM SELVHANDLENDE VESENER 

jorden= demonsone så langt

RAMPA OM TANKESKAPELSER - ELEMENTALER

DØDE, FORVIRREDE, SÅKALTE JORDBUNDNE, AVDØDE MENNESKER.

fra boken "SYV TRIN TIL EVIGHEDEN"


Man skaper selv sitt mørke - sitt helvete

Det pågår nå en voldsom kamp i jordmenneskenes bevissthet. På samme måten pågår nå en tilsvarende kamp i klodens bevissthet - kampen mellom dens egen "gamle" selvoppholdelsespol, og dens motsetning - den "nye" menneskelige pol. Resultatet av denne kamp blir den personlige psykiske krise, og ut av denne kommer det alltid en forvandling.

Disse to bevissthetssentere - som hvert især styres av sterke vesener på hver sin kant - er symbolsk gitt navn som "djevelen" og "kristus". Hvert enkelt menneske har INNE I sin bevissthet de samme to sentre - og det pågår nå som sagt en sterk kamp mellom disse to sentre - til tider styrer det ene, til andre tider det andre. Tidligere var det mørke senter sterkt dominerende, og slik har det vært siden Atlantistidens opphør for ca. 13000år siden. Og etter det som Martinus beskriver, så har hvert av disse to sentre - som altså utgjør hovedtalentkjerner i klodebevisstheten - inkarnert tilsvarende LEVENDE vesener med samme bevissthet - og de er hver især ekspert på "sitt" område.

 

Alle er vi evighetsvesener - har alltid "vært" eller opplevd - gjennom evigheter i fortidige fjerne verdener, helt tilbake til livet i fjerne "lysverdener" - kulminerende i skapelse av harmoni, glede og lys. Denne evighetsvandring "opprettholdes" gjennom kontrastprinsippet - når man er mett av "lys" - så lengter man mot "mørket".

A= de lyse, høyere livsplan rundt jorden B=jordemenneskets fysiske kropp/plan=kamp/læresonen C=de enda negtive jordmennskelige talenter  D= jordmennesket er midt i kampsonen og påvirkes både fra høyere plan A som også vesener tilhørenede C og  E - det siste er de som fortsatt ledes av makt- og voldsidealer. F=selve jordkloden er midt i samme indre kamp mellom lyset og mørket - eller mellom selviskeheten og ueselviskheten.

Engang i fjern fortid ble vi mettet av "lys" og etter hvert så lengtet vi mot mørket for å oppleve NYE TING. Nå er storparten av jordmenneskene stort sett mettet av mørket. Men det finnes fortsatt vesener i jordens "aura" - i de rundt Jorden omgivende finfysiske, lavåndelige plan - vesener som enda lengter mot mørket. For disse er "mørket" enda som "lys" - idealer og lengsler. Disse vesener kan vi kalle for "demoniske" vesener - de har enda ikke nådd mettelsen av "mørk skjebne" - og de forsøker å lede andre ut i samme mørke, men som de selv opplever som lengsler eller LYS. Dessuten forsøker de å holde de mennesker - som er på vei ut av sitt mørke - fanget der i denne mentale frykt-og lidelsestilstand. Dette gjennom negativ, skremmende telepati - mørke tankebilder av det mest groteske slag som de mentaloverfører til sine "offere" og lignende.

Videre forsøker de å holde disse sine ofre vekke fra å søke fram til innsikt om sin egen "gissel-situasjon" - som gisler for disse mørkesøkende krefter. De forsøker videre å lede menneskene vekk fra åndelige studier som kan de dem selvinnsikt. Forsøker å sløve dem ned ved å inspirere til overflatiske, sløvende sysler - f.eks. å synke ned i tv-stolen foran meningsløse såkalte underholdningsprogrammer som spekulerer i vold og negativitet.

Slik blir "gislene" mer eller mindre lammet av sløvhet, motløshet og senere bitterhet for sin tilsynelatende uforskyldte skjebnesituasjon - og demonene - for å bruke det uttrykket - kan opprettholde sin makt over dem. I tillegg kommer dette at disse også "lever av" den negative lavmentale eller -psykiske energi som "ofrene" - de syke - sender ut i sine frustrasjoner og aggresjoner.

bildet over:

HÅNDEN er her symbolikk på de negative eller mørke krefter som enda finnes SOM AKTIVE TALENTKJERNER i KLODENS BEVISSTHETSPOL PÅ LAVERE ASTRALPLAN. Det er fra disse nivåer at de stimulerer fram alle former for hat, fiendeskap og konflikter - som igjen utløser destruktive/negative følelser i "ofrene". Disse destruktive følelses-energier er det  som disse mørkesøkende krefter bokstavelig talt LEVER AV. Hele "innvielsen" på det fysiske planet (som egentlig er en "eksamen" for å komme videre...) går ut på å få kontroll over sine EGNE TANKER - SOM IGJEN ER DEN "MAGNET" SOM TILTREKKER LIKE TANKER - MØRKE ELLER LYSE - avhengig av hva en selv sender ut/skaper/tenker. Nesten alle på jorden er nå mett av mørket - men "autopiloten av overlevelses-instinktet" (dvs overbevissthetens talentlager eller "harddisk") er "programmert" av fortidens egoisme til å "holde krigen" gående "på overtid". Og for å overstyre denne gamle negative programmering, må man påkalle hjelp fra sitt høyere nivå - OVERSELVS-PLANET via bønn; BE om å få denne kontroll over EGNE negative/uheldige/destruktive tanker og tilsvarende selvisk væremåte, og kraft til å snu - eller omprogrammere dette.

 

Videre legger de inn telepatiske påvirkninger om at "ofrene" - som nesten alltid har grader av store psykiske og også fysiske sykdommer - at disse altså lider uskyldig, og at de selv intet kan gjøre i sin situasjon. Slik blir de syke mer eller mindre lammet fra å gjøre noe med sin situasjon. For saken er at de SELV må gjøre noe her. Det nytter ikke å følge uvitende legers lange resepter på sløvende tabletter - som ingen problemer løser. Vesenet selv - personen det gjelder - må ta tilbake styringen over sitt eget liv og innse sitt eget ansvar, den selvutløste fortidige årsak - uten å skylde på ytre årsaker og andre personer som man tror er "syndebukk". Bitterhet er i denne sammenheng en meget negativt ladet kraft, som blir som tilleggsgift i egen kropp. Blir man først fanget her, vil det kreve en voldsom kamp om frigjørelsen fra disse destruktive innflytelser.

bilde av de samme to bevissthets-poler som kjemper i tankene....

MAN SKAPER SIN EGEN SKJEBNE

Man høster som man sår - så en årsak til denne negative besettelsen er ofte at vedkomne selv har besatt andre i mer eller mindre fjern fortid fra den samme overfysiske posisjon. At man har gitt negativ suggestiv kraft til inkarnerte jordmennesker mens en selv var på disse lavastrale plan i det tidsrom som ligger mellom jord-fysiske inkarnasjoner eller "liv".

Ingen lider uten at man selv ER ÅRSAKEN til sin egen skjebne, jf.den åndelige vitenskapen. Dette er meget viktig å forstå og innprente i sin bevissthet. Kun forståelsen av dette skaper grunnlag for absolutt tilgivelse! For å kunne FORSTÅ dette fult ut kreves normalt dyptgående studier av kosmisk vitenskap - f.eks. Martinus kosmologi.

Hvem er så disse vesener som står bak dette? Det er som sagt vesener av inkarnert og diskarnert kategori - som enda etterstreber makt, myndighet, innflytelse, osv. - og som tror at dette vil bringe dem personlige fordeler og gleder. De lever altså også på de lavere, såkalte åndelige plan - men disse er altså ganske så konkrete når man har en kropp som er på samme bølgelengde/frekvens som omgivelsene. Og fra disse verdener -tilhørende det 4-dimensjonelle plan eller rom - altså omgivelsene som de lever i - har de i sine firedimensjonelle "lettere" kropper en mye større bevegelsesfrihet til å "overvåke" og påvirke det jordiske tre-dimensjonelle plan som vi her opplever som "Jorden" og "virkeligheten".

De som står bak dette har altså det til felles at de enda lengter etter grader av "mørke", men for dem er dette enda "lys"- idealer og lengsler. Det er her også visse grupperinger av 4-dimensjonelle "romfolk" - vesener som er "falt" ned fra egentlig høyere verdener som de tidligere har bebodd - drevet eller påvirket av den sterkere mentale kraft som makrovesenet - planetvesenet - har "tenkt" eller "gjort" i sin opplevelsesspiral. At de har blitt "ført" av disse makrokosmiske krefter har sin årsak at de altså selv har hatt grader av samme lengsler. I tillegg til disse, er det vesener som utviklingsmessig enda er primitive overgangsvesener mellom "dyr" og "mennesker" - der det dyriske enda er sterkt dominerende. Altså avdøde, primitive jordmennesker med såkalt jordbundne laster og lengsler. Ofte også med avsporede laster og tilsvarende perverse seksuelle tanker. Det er vesener som ikke vil eller tør å bli ledet til de plan som de normalt skal "hvile på" mellom de "jordiske" inkarnasjoner.

En annen kategori av vesener som har en sterk negativ karakter, og som virker på de lavastrale plan, er negative TANKESKAPTE VESENER. Disse e4r egentlig "midlertidige" skapelser - men kan være ganske så seiglivede når de stadig tilføres energi fra gjentagende negativ tenkning fra den person som har tankeskapt dem. Disse har en grad av selvstendig vilje og kan være meget plagsomme for de som selv i uvitenhet har skapt dem - uten innsikt om at de vender seg mot "skaperen" med samme negative kraft som denne har "ladet" eller tankeskapt dem med.

I det neste kapittelet skal jeg ta fram noen eksempler fra denne kategorien av negative, tankeskapte vesener - hentet fra noen spesielle bøker.

 

Negativt skapte tankeformer eller såkalt elementaler.

Det først utdraget er et utdrag fra boken "inre kontakter med yttre världar" Kristina Wennergren og omhandler Søren Bromans paranormale kontakter - bl.a. til romfolk. Her oversatt til norsk.


"Jeg hørte om en kvinne som hadde epilepsi-lignende kramper. Hun sier at hun blir angrepet av et vesen med et øye og to horn. Legene forsøkte å løse problemet med medisinering. Jeg var svært trett tidlig denne kvelden. Det var for tidlig å gå å legge seg, så jeg la meg ovenpå sengen. Jeg blundet og så MIR (hans kosmiske romkontakt) på en bildeskjærm. Jeg åpnet øynene og han var borte. Jeg blundet igjen og han var der. Han viste meg en bildesekvens. Det var en grusvei. Jeg sto på veien. Så kom noen mennesker på veien. Det var en gjeng glade og frie ungdommer. De lo og hadde det gøy. Så stoppet de opp. De så til siden av veien, der det var en liten skogsplass og et gressområde. Der fikk jeg se at det materialiserte seg et stort antall vesener. De så ut som klassiske engler som man ser på bilder. De strålte av et intensivt lys. De svevde som de danset over veien. Jeg så på ungdommene igjen, og så at de på avstand gjorde store bevegelser med armene. Jeg forsto at de på en måte styrte disse vesener. De så ut som om noen manøverer med en fjernstyrt radiobil. Bildet forsvant og MIR kom tilbake.

Søren, her fikk du et overført bilde fra en verden der man bevisst behersker en skapelsesprosess av levende vesener. Det samme skjer på Jorden, men der har man ikke lært seg å gjøre dette bevisst og ettersom det skjer i ubevissthet, skaper dere vesener som dere senere ikke kan kontrollere. Dette opptrer spesielt dersom individet har mørke tanker i seg. Negative vesener skapes i det underbevisste, og det hender ikke så sjelden at de gjør livet til en plage. Disse vesener er nettopp vesener - altså kun skapte av tankeform - uten åndelig intelligens. Men like fort som de skapes, kan de utslettes, og det skjer gjennom at den her personen renser sin kropp og sitt sinn.

Er det tilfellet med den personen som jeg hørte omtales i dag?

Ja - det er altså ingen fysiske årsaker som skal døves med syntetiske medisiner. Det er en annen hjelp hun skal ha - slik som healing og samtaleterapi med mer.

------------------------------------------------------------------

bildet:

gjennom tenkning, bønn og meditasjon skapes konkrete former på tankeplanet som også kan fremmanes "fysisk" og skape et helvete for den som slik har skapt denne i uvitenhet - der tankeskapelsen vender seg mot "sin skaper".

så langt fra denne bok - og nå fra artikkelen

HEALING GJENNOM KRAFTEN I POSITIV TENKNING

Fra den tyske tittel:"Heilung durch die Kraft des positiven Denkens"

© Verlag DAS WORT GmbH im Universellen Leben Max-Braun-Strasse 2, 97828 Marktheidenfeld/ Altfeld, Germany
ISBN 3-89371-129-5

her fra overskriften
"TANKER SOM SELVHANDLENDE VESENER "

Siden ingen energi kan bli borte, må derfor hver tanke forbli eller være "noensteds" når den er tenkt. Hva hender da med de positive og de negative tanker? 

Siden hver tanke eller tanke-komplex er energi, har den en bestemt form - klarsynte mennesker kan se disse tankeformer. De er selv-handlende vesener som utfører deres bestemmelse i seg selv. For eksempel - når vi tenker kjærlig på en bestemt person, blir dette kjærlige energifelt som skapes av oss flyttet til denne person. Dens hensikt og mål er at denne kjærlige energi når personen. Dette er hvorfor tanke-energi-felt som er utsendt av kjærlighet, nøyaktig finner den rette mottager.

Det spiller dessuten ingen rolle om mottakeren kjenner disse tanker eller hvor han/hun er. Tankeenergiene er ikke bundet til rom og tid og de når alltid deres mål. I den grad som mottakeren er mottakelig for dem, kan disse positive energier bli aktive i ham/henne - konstruktive og belivende. Dersom han ikke kan ta inn disse positive energier straks - kanskje fordi hans innstilling er negativ på det tidspunkt, vil de positive energier forbli i hans aura, i utstrålingen fra hans sjel, inntil han trekker dem inn ved positiv tenkning.

Når vi tenker negativt om en av vår neste - altså at vi bygger opp et negativt energifelt ved at vi eksempelsvis utsender tanker av hat eller misunnelse - vil disse tanker som før nevnt er selvhandlende vesener, altså finne denne person og prøve å påvirke ham.

Når mottakeren nå tenker på en liknende måte, vil dette finne resonans inne i ham - det gjensidige energikompleks begynner å vibrere - de negative tanker i ham blir sterkere. Gjennom dette, kan "nedadrettede" tankeskyer formes - han er så å si "i en tåke" - det betyr at han ikke mer ser de andre som de virkelig er. Han kan ikke lenger gjenkjenne det gode i sin neste. Resultatet kan bli krangel, disharmoni og kamp.

Men dersom de negative tanker som ble utsendt ikke finner noen gjenklang i sin "nabo" fordi intet tilsvarer "ladningen" - altså at ingen overensstemmelse finnes - da kan han ikke bli påvirket av disse negative impulser. Men dersom han er følsom, da kan han dog merke eller føle de negative tanker fra sin "neste" - de er som små nålestikk - eller han føler seg uvel, utilpass - uten noen tilsynelatende grunn.


gjennom uvitenhet, hat og bruk av rusmidler holdes vår åndelige bevissthet nede i kjelleren - der hjelpende lysvesener/engler ikke kan få kontakt - vi kan fanges i selvskapte negative tanker.

grovt sett kan vi si at 3d (dyreriket) og lavere del av astralplanet - 4d - er lidelses-sonen=husets kjelleretasje.

Menneskeriket - det kommende - ikke det nåværende - er husets midlere etasjer og rom - mens visdomsriket og høyere opp er husets toppetasjer med lysende terrasser....


 

Fra boken Der Dämonenstaat, seine Helfershelfer und seine Opfer

av samme kilde (GwW) (det i paranteser er oversettelses-flyt-tilføyelser. Og oversettelsen er gjort i et mer nøytralt - mindre "religiøst" språk enn det tyske originale materiale. R.Ø.anm.)

- det er således MENNESKER som tilfører de negative energier gjennom hvilke demonene opererer på Jorden for å lokke flere og flere mennesker, slik at de også kan bli energileverandører. Derfor er det mange demoner som ikke inkarnerer, fordi de får nok energi fra deres energi-leverandører til å "komme seg ut" av strålingsfeltet som ellers ville lede dem inn i (fysisk) inkarnasjon - for som menneskelige vesener ville de selv måtte utstå og lide under det som deres sjeler hadde påført seg selv (gjennom andre).

 

OG boken fortsetter:

"Med den negative energien av mennesker har demonene etablert et nedadrettet hierarki for seg selv. De har skaffet seg medskyldige og ofre. De medskyldige er de mennesker som kjempet seg til ytre makt og prestisje, og som skruppelløst dominerer andre mennesker, de som bruker sin makt og innflytelse til å utnytte mange mennesker og binde dem til seg.

Den som lar seg binde, dvs. som maktmennesket ønsker - blir et offer.

Mange av disse maktmennesker sitter i de høyeste stillinger i de Jordiske regjeringer, kirkeinstitusjoner, i vitenskap- og økonomi - og i såkalt " big business". Enhver som streber etter makt og prestisje, som skaper rikdom for seg selv for slik å HEVE seg selv og utbre- og vedholde sin maktposisjon - alt dette viser HVEM han er. Dette gjelder også de som utnytter sin neste eller bruker vold mot de som ikke underordner seg. Derfor - den som ikke tjener DET VIRKELIGE MENNESKELIGE ELLER HUMANE - blir offeret.

Måtte de som har øyne - SE, de som øre - HØRE. Den som er våken gjenkjenner maktmenneskene - demonenes hjelpere - og også ofrene som blindt tjener disse, for slik å få en stor del av den store kaken - Jorden - som de demoniske maktmennesker har delt mellom seg.

De våkne ser bak masken som består av påskudd, som foregir og hykler storhet/"hellighet", falsk ydmykhet og tilsvarende troskap. De som kun snakker for seg selv - og hver viser etter hvert sin sanne frukt - og den våkne gjenkjenner det. Den som ikke lar seg fange, dvs. den som ikke "sparker nedover" og ikke trår på de som synes "underordnede" - men som gjenkjenner dem som er "falske, bokstavtro troende".

Ofrene er derfor alle de som immiterer det som maktmenneskene viser dem, de som ønsker å klatre på maktstigen og derved spille hensynsløst for å kunne ta en stor bit av den store kaken Jorden - og holde den for seg selv - som sin egen personlige eiendomsrett. Og de som krever respekt, ønsker å bli sett og streber etter ytre aktelse, ærbødighet - gjerne med titler, grader og "papirer". Dette er ofrene for de demoniske påvirkninger.

De er også de som etteraper, som ønsker å leve som de i den høyeste sociale rang - som blir sett opp til, lagt merke til og aktet. Ofrene - ofte bak deres jordiske ståsted - etteraper det som maktmenneskene eller demonenes medskyldige viser dem. På samme måten søker de ytre "gleder", og gir etter for fysiske nytelser som de ser i sine forbilder - de rike - og søker også de "vakreste" kvinner som sine "slaver". Mange av dem bedriver jakt og unødvendig drap på dyr og andre skyr heller ikke drap av mennesker.

 

"Slangens hode vil knuses"

De demoniske kreftenes tid er snart forbi og likeså for de medskyldige - maktmenneskene. De er eller vil bli under stor forvirring. De føler at deres time snart er nær. Deres ofre eller energitilførere svekkes stadig. Men de prøver dog fortsatt å lokke de "svake" - slavene, ja - menneskene og energidonorene sine. Men "slangen" avkles mer og mer og menneskene ser i økende grad hykleriet og falskheten - sammenhengen.

Ovenfor Guddommen eller ALTET står alle likt. Denne gjør selvsagt ingen forskjell - alle Altets "barn" er som en stor familie - i dette fader-moder-Altet. Dette holder intet for seg selv alene - derfor er det upersonlig. Alle vesener i Altet er til sammen det altbærende liv - essensen av det store hele. Hvert vesen i Altet lever derfor i enhet. Det gir - sender ut - og mottar det samme. Siden det lever i enhet så trenger det ikke "bekymre" seg for seg selv eller kreve noe, da det har alt - all VÆREN som essens.

Vesenene i Altet har forskjellige evner og talenter. Disse overenstemmer med mentaliteten i hvert vesen og dets opprinnelse. F.eks. er stråle-egenskapen av orden utpreget i enkelte. Hos andre er vilje, tålmodighet, barmhjertighet, kjærlighet, alvor eller visdom utpreget - i overenstemmelse med det store HELE. Det er et absolutt lovmessig samarbeide mellom alle vesener i Altet. Ingen er favorisert. Alle vesener er like ovenfor ALTET. ALT uttaler "språket" av uselvisk kjærlighet. Det har ingen hemmeligheter. Slik lever det i den evige strøm - i ALTET - og er samtidig den fortettede evige strømmen, det HELE som har blitt til FORM i det enkelte vesen. Det er det evige prinsipp av Å GI OG MOTTA - også kalt "sende-og-motta".

Åndens språk er den evige lov i hvilken den LEVER. Det som erfares fra dette flyter også inn i ALL-STRØMMEN - GUDDOMMEN - hvor vesenet beveges og lever. Altet opplever altså gjennom eller via sin uendelighet av levende vesener.

 

PRINSIPPER som mørkekreftene styrer etter

Det evige all-prinsipp etter evighetsloven er ENHET OG VÆREN.

Det selviske prinsipp på den andre siden er (fra)skill (splitt), bind og hersk. Dette siste sataniske prinsipp er det kosmiske prinsippet snudd på hodet.

De som fanges av de demoniske væremåter og bruker disse vil dog i første omgang lykkes i den materielle, ytre verden, som er der "deres" område. Han vil kanskje klatre trinnene på den demoniske stige og vil også nå berømmelse, prestisje, makt og velde. Slik blir han således den kraftfulle energidonor til "demonenes stat". En slik person kan altså lykkes materielt sett - inntil han begår en drastisk feil eller til hans kropp er utslitt - misbrukt av demonene og deres maktsyke inkarnerte "venner". Da slipper de sin støtte og "beskyttelse" til denne personen, som da snart vil begynne å høste virkningene av sine tidligere skapte negative eller selviske handlinger.

 

Alt som utsendes vil mottas

Den som utsender noe i form av tanker eller handlinger, vil ubevisst etablere kontakt med den korresponderende mottager. Den som utsender negativitet, etablerer således kontakt med det negative. Men tilsvarende tenkende mennesker eller med demonene og deres maktredskaper på Jorden - eller med de tidligere nevnte jordbundne sjelene. Det som utsendes blir slik også mottatt av en mottager som er innstilt på samme bølgelengde - lik radioprinsippet. Slik blir det som mottas det samme eller lignende med det som utsendes av handlinger og tanker.

Når slik en negativ sender konstant sender på mange "negative stasjoner" eller programmer i det bevisste og underbevisste, vil han også tilsvarende komme i kontakt med samme frekvenser fra andre. Og de mørkesøkende krefter legger inn sine ønsker og influenser bevisst og ubevisst i denne kontakten. Slik blir han da samtidig mer og mer kontrollert utenfra - mer og mer "besatt" eller styrt.

Når en person gjennom sin tale og handlinger slik i uvitenhet åpner porten for de negative krefter å gjøre dette - blir han ikke lenger herre over seg selv. Han blir et offer. Men uten menneskers negative tanker, energier - kunne ikke demonene ha noen makt.

 

Tanker og tale - erstatninger for åndelig kommunikasjon

På de høyere plan går all kommunikasjon i tankebilder. De mørkesøkende vesener mistet etter hvert denne evne, når de ønsket å skjule ting for hverandre, og slik oppsto "de hemmelige tankene". Det oppsto mistilit og hemmelig kommunikasjon. De uttrykte kun det som de ønsket å få fram og de mistet sine åndelige evner. Hver (negativ)følelse, all tanker og ord blir "lag" som omgir mennesket - et nett av tanker, ord og følelser som han fanger seg selv i. Disse tankenett, hans "lille verden" går på hans personlige "eiendom" og hans øvrige selviske ønsker. Maktønsket kjenner tilslutt ingen grenser.

Han tenker ikke på sitt opphav, sin indre vesen og åndelige arv - da han tror han kun er "stoff" - altså sin ytre kropp. Tankene går kun på sitt eget (fysiske) velvære, sin eiendom, prestisje og makt.

Demonene har ingen respekt for noe, og personene som lar seg lede av dem er ofte av samme slag: respekterer ikke sin neste, heller ikke dyr eller planter. Maktbegjæret kjenner ingen grenser - alt skal eies og domineres: sin ektefelle, barn og sine evt ansatte arbeidere - som i tidligere tider var rene slaver.

 

Energileverendørene

Når de medskyldige og ofrene mottar energier fra "demonriket" for å høste materielle fordeler, prestisje og rikdom i denne verden, må de også levere energi til denne som betaling for denne støtte - i overenstemmelse med prinsippene for denne "forretning". Om du gir til meg så gir jeg til deg.

De deltagende er også de som

  • tenker, snakker og handler negativt hver dag
  • som krangler om alt
  • som tiltaler hverandre ondskapsfullt
  • som rakker ned på sin neste for å heve seg selv
  • som setter seg selv over andre gjennom arrroganse og innbilt autoritet
  • som fremmer kriger og kamper av alle slag
  • som krenker, slakter og spiser dyr, og slik oppbygger deres aggresjoner.

 

LOBSANG RAMPA OM TANKESKAPELSER - ELEMENTALER

I den omfattende livsvisdom fra LOBSANG RAMPA, finner vi også en del om tankens kraft og faren ved å skape negative tanker eller tankeformer. I denne sammenheng kalles de der for "elementaler". Her er oversatt et utdrag fra Rampas bok som het DEN GAMLE VISDOM på dansk:

ELEMENTARÅNDER: De fleste mennesker er fryktelig forvirret med hensyn til elementarånder. I virkeligheten er de en slags tankeform med en art halvliv, en slags liv som er satt i gang av mennesker.

For at det lettere kan forstås, kan vi ta en magnet og la magneten representere menneskene. Hvis vi fører magneten i nærheden av et stykke jern, blir jernet straks mere eller mindre magnetisert. Jernet representerer nu elementaråndene.

Elementarånder er dannet av den eteriske substans, som er opprinnelsen for alle komplekse skapninger. Menneskenes mange tilfeldige tanker "magnetiserer" eteriske substanser, som så skaper grunnlag for elementaråndene - elementarvesener.

Det må påpekes, at mange mennesker som går til seancer og tror at de har talt med kjære avdøde tante Matildes ånd - i virkeligheten er blitt ofre for en spøk fra visse elementarånders side. Åndene bliver uimotståelig dratt mot seancer, da det gir dem mulighet for at spille menneskene et puss. Elementaråndene er likeså spøkefulle som aper, men sannsynligvis mindre begavede.

En av de mange farer ved at gå til seancer er, at man kan bli fullstendig bedratt av disse tankeformer, disse naturkrefter.

 

Her så et oversatt utdrag fra Rampas bok CHAPTERS OF LIFE:

"kanskje vi skulle snakke om elementaler slik at vi kan lære litt om temaet. Folk har heller merkelige ideer om disse vesener som vi kaller elementaler. Ofte er de blandet sammen med menneskenes (avdøde) sjeler, men de er overhodet ikke det. De etterligner mennesker på samme måten som aper tar etter mennesker, og det vanlige medium som ikke kan se inn på det astrale plan, vil bli villedet av elementaler som utgir seg å være mennesker. Elementalene er ikke onde ånder heller, de er kun tankeformer som har blitt skapt av stadig gjentagende tanker. For eksempel - dersom en person stadig beruser seg - vil denne personen ha forvirrede tanker, og hans overskytende eller ekstra energi som da ikke lenger er under kontroll, vil løpe løpsk, og vil kanskje skape tanker av rosa elefanter eller flekkede øgler - eller noe lignende. Dette er elementaler.

 

 

Fra boken HISTORIEN OM RAMPA:

-Tænkte former kan laves af hvem som helst med bare en lille smule træning, men det er nødvendigt, at du hele tiden koncentrerer dig om det gode i din tænkte form - for hvis du prøver at lave en ond form, så er det helt sikkert, at den tænkte form vil vende sig imod dig, og gøre dig megen skade rent fysisk, måske mentalt, eller i det astrale stadium.

 

 

Fra boken CAVE OF THE ANCIENTS:

- der den den gang unge Lobsang Rampa var blitt fortalt om FRYKTENS røtter av sin lærerlama og han sier:

Jeg var ganske forvirret om dette med frykt så jeg sa: "ærverdige lama - hva er det egentlig å være redd for? Min veileder så alvorlig på meg, noe dystert - og sa: du har levd et godt liv Lobsang, og har intet å frykte, derfor frykter du heller intet. Men de som har begått forbrytelser, de som har gjort galt mot andre, de vil få samvittighetskvaler når de er alene. Skapningene på det lavere astralplan fødes av frykt, de ernæres av de som har dårlig samvittighet og er bekymret. Mennesker skaper tankeformer av ondskap. En gang i tiden som kommer vil du komme inn i det gamle tempelkatedralen som har eksistert i utallige år. Fra veggene i den bygningen - slik som i vår egen Jo Kang - vil du føle det gode som har vært i denne bygningen. Men om du så kan komme i et gammelt fengsel hvor det har vært mye lidelse - der forfølgelse, tortur har funnet sted - vil du føle den motsatte effekt. Det betyr av dette at innbyggerne av bygninger skaper tankeformer som går inn i - bor - i veggene av bygningene, derfor at det slik at gode bygninger har gode tankeformer -som gir ut gode utstrålninger, og steder av ondskap har onde tankeformer i seg. Hvorfor at det igjen er klart at kun onde tanker kan kommer fra en ond bygning, og disse tanker og tankeformer kan sees og røres av de som er clairvoyante - de i astraltilstanden.

Litt senere sier den vise Lama: frykt forvitrer sjelen. Forfenglige og unyttige forestillinger setter en på feil vei, slik at etter hvert vil disse forestillinger bli "virkelighet", mens virkeligheten uttones fra oppfattelsesevnen og ikke blir virksom igjen før etter flere inkarnasjoner. Hold dine føtter på VEIEN (den korteste vei til rett erkjennelse, visdom) - og la ingen ville forestillinger farge ditt syn (på tilværelsen). Dette er ILLUSJONENES VERDEN, men de av oss som kan forstå denne kunnskapen - for dem kan illusjonen snus til virkelighet når vi er fri fra denne verden.

 

DØDE, FORVIRREDE, SÅKALTE JORDBUNDNE, AVDØDE MENNESKER.

En annen kategori vesener som bevisst og ubevisst kan plage inkarnerte mennesker her, er de som dør i frykt, hat og uvitenhet. Likeså de som på Jorden var bundet til rusmidler av forskjellig slag. Disse kan vi kalle "belastede" mennesker. Men et "belastet menneske" vil også lett finne sine likesinnede interessefellesskaper på de lavere astrale plan etter døden - ja også "drikkebrødre". Med disse trekker de sammen til jorden som "jordbundne sjeler" som prøver å opprettholde sine gamle laster ved eksempelvis å snylte rus fra inkarnerte alkoholikere eller narkomane - dersom det er lasten. For den unaturlige, umettelige eller sykelige lasten kan det nemlig ikke finne tilfredstillelse for på de mer finfrekvente plan - men de søker tilbake til jorden etter mennesker der med samme vibrasjon.

Det finnes altså millionvis av sultne, for mennesker flest usynlige - avdøde mennesker som sansende ifra sine lavere astrale legemer, ganske så hvileløst farter rundt omkring særlig "svake sjeler" på jorden, og forsøker å påvirke disse etter sine mer eller mindre perverse, unaturlige lengsler. Ja - de forsøker å tappe "fysisk livskraft" som de selv begjærer fra disse!! Eller de oppsøker steder og mennesker som de enten sterkt hater og derved vil skade - eller at de ovenfor "fortsatt levende" ber om tilgivelse, fordi deres samvittighet plager dem og slik krever det.

Flere bøker er skrevet der klinisk døde mennesker - som er blitt frigjort fra den fysiske kroppen - har iakttatt dette, og senere berettet disse gripende skildringer når de igjen er blitt brakt tilbake "til livet".

Følgende er - i denne forbindelse - et utdrag fra boken TILBAKE FRA I MORGEN av George G.Ritchie. Vi går inn i boken hvor han forteller om hva han så i begynnelsen under sin "døde" tilstand - da han gjennom sitt åndelige legeme ble vist forskjellige ulykkelige, avdøde mennesker av et lysvesen som han oppfattet som Kristus. Ritchie beskriver her hvordan de fikk se en stor by som han mener kanskje var Detroit - hvor han så vesener som ikke lenger var fysiske - de var døde - men de viste det ikke selv…..

Vi går inn på side 47 i boken, teksten er dansk - visse ord oversatt i parantes:

"….faktisk var der en usandsynlig trængsel i gaderne. Lige under os drejede to mænd ind på det samme stykke af fortovet, og et øjeblik efter var de simpelthen passeret igennem hinanden. Det samme var tilfældet i de summende fabrikker og kontorbygninger, som jeg kunne se lige så let som gaderne. Der var simpelthen for mange menneker ved maskinerne og skrivebordene. I et værelse sad en gråhåret mand i en lænestol og dikterede et brev. Bagved ham, ikke så meget som en centimeter fra ham, blev en anden mand, måske 10 år ældre, hele tiden ved med at gribe efter diktafonen, som om han ville vriste den ud af hånden på den siddende mand.

"Nej!" sagde han, "hvis du bestiller hundrede gros, vil de forlange mere. Tag tusind gros på en gang. Pierre ville have givet dig et bedre tilbud. Hvorfor lod du Bill gå i gang med Treadwell?" Han blev ved i det uendelige, korrigerede og gav ordrer, medens manden i stolen hverken syntes at se eller høre ham. (merk at George G.Ritchie som så dette fra sitt astrallegeme - og derav kunne se og høre de andre såkalt avdøde mennesker - hvilket de fysiske - såkalt levende - ikke kunne).

Atter og atter iagttog jeg dette fænomen, at folk ikke var klare over tilstedeværelsen af andre lige ved siden af dem. Jeg så en gruppe samlebåndsarbejdere i en kantine. En af kvinderne bad en anden om en cigaret, tiggede hende faktisk om den, som om hun ønskede den mere end alt andet i verden. Men den anden, der snakkede med sine veninder, så hende ikke. Hun tog en pakke cigaretter frem fra kedeldragten, og uden så meget som at byde den anden kvinde, der så begærligt rakte ud efter den, tog hun en ud og tændte den. Så hurtigt som en slange, der går til angreb, greb den afviste kvinde ud efter den tændte cigaret i den andens mund. Hun snappede atter og atter efter den. Igen og igen.

Med en lille kuldegysning så jeg, at hun var ude af stand til at gribe den. (selvsagt kan de som er i sine astrale kropper ikke direkte gå inn og "fysisk" påvirke det som foregår og finnes på det (grov-)fysiske plan eller "vårt plan").

Jeg tænkte på bardunen på telefonmasten og lagenet på hospitalssengen. Jeg huskede, hvordan jeg skreg efter manden, som ikke vendte sig om for at se efter mig. (før han selv - George G.Ritchie - var klar over at han var "død").Og så huskede jeg menneskene her i denne by, der forgæves prøvede at påkalde sig op mærksomhed, og som gik henad fortovet uden at optage plads. Disse individer var ganske klart i den samme tilstand som jeg selv - uden den "ytre" kroppen.

De var faktisk - ligesom jeg selv - døde!

Men - det var så helt forskelligt fra det, jeg altid havde forestillet mig om døden. Jeg så en cirka haltredsårig (50-) kvinde, der på gaden fulgte efter en mand på omtrent samme alder. Hun syntes at være overordentlig levende, foruroliget og grådkvalt, dog ænsede manden, til hvem hun rettede sine indtrængende ord, ikke hendes eksistens.

"Du får ikke nok søvn. Marjorie kræver for meget af dig. Du ved, at du aldrig har været stærk. Hvorfor har du ikke et halstørklæde på? Du skulle aldrig have giftet dig med en kvinde, der kun tænker på sig selv." Der var meget, meget mere, og af noget af det sluttede jeg, at hun var hans moder, til trods for den kendsgerning, at de syntes at være nogenlunde jævnaldrende. Hvor længe havde hun fulgt ham på denne måde? Var døden sådan - bestandig at være usynlig for de levende, og alligevel bestandig at være helt opslugt af deres forhold?

"Saml jer ikke skatte på Jorden! For hvor din skat er, der vil også dit hjerte være!" Jeg havde aldrig været god til at huske bibelcitater, men disse ord fra bjergprædikenen slog ned i mig som et elektrisk stød. Måske var det sådan, at disse substansløse mennesker - forretningsmanden, kvinden der tiggede om cigaretter, moderen - skønt de ikke længere kunne komme i forbindelse med Jorden, stadigvæk havde deres hjerter der. Havde jeg også det? Med en slags rædsel tænkte jeg på ørnespejder-emblemet, at jeg var en Phi Gam, og på at jeg var kommet ind ved lægeuddannelsen. Var mit hjerte, min tilværelses brændpunkt, rettet mod sådanne ting?

Bliv ved med at se på mig, havde Jesus sagt til mig, da vi tog ud på denne usædvanlige rejse. Og når jeg gjorde det, når som helst jeg så på Ham, forsvandt angsten, skønt det frygtelige spørgsmål blev tilbage. Uden at have Ham foran mig, kunne jeg faktisk ikke have udholdt de ting, Han viste mig. Så hurtigt som tanken rejste vi fra by til by, tilsyneladende på den velkendte Jord, endda den del af Jorden, nemlig De Forenede Stater, og muligvis Canada, som jeg altid havde kendt, med undtagelse af de tusinder af ikke-fysiske væsener, jeg nu iagttog, og som også beboede dette "normale" rum: I et hus fulgte en yngre mand efter en ældre fra det ene værelse til det andet. "jeg er ked af det(..jeg er lei for det..), far!" blev han ved med at sige. "jeg vidste ikke, hvad det ville betyde for mor! Jeg forstod det ikke."

Men skønt jeg kunne høre ham tydeligt, var det klart, at manden, som han talte til, ikke kunne. Den gamle mand var ved (iferd med å..) at bære en pakke ind i et værelse, hvor en ældre dame sad i sengen.

"jeg er ked af det, far," sagde den unge mand igen. "jeg er ked af det, mor." I det uendelige, igen og igen, til ører, der ikke kunne høre.

Desorienteret vendte jeg mig mod Lyset ved siden af mig. Men skønt jeg følte Hans medlidenhed som en strøm flyde ind i værelset foran os, var der ingen forståelse, som lyste op i min sjæl.

Vi standsede adskillige gange foran lignende scener. En dreng fulgte i hælene på en teenage-pige gennem gangene i en skole.

"jeg er ked af det, Nancy!" En midaldrende kvinde tiggede en gråhåret mand om at tilgive hende.

"Hvad er de kede af, Jesus?" bad jeg indtrængende om at få at vide. "Hvorfor bliver de ved med at tale til mennesker, som ikke kan høre dem?"

Fra Lyset ved siden af mig kom tanken: De er selvmordere lænket til alle følgerne af deres handling.

Denne tanke chokerede mig, dog vidste jeg, at den kom fra Ham og ikke fra mig, for jeg så ikke flere scener af lignende art, som om jeg havde lært den sandhed, Han ville lære mig.

Efterhånden begyndte jeg at lægge mærke til noget andet. Alle de levende mennesker, vi iagttog, var omgivet af et mat lysende skær, der næsten så ud som et elektrisk felt over legemsoverfladen. Dette lysende skær bevægede sig, når de bevægede sig, ligesom en slags anden hud, lavet af blegt, næppe synligt lys.

Først troede jeg, at det måtte være reflekteret lys fra Personen ved siden af mig. Men de bygninger, vi gik ind i, reflekterede ikke noget, og det gjorde de livløse genstande heller ikke. Og så blev jeg klar over at det gjorde de ikke-fysiske væsener heller ikke. Jeg så nu, at min egen substansløse krop var uden dette lysende dække.

Lyset førte mig her indenfor i en snusket grill-bar i nærheden af noget, der lignede en stor flådebase. En mængde mennesker, mange af dem sømænd, stod i tre rækker bag hinanden ved baren, medens andre stimlede sammen ved træborde langs væggen. Ganske vist var der nogle få, som drak øl, men de fleste af dem syntes at bælle whisky i sig, lige så hurtigt som de to svedende bartendere kunne skænke op.

Så lagde jeg mærke til noget, der slog mig. Nogle mænd, som stod ved baren, syntes ude af stand til at løfte deres drinks op til munden. Atter og atter iagttog jeg, hvordan de klyngede sig til deres glas, hvordan hænderne passerede igennem de solide øl-krus, gennem den tunge trædisk, gennem selve armene og kroppene på drankerne rundt omkring dem.

Og disse mænd, hver eneste af dem, savnede lysglorien, der omgav de andre.

Altså måtte lyskokonen være noget, som kun de fysiske legemer var i besiddelse af. De døde, vi der havde mistet vores kompakthed og substans, havde også mistet denne "anden hud". Og et var tydeligt, at de levende mennesker, de der var omgivet af lys og for øjeblikket drak, talte og skubbede til hinanden, hverken kunne se de desperat tørstige væsener omkring sig, eller kunne føle hvor vanvittigt de trængte på for at komme hen til glassene. Alligevel var det, medens jeg iagttog dem, også klart for mig, at disse substansløse mennesker både kunne se og høre hinanden. Der brød hele tiden rasende skænderier ud mellem dem om de glas, som ingen af dem i virkeligheden kunne føre til munden.

Jeg mente, jeg havde set store drikkeorgier i studenterklubben i Richmond, men den måde, hvorpå civilister og soldater gik til det her i denne bar, slog alt. Jeg så en ung matros vaklende rejse sig fra stolen, tage to, tre skridt og så falde tungt om på gulvet. To af hans kammerater bøjede sig ned og begyndte at trække ham bort fra de sammenstimlede mennesker.

Men det var ikke det, jeg betragtede. Jeg stirrede fuld af forundring, da den lyse kokon omkring den bevidstløse matros simpelthen åbnede sig (auraen åpnet seg). Den delte sig lige oppe på selve midten af hovedet og begyndte at skalle af fra hovedet og ned mod skuldrene. Øjeblikkeligt, hurtigere end jeg nogensinde havde set nogen bevæge sig, var et af de substansløse væsener, der havde stået i nærheden af ham ved baren, over ham. Som en tørstig skygge havde han svævet ved siden af matrosen, medens han grådigt fulgte hver slurk, den unge mand tog. Nu syntes han at springe på ham som et vildt dyr på sit bytte.

Til min absolutte forbløffelse var skikkelsen i det næste øjeblik forsvundet(hadde altså gått "inn i" den bevisstløse - hvis bevissthet hadde svevd vekk midlertidig. R.Ø.anm.). Det hele skete, endnu førend de to mænd havde trukket deres bevidstløse byrde væk fra fødderne af dem, der var i baren. Jeg havde et øjeblik tydeligt set to enkeltpersoner; på det tidspunkt, da de lænede matrosen op mod væggen, var der kun en.

To gange til, medens jeg forbløffet kiggede på det, gentog den samme scene sig. En mand mistede bevidstheden, en revne åbnede sig hurtigt i glorien omkring ham, og en af de substansløse mennesker forsvandt, idet det kastede sig hen mod åbningen, næsten som om det ville krybe ind i det andet menneske.

Var dette lysdække da en form for værn? ... Var det en slags beskyttelse mod ... mod kropsløse væsener som mig selv? Formodentlig havde disse substansløse ("døde") væsener engang haft rigtige faste legemer, sådan som jeg selv havde haft det. Hvad nu hvis de, medens de var i deres kroppe, havde udviklet en afhængighed af alkohol, der gik ud over det rent fysiske, ja blev psykisk, endda åndeligt? Når de så mistede deres legeme, var de for al evighed afskåret fra det, som de higede og tørstede efter, med undtagelse af den korte tid, hvor de kunne tage en andens legeme i besiddelse.

En evighed som denne - tanken sendte en kuldegysning gennem mig - måtte uden tvivl være en form for helvede. Hvis jeg overhovedet havde tænkt på det, havde jeg altid forestillet mig helvede som et eller andet brændende sted under Jorden, hvor onde mænd som Hitler ville brænde evigt. Men hvad hvis et niveau af helvede eksisterede lige her på Jordens overflade - uset, og uden at nogen af de levende mennesker, der befandt sig i det samme rum, havde en anelse om det? Hvad hvis det betød at forblive på Jorden, men aldrig igen at være i stand til at komme i berøring med den? (verken forfatteren - eller de såkalte avdøde kjente noe til reinkarnasjonsprinsippet. R.Ø.anm.) Jeg tænkte på moderen, hvis søn ikke kunne høre hende. Kvinden, der ønskede cigaretter. Jeg tænkte på mig selv, der kun var interesseret i at komme til Richmond og var ude af stand til at få nogen til at se mig eller hjælpe mig. At ønske noget mere end alt andet, at være brændende fuld af begær og samtidig at være fuldstændig magtesløs - det ville virkelig være helvede.

Ikke "ville være" erkendte jeg på én gang, men det var det. Dette var helvede. Og jeg var lige så vel en del af det som disse andre kropsløse skabninger. Jeg var død. Jeg havde mistet mit fysiske legeme. Jeg eksisterede nu i en verden, der ikke på nogen måde reagerede overfor mig.

Men hvis dette var helvede, hvis der ikke var noget håb, hvorfor var Han så ved siden af mig? Hvorfor slog mit hjerte af glæde, hver gang jeg vendte mig imod Ham? For Han var i overvældende grad det vigtigste indtryk på rejsen. Alt det jeg så og alle de chock, der regnede ned over mig, var intet i sammenligning med det mest væsentlige, som foregik, nemlig simpelthen at jeg fattede en stærk kærlighed til Væsenet ved siden af mig. Hvorhen jeg end så, forblev Han det virkelige brændpunkt for min opmærksomhed. Hvad jeg end så, var det intet i sammenligning med Ham.

Og det var en anden af de ting, der forbløffede mig. Hvis jeg kunne se Ham, hvorfor kunne så ikke alle andre også se Ham? Han var for strålende til, at levende øjne kunne udholde at se på Ham, - det havde jeg været klar over lige med det samme. Men de levende mennesker, vi passerede, måtte da vel på en eller anden måde mærke den kærlighed, der strømmede ud til dem, ligesom varmen fra en mægtig ild!

Og de andre, der ligesom jeg ikke længere havde de fysiske øjne, der kunne ødelægges, hvordan kunne de undgå at se den brændende Kærlighed og Medlidenhed i deres midte? Hvordan kunne de overse én, der var nærmere og mere strålende end middagssolen?

Med mindre…..

For første gang skete det, at jeg undrede mig over, om der var sket noget uendelig mere vigtigt, end jeg nogensinde havde troet kunne finde sted, den dag da jeg elleve år gammel gik op foran til alteret i kirken. Var det muligt, at jeg i virkeligheden på en eller anden måde faktisk var blevet "født igen", som prædikanten sagde, - og havde fået nye øjne, hvad enten jeg forstod noget af det eller ej?

Eller ville de andre også have kunnet se Ham nu, hvis deres opmærksomhed ikke havde været fuldstændig fanget af den fysiske verden, de havde mistet? "Hvor dit hjerte er ..." Så længe mit hjerte havde været rettet mod at komme til Richmond til en bestemt dato, havde jeg heller ikke været i stand til at se Jesus. Måske kunne vi endog spærre Ham ude, når som helst vores opmærksomhed var centreret om noget andet. (en muslim ville som sin primærveileder oppleve denne som Muhammed, en buddhist sin åndelige hjelper ville ta formen som Buddha…R.Ø.anm.)

Vi var atter i bevægelse. Vi havde forladt flådebasen med de omgivende usle gader og barer, og stod nu i denne dimension - hvor det at reise ikke tog nogen som helst tid, ved randen af en udstrakt, flad slette. Hidtil havde vi på vores tur besøgt steder, hvor de levende og de døde eksisterede side om side, hvor de kropsløse væsener faktisk var fuldstændig upåagtede af de levende og svævede lige over de fysiske genstande og menneskene, mod hvilke al deres attrå var rettet.

Skønt vi åbenbart stadig var et eller andet sted på jordoverfladen, kunne jeg imidlertid ikke se noget levende menneske. Sletten var propfuld af horder af spøgelsesagtige, kropsløse væsener; der var intetsteds en fysisk lysomgivet person at se. Alle disse tusinder af mennesker var tilsyneladende ikke mere substantielle end jeg selv. Og det var de mest frustrerede, de mest vrede og fuldstændig elendige væsener, jeg nogensinde havde set.

"Herre Jesus!" udbrød jeg. "Hvor er vi?"

Først troede jeg, at vi så en eller anden stor slagmark, hvor alle mennesker var dømt til, hvad der så ud som kampe på liv og død, hvor de vred sig, gennemborede hinanden og kæmpede vredt. Det kunne ikke være en moderne krig, for der var ingen kampvogne eller skydevåben. Ingen våben af nogen slags, så jeg, da jeg betragtede det nærmere, men kun blottede hænder, fødder og tænder. Og så lagde jeg mærke til, at ingen tilsyneladende blev såret. Der var intet blod, ingen lig rundt omkring på jorden; et slag, der burde have tilintetgjort en modstander, efterlod ham i nøjagtig samme tilstand som før.

Skønt de bogstavelig talt syntes at være ovenover hinanden, var det som om, hver enkelt af dem slog ud i den tomme luft; til sidst blev jeg klar over, at de naturligvis ikke kunne røre hinanden, når de ikke havde nogen substans. De kunne ikke dræbe, skønt de klart ønskede at gøre det, fordi deres tilsigtede ofre allerede var døde, og derfor kastede de sig mod hinanden i et afsindigt og afmægtigt raseri.

Hvis jeg tidligere havde haft en mistanke om, at det var helvede jeg så, var jeg nu sikker på det. Indtil nu havde den elendighed, jeg havde iagttaget, bestået i at være lænket til en fysisk verden, i hvilken vi ikke længere havde del. Nu så jeg, at der var andre lænker. Her var der ingen fysiske objekter eller mennesker, der kunne fængsle menneskene. Disse skabninger syntes at være fængslet af deres følelser og sindelag, af deres had, begær og ødelæggende tankemønstre.

Endnu mere hæslige end de bid og spark, de udvekslede, var de seksuelle mishandlinger, som mange af dem udførte i en feberagtig pantomime. Perversioner, som jeg aldrig havde drømt om, blev forgæves søgt udført overalt omkring os. Det var umuligt at sige, om de brøl af skuffelse, der nåede os, var virkelige lyde eller blot en overføring af fortvivlede tanker. I virkeligheden syntes det at være lige meget i denne kropsløse verden. Alt, hvad de tænkte, ligegyldigt hvor flygtigt og uvilligt det var, var øjeblikkelig synligt for alle omkring dem, mere fuldkomment end ord kunne udtrykke det, og hurtigere end lyden.

Og de tanker, der oftest blev udvekslet, havde at gøre med den overlegne viden eller baggrund, eller de overlegne evne; hos ham, der tænkte, "jeg sagde det jo til dig!" "Det har jeg altid vidst!" "Advarede jeg dig ikke!" - det blev atter og atter skreget, så det gav genlyd. Med en følelse af kvalmende velkendthed genkendte jeg min egen tænkning. Det var mig selv, tonefaldet af min stemme - den selvretfærdige, prisvinderen, kirkegængeren. I en alder af 20 år havde jeg endnu ikke udviklet nogle virkelig bindende fysiske vaner sådan som de væsener, jeg havde set skubbe og mase for at komme nærmere til baren. Men i disse lyde af misundelse og såret opblæsthed hørte jeg kun alt for vel mig selv.

Men atter udgik der ingen fordømmelse fra Ham, der var til stede ved siden af mig, kun medlidenhed med disse ulykkelige skabninger, der var ved at få Hans hjerte til at briste. Det var tydeligt, at det ikke var Hans vilje, at nogen af dem skulle opholde sig på dette sted.

Men hvad var det så, der holdt dem fanget her? Hvorfor rejste de sig simpelthen ikke alle op og gik væk? Jeg kunne ikke se nogen grund til, at personen, som den mand med det fortrukne ansigt skreg til, ikke simpelthen gik sin vej. Eller hvorfor lagde den unge kvinde ikke tusind kilometer mellem sig og den anden, der rasende slog løs på hende med substansløse knytnæver? I virkeligheden kunne de ikke fastholde deres ofre, nogen af disse vanvittig vrede væsener. Der var ingen indhegninger. Der var tilsyneladende intet, der hindrede dem i simpelthen at gå deres vej alene.

Med mindre ... med mindre der ikke var noget "alene" i denne verden af væsener uden krop. Ingen private steder i et univers, hvor der ikke var nogen mure. Intet sted der ikke var beboet af andre væsener, som man til enhver tid var fuldstændig synlig overfor. Med en pludselig rædsel, tænkte jeg på, hvordan det ville være altid at leve dér, hvor mine mest private tanker ikke var spor private overhovedet? Ikke at kunne camouflere dem, ikke at kunne skjule dem, ingen mulighed af at foregive, at jeg var noget andet, end jeg i virkeligheden var. Det var ikke til at bære. Med mindre naturligvis alle de omkring mig havde den samme slags tanker ... Med mindre det var en slags trøst at synes, at andre var lige så modbydelige som en selv, og selv om det eneste, vi kunne gøre, var at kyle vores ondskab i hovedet på hinanden.

Måske var det forklaringen på denne afskyelige kampplads. Måske havde hver eneste skabning her i løbet af æoner eller sekunder søgt selskab af andre, der var lige så fulde af stolthed og had som de selv, indtil de sammen dannede dette samfund af fordømte.

Måske var det ikke Jesus, der havde forladt dem, men dem selv der var flygtet for Lyset, som viste deres mørke. Eller ... var de så alene, som det først så ud til? Lidt efter lidt blev jeg klar over at der også var noget andet på denne slette med kæmpende væsener. Jeg havde mærket det næsten lige fra begyndelsen, men i lang tid havde jeg ikke kunnet lokalisere det. Da jeg gjorde det, var det et overvældende chock for mig.

Over hele denne ulykkelige kampplads svævede væsener, der tilsyneladende bestod af lys. Det var selve deres størrelse og deres blændende lys, der i begyndelsen havde hindret mig i at se dem. Nu da jeg så dem, efter at jeg havde indstillet mit blik til at se dem, kunne jeg se, at disse umådelig store skikkelser bøjede sig over de små skabninger på kamppladsen. Måske talte de endda med dem.

Var det muligt, at alle disse andre afdøde mennesker, usle og uværdige ligesom jeg, også var i Hans (Lysets) nærhed? I en verden, hvor tid og rum ikke længere fulgte regler, jeg kendte, kunne Han da stå ved siden af hver eneste af dem, ligesom Han gjorde det med mig?

Jeg vidste det ikke. Det eneste, jeg med sikkerhed indså, var at ingen af disse stridende væsener på kamppladsen var forladt. Der blev passet på dem; de blev iagttaget og endda hjulpet. Og det var lige så klart en kendsgerning, at ingen af dem vidste det. Hvis Jesus eller Hans engle talte til dem, kunne de bestemt ikke høre det. Der var ingen pause i den strøm af had, der kom fra deres hjerter; deres øjne søgte kun efter nogen i nærheden for at ydmyge dem. Det ville have forekommet mig umuligt ikke at være klar over, hvad der var det største og mest slående ved hele dette landskab, hvis ikke jeg selv først havde stirret på englene uden at se dem.

Efter at jeg var blevet opmærksom på disse lyse væsener, gik det i virkeligheden med forvirring op for mig, at jeg havde set dem hele tiden uden bevidst at lægge mærke til dem, som om Jesus til enhver tid kun kunne vise mig så meget, som jeg var moden til at se. Engle var flokkedes i de levende byer, vi havde besøgt. De havde været til stede på gaderne, i fabrikkerne, i hjemmene, selv i den rædselsfulde bar, hvor ingen havde været sig deres eksistens mere bevidst, end jeg selv havde været det. Og pludselig blev jeg klar over, at der var en fællesnævner for alle disse scener, jeg hidtil havde set. Det var den manglende evne til at se Lyset. Hvad enten det var et fysisk begær, en jordisk bekymring, en opslugthed af sig selv - hvad der end kom i vejen for Hans Lys, så skabte det en adskillelse, som vi ved døden trådte ind i. 

(slutt utdrag).

Når vi altså skaper negative, mørke, hatske, pessimistiske eller kritiske tanker og følelser - og ofte skjer dette helt automatisk - utløst av vår tidligere- eller gamle programmering av tankene - så gir vi derved disse "jordbundne sjeler" mulighet å utøve innflytelse på oss. Har vi i lang tid gjentatt disse tankemønstere, har vi tiltrukket oss spesielle "favoritter" av slike vesener som ligger "klare" i vår auras nærhet. Disse sjeler som tilsvarer vårt lave, senkete vibrasjonstilstand - tar derved kraft ifra oss, og forsøker å holde oss fast i disse lave vibrasjoner, og om mulig å trekke oss enda lavere ned - hvoretter de kan "suge til seg" enda mer av negativ energi.

Dette fordi disse sjeler i sin lange kosmiske vandring enda ikke er mettet av det negative eller det vi kan kalle mentalt "mørke" (for å forstå mer av dette kan man studere Martinus symbol nr 17).

Men for de mennesker som allerede "på jorden" har begynt å søke mot de større sannheter, gjelder det at de tilsvarende etter døden trekker til de mer høyfrekvente verdener. Der gjør de erfaringer og innsikter som inspirerer dem videre på veien.

Alle kommer på denne måten etter døden, til den verden - altså den bevissthetssone - som er mest mulig på bølgelengde med dette vesens lengsler, interesser og tankefokus - som også var virksomt mens det var i fysisk inkarnasjon på jorden.

Belysning av hele kretsløpet under hvilepausen i de overfysiske verdener - før enn vesenet igjen er moden for en ny fysisk inkarnasjon - kan ikke tas med her. Om dette beretter bl.a. Martinus bok VEIEN TIL PARADIS. Vil senere lage en egen artikkel om denne opplevelsesreise på "den andre siden" - men det blir dog en generell beskrivelse, ettersom mulighetene der nærmest er uendelige….

 


 

her er et annet aktuelt utdrag fra boken

SYV TRIN TIL EVIGHEDEN ( se evt hovedutdraget på http://www.galactic-server.net/rune/turof.html

"....Selvom de er døde på det jordiske plan, higer disse degenererede efter den fysiske krops tilfredsstillelse. Og de er bestemt levende på det plan, hvor de befinder sig. Deres begær er meget stærkere, end da de var på jorden. De er forbundet med en masse ligesindede sjæle og skaber dermed en mægtig drivkraft. Denne vil til sidst løbe ud over det jordiske plan og snylte på mennesket, der stadig befinder sig i kødet.

Deres ofre vil være ligesindede. De, der praktiserer den sorte kunst, vil blive ofre for deres egne begær. De der altid er berusede og de laveste typer kriminelle vil blive ofre for disse besættende sjæle. De fletter sig ind i deres ofre for at tilfredsstille deres egne brændende begær. Man kan se mange af disse væsner flokkes omkring tilholdssteder for drukkenbolte og omkring bordeller. De venter på at kunne trænge ind i deres ofres aura. Jeg ved godt, jeg endnu ikke har fortalt dig om auraer, men det kommer jeg til."

Jeg kunne ikke bevæge en muskel. Hele min krop var anspændt af frygt. Chan spurgte, om han skulle fortsætte. 

"Ja," svarede jeg uden tøven. "Når de degenererede får adgang til deres ofres aura, bliver de der, indtil offeret frigør sig. Dette kan gøres af individet selv eller af en djævleuddriver. Hvis vedkommende ikke bliver befriet, tager dette væsen kontrollen over den jordiske krop ved at dominere den svage sjæls personlighed. Besættelsen er nu en realitet med en efterfølgende kamp for at komme til udtryk. Først hører den jordiske sjæl stemmer, der siger, at han skal gøre ting, der er ham imod. Stemmerne er så dominerende, at den svage sjæl kun kan adlyde og gøre ting, der slet ikke er ham. Når besættelsen bliver for slem tilkaldes sædvanligvis en læge. I de værste tilfælde bliver patienten måske indlagt på en institution. I desperation kalder lægerne ofte denne tilstand for skizofreni og har bestemt ingen anelse om, hvad problemet egentlig er.

Men husk, det ikke er alle, der drikker eller er forfaldne til at tilfredsstille kroppens begær, der er onde mennesker. Nogle har en svag vilje og føres på afveje af dem, der selv ledes af det onde. Det var mit job sammen med andre at finde disse fortabte og forvildede sjæle og forklare dem, at de selv skabte nogle omstændigheder for sig selv, der ville blive svære at overvinde. Vi forsøger også at forklare dem, at de bliver brugt af en meget stærkere ondskabsfald kraft, og at de vil blive lokket ind i Helvede, hvis de ikke vender sig bort fra denne vej. Generelt giver det dem noget at tænke over. Vi kalder det at så et frø, og forhåbentlig slår det rod. Vi ønsker, at de ser lyset og finder sig selv.


mer info om Martinus KOSMOLOGI      og ellers fra:   

internett-info:  http://www.martinus.dk

link til stoff om  Rampas forklaringer om bønnes funksjon og hensikt

link til stoff Gabrieles kanalisering  om bønnes kraft

link til stoff om WALK-IN  prosessen og dens funksjon og hensikt beskrevet bl.a. av Lobsang Rampa

link til stoff om SYKDOM OG TANKEKRAFT - tankens skapende makt og gr.laget for sunnhet

The Dark Forces

min HOVEDSIDE