En tankevekkende "nær-døden-opplevelse":

et utdrag fra boken 

"TILBAKE FRA I MORGEN" av George G.Ritchie.

("return from tomorrow" - 1978) |

link til en video med bl a Ritchie om NDO's (fra Raymond Moody)

 

bildet over eller de andre her er ikke fra boken

DrRitchie hadde i 1978- da boken utkom i USA - vært lege i Virginia i 27år og det var hans beretning som særlig inspirerte den mer berømte Raymond A.Moody til å skrive  boken "livet etter livet".

bildet under - la oss si at mannen i forgrunnen døde i bilulykken og derved er han plutselig over i sin astrale kropp som  de andre ikke kan se med de vanlige sanser. Han kan være forvirret over å se alt nesten som vanlig rundt seg og kan lett fanges i frykt - men straks tilkommer hjelpere på samme kroppslige frekvens -  som hjelper ham over til neste plan eller verden.

 

 

 

DETTE i utdraget her omhandler en hendelse i 1943 - mens han var i militærleir og forberedte seg for å gå inn i krigen. Under leiroppholdet ble han alvorlig syk og opplevde en typisk nær-døds-opplevelse.

Vi går inn i boken hvor han forteller om hva han så i begynnelsen under sin "døde" tilstand - da han gjennom sitt åndelige legeme ble vist forskjellige ulykkelige, avdøde mennesker av et lysvesen som guidet ham og som han oppfattet som Kristus. (andre kilder kaller det "overselvet"/det høyere selvet - rø). Ritchie beskriver her hvordan de fikk se en stor by som han mener kanskje var Detroit - hvor han så vesener som ikke lenger var fysiske - de var døde - men de viste det ikke selv…..

Vi går inn på side 47 i boken, teksten er dansk - visse ord oversatt i parantes:

"….faktisk var der en usandsynlig trængsel i gaderne. Lige under os drejede to mænd ind på det samme stykke af fortovet, og et øjeblik efter var de simpelthen passeret igennem hinanden. Det samme var tilfældet i de summende fabrikker og kontorbygninger, som jeg kunne se lige så let som gaderne. Der var simpelthen for mange menneker ved maskinerne og skrivebordene. I et værelse sad en gråhåret mand i en lænestol og dikterede et brev. Bagved ham, ikke så meget som en centimeter fra ham, blev en anden mand, måske 10 år ældre, hele tiden ved med at gribe efter diktafonen, som om han ville vriste den ud af hånden på den siddende mand.

"Nej!" sagde han, "hvis du bestiller hundrede gros, vil de forlange mere. Tag tusind gros på en gang. Pierre ville have givet dig et bedre tilbud. Hvorfor lod du Bill gå i gang med Treadwell?" Han blev ved i det uendelige, korrigerede og gav ordrer, medens manden i stolen hverken syntes at se eller høre ham. (merk at George G.Ritchie som så dette fra sitt astrallegeme - og derav kunne se og høre de andre såkalt avdøde mennesker - hvilket de fysiske - såkalt levende - ikke kunne).

Atter og atter iagttog jeg dette fænomen, at folk ikke var klare over tilstedeværelsen af andre lige ved siden af dem. Jeg så en gruppe samlebåndsarbejdere i en kantine. En af kvinderne bad en anden om en cigaret, tiggede hende faktisk om den, som om hun ønskede den mere end alt andet i verden. Men den anden, der snakkede med sine veninder, så hende ikke. Hun tog en pakke cigaretter frem fra kedeldragten, og uden så meget som at byde den anden kvinde, der så begærligt rakte ud efter den, tog hun en ud og tændte den. Så hurtigt som en slange, der går til angreb, greb den afviste kvinde ud efter den tændte cigaret i den andens mund. Hun snappede atter og atter efter den. Igen og igen.Med en lille kuldegysning så jeg, at hun var ude af stand til at gribe den. (selvsagt kan de som er i sine astrale kropper ikke direkte gå inn og "fysisk" påvirke det som foregår og finnes på det (grov-)fysiske plan eller "vårt plan").

Jeg tænkte på bardunen på telefonmasten og lagenet på hospitalssengen. Jeg huskede, hvordan jeg skreg efter manden, som ikke vendte sig om for at se efter mig. (før han selv - George G.Ritchie - var klar over at han var "død").Og så huskede jeg menneskene her i denne by, der forgæves prøvede at påkalde sig op mærksomhed, og som gik henad fortovet uden at optage plads. Disse individer var ganske klart i den samme tilstand som jeg selv - uden den "ytre" kroppen.

De var faktisk - ligesom jeg selv - døde!

Men - det var så helt forskelligt fra det, jeg altid havde forestillet mig om døden. Jeg så en cirka haltredsårig (50-) kvinde, der på gaden fulgte efter en mand på omtrent samme alder. Hun syntes at være overordentlig levende, foruroliget og grådkvalt, dog ænsede manden, til hvem hun rettede sine indtrængende ord, ikke hendes eksistens.

"Du får ikke nok søvn. Marjorie kræver for meget af dig. Du ved, at du aldrig har været stærk. Hvorfor har du ikke et halstørklæde på? Du skulle aldrig have giftet dig med en kvinde, der kun tænker på sig selv." Der var meget, meget mere, og af noget af det sluttede jeg, at hun var hans moder, til trods for den kendsgerning, at de syntes at være nogenlunde jævnaldrende. Hvor længe havde hun fulgt ham på denne måde? Var døden sådan - bestandig at være usynlig for de levende, og alligevel bestandig at være helt opslugt af deres forhold?

"Saml jer ikke skatte på Jorden! For hvor din skat er, der vil også dit hjerte være!" Jeg havde aldrig været god til at huske bibelcitater, men disse ord fra bjergprædikenen slog ned i mig som et elektrisk stød. Måske var det sådan, at disse substansløse mennesker - forretningsmanden, kvinden der tiggede om cigaretter, moderen - skønt de ikke længere kunne komme i forbindelse med Jorden, stadigvæk havde deres hjerter der. Havde jeg også det? Med en slags rædsel tænkte jeg på ørnespejder-emblemet, at jeg var en Phi Gam, og på at jeg var kommet ind ved lægeuddannelsen. Var mit hjerte, min tilværelses brændpunkt, rettet mod sådanne ting?

Bliv ved med at se på mig, havde Jesus sagt til mig, da vi tog ud på denne usædvanlige rejse. Og når jeg gjorde det, når som helst jeg så på Ham, forsvandt angsten, skønt det frygtelige spørgsmål blev tilbage. Uden at have Ham foran mig, kunne jeg faktisk ikke have udholdt de ting, Han viste mig. Så hurtigt som tanken rejste vi fra by til by, tilsyneladende på den velkendte Jord, endda den del af Jorden, nemlig De Forenede Stater, og muligvis Canada, som jeg altid havde kendt, med undtagelse af de tusinder af ikke-fysiske væsener, jeg nu iagttog, og som også beboede dette "normale" rum: I et hus fulgte en yngre mand efter en ældre fra det ene værelse til det andet. "jeg er ked af det(..jeg er lei for det..), far!" blev han ved med at sige. "jeg vidste ikke, hvad det ville betyde for mor! Jeg forstod det ikke."

Men skønt jeg kunne høre ham tydeligt, var det klart, at manden, som han talte til, ikke kunne. Den gamle mand var ved (iferd med å..) at bære en pakke ind i et værelse, hvor en ældre dame sad i sengen.

"jeg er ked af det, far," sagde den unge mand igen. "jeg er ked af det, mor." I det uendelige, igen og igen, til ører, der ikke kunne høre.

Desorienteret vendte jeg mig mod Lyset ved siden af mig. Men skønt jeg følte Hans medlidenhed som en strøm flyde ind i værelset foran os, var der ingen forståelse, som lyste op i min sjæl.

Vi standsede adskillige gange foran lignende scener. En dreng fulgte i hælene på en teenage-pige gennem gangene i en skole.

"jeg er ked af det, Nancy!" En midaldrende kvinde tiggede en gråhåret mand om at tilgive hende.

"Hvad er de kede af, Jesus?" bad jeg indtrængende om at få at vide. "Hvorfor bliver de ved med at tale til mennesker, som ikke kan høre dem?"

Fra Lyset ved siden af mig kom tanken: De er selvmordere lænket til alle følgerne af deres handling.

Denne tanke chokerede mig, dog vidste jeg, at den kom fra Ham og ikke fra mig, for jeg så ikke flere scener af lignende art, som om jeg havde lært den sandhed, Han ville lære mig.

Efterhånden begyndte jeg at lægge mærke til noget andet. Alle de levende mennesker, vi iagttog, var omgivet af et mat lysende skær, der næsten så ud som et elektrisk felt over legemsoverfladen. Dette lysende skær bevægede sig, når de bevægede sig, ligesom en slags anden hud, lavet af blegt, næppe synligt lys.

Først troede jeg, at det måtte være reflekteret lys fra Personen ved siden af mig. Men de bygninger, vi gik ind i, reflekterede ikke noget, og det gjorde de livløse genstande heller ikke. Og så blev jeg klar over at det gjorde de ikke-fysiske væsener heller ikke. Jeg så nu, at min egen substansløse krop var uden dette lysende dække.

Lyset førte mig her indenfor i en snusket grill-bar i nærheden af noget, der lignede en stor flådebase. En mængde mennesker, mange af dem sømænd, stod i tre rækker bag hinanden ved baren, medens andre stimlede sammen ved træborde langs væggen. Ganske vist var der nogle få, som drak øl, men de fleste af dem syntes at bælle whisky i sig, lige så hurtigt som de to svedende bartendere kunne skænke op.

Så lagde jeg mærke til noget, der slog mig. Nogle mænd, som stod ved baren, syntes ude af stand til at løfte deres drinks op til munden. Atter og atter iagttog jeg, hvordan de klyngede sig til deres glas, hvordan hænderne passerede igennem de solide øl-krus, gennem den tunge trædisk, gennem selve armene og kroppene på drankerne rundt omkring dem.

Og disse mænd, hver eneste af dem, savnede lysglorien, der omgav de andre.

Altså måtte lyskokonen være noget, som kun de fysiske legemer var i besiddelse af. De døde, vi der havde mistet vores kompakthed og substans, havde også mistet denne "anden hud". Og et var tydeligt, at de levende mennesker, de der var omgivet af lys og for øjeblikket drak, talte og skubbede til hinanden, hverken kunne se de desperat tørstige væsener omkring sig, eller kunne føle hvor vanvittigt de trængte på for at komme hen til glassene. Alligevel var det, medens jeg iagttog dem, også klart for mig, at disse substansløse mennesker både kunne se og høre hinanden. Der brød hele tiden rasende skænderier ud mellem dem om de glas, som ingen af dem i virkeligheden kunne føre til munden.

Jeg mente, jeg havde set store drikkeorgier i studenterklubben i Richmond, men den måde, hvorpå civilister og soldater gik til det her i denne bar, slog alt. Jeg så en ung matros vaklende rejse sig fra stolen, tage to, tre skridt og så falde tungt om på gulvet. To af hans kammerater bøjede sig ned og begyndte at trække ham bort fra de sammenstimlede mennesker.

Men det var ikke det, jeg betragtede. Jeg stirrede fuld af forundring, da den lyse kokon omkring den bevidstløse matros simpelthen åbnede sig (auraen åpnet seg). Den delte sig lige oppe på selve midten af hovedet og begyndte at skalle af fra hovedet og ned mod skuldrene. Øjeblikkeligt, hurtigere end jeg nogensinde havde set nogen bevæge sig, var et af de substansløse væsener, der havde stået i nærheden af ham ved baren, over ham. Som en tørstig skygge havde han svævet ved siden af matrosen, medens han grådigt fulgte hver slurk, den unge mand tog. Nu syntes han at springe på ham som et vildt dyr på sit bytte.

Til min absolutte forbløffelse var skikkelsen i det næste øjeblik forsvundet(hadde altså gått "inn i" den bevisstløse - hvis bevissthet hadde svevd vekk midlertidig. R.Ø.anm.). Det hele skete, endnu førend de to mænd havde trukket deres bevidstløse byrde væk fra fødderne af dem, der var i baren. Jeg havde et øjeblik tydeligt set to enkeltpersoner; på det tidspunkt, da de lænede matrosen op mod væggen, var der kun en.

To gange til, medens jeg forbløffet kiggede på det, gentog den samme scene sig. En mand mistede bevidstheden, en revne åbnede sig hurtigt i glorien omkring ham, og en af de substansløse mennesker forsvandt, idet det kastede sig hen mod åbningen, næsten som om det ville krybe ind i det andet menneske.

Var dette lysdække da en form for værn? ... Var det en slags beskyttelse mod ... mod kropsløse væsener som mig selv? Formodentlig havde disse substansløse ("døde") væsener engang haft rigtige faste legemer, sådan som jeg selv havde haft det. Hvad nu hvis de, medens de var i deres kroppe, havde udviklet en afhængighed af alkohol, der gik ud over det rent fysiske, ja blev psykisk, endda åndeligt? Når de så mistede deres legeme, var de for al evighed afskåret fra det, som de higede og tørstede efter, med undtagelse af den korte tid, hvor de kunne tage en andens legeme i besiddelse.

(mer om temaet om man klikker på bildet)

En evighed som denne - tanken sendte en kuldegysning gennem mig - måtte uden tvivl være en form for helvede. Hvis jeg overhovedet havde tænkt på det, havde jeg altid forestillet mig helvede som et eller andet brændende sted under Jorden, hvor onde mænd som Hitler ville brænde evigt. Men hvad hvis et niveau af helvede eksisterede lige her på Jordens overflade - uset, og uden at nogen af de levende mennesker, der befandt sig i det samme rum, havde en anelse om det? Hvad hvis det betød at forblive på Jorden, men aldrig igen at være i stand til at komme i berøring med den? (verken forfatteren - eller de såkalte avdøde kjente noe til reinkarnasjonsprinsippet. R.Ø.anm.) Jeg tænkte på moderen, hvis søn ikke kunne høre hende. Kvinden, der ønskede cigaretter. Jeg tænkte på mig selv, der kun var interesseret i at komme til Richmond og var ude af stand til at få nogen til at se mig eller hjælpe mig. At ønske noget mere end alt andet, at være brændende fuld af begær og samtidig at være fuldstændig magtesløs - det ville virkelig være helvede.

Ikke "ville være" erkendte jeg på én gang, men det var det. Dette var helvede. Og jeg var lige så vel en del af det som disse andre kropsløse skabninger. Jeg var død. Jeg havde mistet mit fysiske legeme. Jeg eksisterede nu i en verden, der ikke på nogen måde reagerede overfor mig.

Men hvis dette var helvede, hvis der ikke var noget håb, hvorfor var Han så ved siden af mig? Hvorfor slog mit hjerte af glæde, hver gang jeg vendte mig imod Ham? For Han var i overvældende grad det vigtigste indtryk på rejsen. Alt det jeg så og alle de chock, der regnede ned over mig, var intet i sammenligning med det mest væsentlige, som foregik, nemlig simpelthen at jeg fattede en stærk kærlighed til Væsenet ved siden af mig. Hvorhen jeg end så, forblev Han det virkelige brændpunkt for min opmærksomhed. Hvad jeg end så, var det intet i sammenligning med Ham.

Og det var en anden af de ting, der forbløffede mig. Hvis jeg kunne se Ham, hvorfor kunne så ikke alle andre også se Ham? Han var for strålende til, at levende øjne kunne udholde at se på Ham, - det havde jeg været klar over lige med det samme. Men de levende mennesker, vi passerede, måtte da vel på en eller anden måde mærke den kærlighed, der strømmede ud til dem, ligesom varmen fra en mægtig ild!

 

Og de andre, der ligesom jeg ikke længere havde de fysiske øjne, der kunne ødelægges, hvordan kunne de undgå at se den brændende Kærlighed og Medlidenhed i deres midte? Hvordan kunne de overse én, der var nærmere og mere strålende end middagssolen?

Med mindre…..

For første gang skete det, at jeg undrede mig over, om der var sket noget uendelig mere vigtigt, end jeg nogensinde havde troet kunne finde sted, den dag da jeg elleve år gammel gik op foran til alteret i kirken. Var det muligt, at jeg i virkeligheden på en eller anden måde faktisk var blevet "født igen", som prædikanten sagde, - og havde fået nye øjne, hvad enten jeg forstod noget af det eller ej?

Eller ville de andre også have kunnet se Ham nu, hvis deres opmærksomhed ikke havde været fuldstændig fanget af den fysiske verden, de havde mistet? "Hvor dit hjerte er ..." Så længe mit hjerte havde været rettet mod at komme til Richmond til en bestemt dato, havde jeg heller ikke været i stand til at se Jesus. Måske kunne vi endog spærre Ham ude, når som helst vores opmærksomhed var centreret om noget andet. (en muslim ville som sin primærveileder oppleve denne som Muhammed, en buddhist sin åndelige hjelper ville ta formen som Buddha…R.Ø.anm.)

Vi var atter i bevægelse. Vi havde forladt flådebasen med de omgivende usle gader og barer, og stod nu i denne dimension - hvor det at reise ikke tog nogen som helst tid, ved randen af en udstrakt, flad slette. Hidtil havde vi på vores tur besøgt steder, hvor de levende og de døde eksisterede side om side, hvor de kropsløse væsener faktisk var fuldstændig upåagtede af de levende og svævede lige over de fysiske genstande og menneskene, mod hvilke al deres attrå var rettet.

Skønt vi åbenbart stadig var et eller andet sted på jordoverfladen, kunne jeg imidlertid ikke se noget levende menneske. Sletten var propfuld af horder af spøgelsesagtige, kropsløse væsener; der var intetsteds en fysisk lysomgivet person at se. Alle disse tusinder af mennesker var tilsyneladende ikke mere substantielle end jeg selv. Og det var de mest frustrerede, de mest vrede og fuldstændig elendige væsener, jeg nogensinde havde set.

"Herre Jesus!" udbrød jeg. "Hvor er vi?"

Først troede jeg, at vi så en eller anden stor slagmark, hvor alle mennesker var dømt til, hvad der så ud som kampe på liv og død, hvor de vred sig, gennemborede hinanden og kæmpede vredt. Det kunne ikke være en moderne krig, for der var ingen kampvogne eller skydevåben. Ingen våben af nogen slags, så jeg, da jeg betragtede det nærmere, men kun blottede hænder, fødder og tænder. Og så lagde jeg mærke til, at ingen tilsyneladende blev såret. Der var intet blod, ingen lig rundt omkring på jorden; et slag, der burde have tilintetgjort en modstander, efterlod ham i nøjagtig samme tilstand som før.

Skønt de bogstavelig talt syntes at være ovenover hinanden, var det som om, hver enkelt af dem slog ud i den tomme luft; til sidst blev jeg klar over, at de naturligvis ikke kunne røre hinanden, når de ikke havde nogen substans. De kunne ikke dræbe, skønt de klart ønskede at gøre det, fordi deres tilsigtede ofre allerede var døde, og derfor kastede de sig mod hinanden i et afsindigt og afmægtigt raseri.

Hvis jeg tidligere havde haft en mistanke om, at det var helvede jeg så, var jeg nu sikker på det. Indtil nu havde den elendighed, jeg havde iagttaget, bestået i at være lænket til en fysisk verden, i hvilken vi ikke længere havde del. Nu så jeg, at der var andre lænker. Her var der ingen fysiske objekter eller mennesker, der kunne fængsle menneskene. Disse skabninger syntes at være fængslet af deres følelser og sindelag, af deres had, begær og ødelæggende tankemønstre.

Endnu mere hæslige end de bid og spark, de udvekslede, var de seksuelle mishandlinger, som mange af dem udførte i en feberagtig pantomime. Perversioner, som jeg aldrig havde drømt om, blev forgæves søgt udført overalt omkring os. Det var umuligt at sige, om de brøl af skuffelse, der nåede os, var virkelige lyde eller blot en overføring af fortvivlede tanker. I virkeligheden syntes det at være lige meget i denne kropsløse verden. Alt, hvad de tænkte, ligegyldigt hvor flygtigt og uvilligt det var, var øjeblikkelig synligt for alle omkring dem, mere fuldkomment end ord kunne udtrykke det, og hurtigere end lyden.

Og de tanker, der oftest blev udvekslet, havde at gøre med den overlegne viden eller baggrund, eller de overlegne evne; hos ham, der tænkte, "jeg sagde det jo til dig!" "Det har jeg altid vidst!" "Advarede jeg dig ikke!" - det blev atter og atter skreget, så det gav genlyd. Med en følelse af kvalmende velkendthed genkendte jeg min egen tænkning. Det var mig selv, tonefaldet af min stemme - den selvretfærdige, prisvinderen, kirkegængeren. I en alder af 20 år havde jeg endnu ikke udviklet nogle virkelig bindende fysiske vaner sådan som de væsener, jeg havde set skubbe og mase for at komme nærmere til baren. Men i disse lyde af misundelse og såret opblæsthed hørte jeg kun alt for vel mig selv.

Men atter udgik der ingen fordømmelse fra Ham, der var til stede ved siden af mig, kun medlidenhed med disse ulykkelige skabninger, der var ved at få Hans hjerte til at briste. Det var tydeligt, at det ikke var Hans vilje, at nogen af dem skulle opholde sig på dette sted.

Men hvad var det så, der holdt dem fanget her? Hvorfor rejste de sig simpelthen ikke alle op og gik væk? Jeg kunne ikke se nogen grund til, at personen, som den mand med det fortrukne ansigt skreg til, ikke simpelthen gik sin vej. Eller hvorfor lagde den unge kvinde ikke tusind kilometer mellem sig og den anden, der rasende slog løs på hende med substansløse knytnæver? I virkeligheden kunne de ikke fastholde deres ofre, nogen af disse vanvittig vrede væsener. Der var ingen indhegninger. Der var tilsyneladende intet, der hindrede dem i simpelthen at gå deres vej alene.

Med mindre ... med mindre der ikke var noget "alene" i denne verden af væsener uden krop. Ingen private steder i et univers, hvor der ikke var nogen mure. Intet sted der ikke var beboet af andre væsener, som man til enhver tid var fuldstændig synlig overfor. Med en pludselig rædsel, tænkte jeg på, hvordan det ville være altid at leve dér, hvor mine mest private tanker ikke var spor private overhovedet? Ikke at kunne camouflere dem, ikke at kunne skjule dem, ingen mulighed af at foregive, at jeg var noget andet, end jeg i virkeligheden var. Det var ikke til at bære. Med mindre naturligvis alle de omkring mig havde den samme slags tanker ... Med mindre det var en slags trøst at synes, at andre var lige så modbydelige som en selv, og selv om det eneste, vi kunne gøre, var at kyle vores ondskab i hovedet på hinanden.

Måske var det forklaringen på denne afskyelige kampplads. Måske havde hver eneste skabning her i løbet af æoner eller sekunder søgt selskab af andre, der var lige så fulde af stolthed og had som de selv, indtil de sammen dannede dette samfund af fordømte.

Måske var det ikke Jesus, der havde forladt dem, men dem selv der var flygtet for Lyset, som viste deres mørke. Eller ... var de så alene, som det først så ud til? Lidt efter lidt blev jeg klar over at der også var noget andet på denne slette med kæmpende væsener. Jeg havde mærket det næsten lige fra begyndelsen, men i lang tid havde jeg ikke kunnet lokalisere det. Da jeg gjorde det, var det et overvældende chock for mig.

Over hele denne ulykkelige kampplads svævede væsener, der tilsyneladende bestod af lys. Det var selve deres størrelse og deres blændende lys, der i begyndelsen havde hindret mig i at se dem. Nu da jeg så dem, efter at jeg havde indstillet mit blik til at se dem, kunne jeg se, at disse umådelig store skikkelser bøjede sig over de små skabninger på kamppladsen. Måske talte de endda med dem.

Var det muligt, at alle disse andre afdøde mennesker, usle og uværdige ligesom jeg, også var i Hans (Lysets) nærhed? I en verden, hvor tid og rum ikke længere fulgte regler, jeg kendte, kunne Han da stå ved siden af hver eneste af dem, ligesom Han gjorde det med mig?

Jeg vidste det ikke. Det eneste, jeg med sikkerhed indså, var at ingen af disse stridende væsener på kamppladsen var forladt. Der blev passet på dem; de blev iagttaget og endda hjulpet. Og det var lige så klart en kendsgerning, at ingen af dem vidste det. Hvis Jesus eller Hans engle talte til dem, kunne de bestemt ikke høre det. Der var ingen pause i den strøm af had, der kom fra deres hjerter; deres øjne søgte kun efter nogen i nærheden for at ydmyge dem. Det ville have forekommet mig umuligt ikke at være klar over, hvad der var det største og mest slående ved hele dette landskab, hvis ikke jeg selv først havde stirret på englene uden at se dem.

Efter at jeg var blevet opmærksom på disse lyse væsener, gik det i virkeligheden med forvirring op for mig, at jeg havde set dem hele tiden uden bevidst at lægge mærke til dem, som om Jesus til enhver tid kun kunne vise mig så meget, som jeg var moden til at se. Engle var flokkedes i de levende byer, vi havde besøgt. De havde været til stede på gaderne, i fabrikkerne, i hjemmene, selv i den rædselsfulde bar, hvor ingen havde været sig deres eksistens mere bevidst, end jeg selv havde været det. Og pludselig blev jeg klar over, at der var en fællesnævner for alle disse scener, jeg hidtil havde set. Det var den manglende evne til at se Lyset. Hvad enten det var et fysisk begær, en jordisk bekymring, en opslugthed af sig selv - hvad der end kom i vejen for Hans Lys, så skabte det en adskillelse, som vi ved døden trådte ind i. 

(slutt utdrag).

Denne historien drøftes også i en samtaleALTERNATIVKANALEN som lydfil

Når vi altså skaper negative, mørke, hatske, pessimistiske eller kritiske tanker og følelser - og ofte skjer dette helt automatisk - utløst av vår tidligere- eller gamle programmering av tankene - så gir vi derved disse "jordbundne sjeler" mulighet å utøve innflytelse på oss. Har vi i lang tid gjentatt disse tankemønstere, har vi tiltrukket oss spesielle "favoritter" av slike vesener som ligger "klare" i vår auras nærhet. Disse sjeler som tilsvarer vår lave, senkte vibrasjonstilstand - tar derved kraft ifra oss, og forsøker å holde oss fast i disse lave vibrasjoner, og om mulig å trekke oss enda lavere ned - hvoretter de kan "suge til seg" enda mer av negativ energi.

Life After Life - Raymond Moody video   x

 

på de høyere asrale plan og verdener er det intet av disharmoni  - kun skjønnhet og virkelig harmoni slik som bildet her skal illustrere.

 første del  av intr. bok om mellomlivet- diktert til fra andre for mer enn hundre år siden!!!

utskriftbar wordversjon av HELE BOKEN OVERSATT TIL NORSK uten bilder link (N)

TILSVARENDE DANSK utskriftbar wordversjon link | (boken kan kjøpes i dansk oversettelse her  for ca 200 dkr

Norsk oversettelse - gjort av Rune Ø. i 2011 - av den utrolig boken  "en vandrer i de åndelige land" - link til del 1 | hele webboken samlet link i pdf

 

en annen nær-død-opplevelse  | fra lydbok om livet mellom livene i mp3

LYD i eng.tale om  flere nær-død-opplevelser - men merk at dette er fra en amr./les såkalt kristen side, og det blir derav preget av det: mp3 - og lydinnslaget her går inn på det tanke-skapte (men selvsagt midlertidige-) "helvete" som man først kan tiltrekkes om man dør med destruktive tanker eller automatfunksjoner-(eller hat-/hevn-tanker) som man har "selvprogrammert" gjennom livet/livene.