linker til samme:

english on this book | boken på engelsk i pdf

 som google-book | her oversatt til norsk fra den over | samme for utskrift i to spalter på A4  |   dk oversettelse | svensk doc  sv.pdf

powerpoint fra denne boken med noen lydopplesninger derfra youtube-intro on this book

1.lydutdrag mp3  |2|   3| dansk lydbog mp3 i 11deler a 30min | svensk

hele boken i pdf norskdansk | introvideo eng  dansk videointro | sv. alt.samme på vimeo

introvideo dk | svensk | englishintrovideo | read

"JEG DØDE I SLAGET VED SOMME.........."

fantastisk lærerik beretning om hvordan livet på andre siden kan arte seg og hvordan hjelperne der jobbet bl a under verdenskrigene | pdf-samlet

dansk lydbog mp3 i 11deler a 30min svensk

(dansk tekst, men enkelte ord oversatt - det kan også forekomme ordfeil da tksten er scannet)

 


bildene her er ei fra boken

pdf-made from engl. online | some similar messages from  a "dead" ww1 soldier-   txt   or  audio

 

LIVET FØR LIVET OG ETTER DØDEN - om dødsprosessen og overgangsproblemer etter døden

Lobsang Rampa om DØDEN OG TIBETANSK KOSMOLOGI

fra boken REISEN TILVIRKELIGHETEN

Lobsang Rampa om BØNNENS NATUR, FUNKSJON OG VIRKEMÅTE

Martinus om BØNNENS NATUR, FUNKSJON OG VIRKEMÅTE

STJERNEVISDOM - KOSMISK VISDOM

videoforedrag om livet på andre siden - dansk del 1 | del 5


Dette var de første opsigtsvækkende ord som den clairvoiyante forfatter Stephen Turoff hørte fra James Legge - en soldat fra første verdenskrig. Over de neste to år kommuniserte Stephen Turoff med denne soldat - og sammen skapte de boken "SYV TRINN TIL EVIGHEDEN". Her fortelles om den unge soldatens død som 20 åring og hans liv i de åndelige eller "finstofflige plan". Boken er skrevet for å dele den viten at vi alle er evige vesener - at det ikke er noen bevissthets-utslettelse ved døden. Boken beskriver meget levende overgangen til det neste plan, og den forvirring som kan herske der, ettersom man ikke forstår man er "død".

***

"Det var i august 1914. Jeg var lige fyldt atten år, da krigen brød ud. Som de fleste unge mennesker var jeg ivrig efter at gå ind i hæren, og jeg var så heldig at blive godkendt - eller det mente jeg i hvert fald på dét tidspunkt. Jeg havde ingen anelse om, at jeg ikke ville komme hjem igen.

I november det år forlod jeg mit hjem, hvor jeg havde fået en kærlig opvækst, og kom til militærlejren ved Caterham. Det var temmelig hårdt, for jeg savnede bekvemmelighederne derhjemme, og det efterår skulle vise sig at blive et af de vådeste, jeg nogensinde havde oplevet. Vi overnattede i primitive militærtelte og havde kun et stykke presenning og et par tæpper hver.

Opførelsen af træbarakker til vinteren var kun lige blevet påbegyndt. Vi var indkvarteret i bivuakker og sov på jorden langt ind i efteråret.

Vi fik nye ordrer, der betød, at vi skulle flyttes til barakkerne ved Chelsea. Den opmuntrende nyhed gav os noget at fejre, for det betød, at vi blev indkvarteret under bedre forhold. Efter at have afsluttet grunduddannelsen blev vores regiment sendt til udlandet, hvor vi fik brug for det, vi havde lært.

I det efterfølgende år undslap jeg heldigt mange gange, men mistede en hel del nære venner på slagmarken, før skæbnen slog endeligt til. I året 1916 rindede min tid hurtigt ud. Jeg blev sendt frem til skyttegravene. Tyskerne beskød os med artilleri. Vi ventede på angrebet, som vi vidste ville følge efter beskydningen. Der var heftige nærkampe, men vi slog dem tilbage med kun et mindre tab på vores side. Det forlød, at vi skulle gå til modangreb, før tyskerne kunne nå at omgruppére.

Da mørket faldt på var der stille på slagmarken, bortset fra nogle få granater der detonerede og oplyste nattehimmelen. Jeg holdt hovedet nede, for tyskernes snigskytter skulle ikke bruge ret meget lys for at ramme deres mål. Pludselig lød fløjten, og der blev råbt: "framad - gå på dem drenge!!"

Vi var fyldt med kampånd, skabt af det enestående,kammeratskab, der kun opstår under den slags forhold. Dette var øjeblikket, vi havde ventet på. Med bajonetterne påsat stormede vi op af skyttegravene. Men for tyskerne var det ikke nogen overraskelse, at vi kom, for de smed (kastet) alt undtagen deres støvler imod os.

Da vi rykkede frem over ingenmandsland, blev jeg ramt i brystet af en granatsplint. I timer lå jeg pa jorden og havde frygtelige smerter. Morgengryet krøb ind over land, og jeg mærkede de endeløse rækker af mænd, der snublede over mig, efterhånden som de rykkede frem.

På grund af blodtabet besvimede jeg på et tidspunkt og kom først til mig selv igen, da solen var ved at gå ned. Alt var indhyllet i en overnaturlig tåge. Jeg bad til, at en granat ville ramme mig og udfri mig af mine pinsler, for den ulidelige smerte var mere, end jeg kunne bære.

 

Jeg besvimede igen. Da jeg atter kom til mig selv, følte jeg mig omtåget, men havde næsten ingen smerter, og jeg følte mig ikke længere træt og svag. Jeg tog hånden op til brystet for at afgøre, hvor stor skade granatsplinten havde forårsaget, og til min store overraskelse var der ikke så meget som en flænge i min uniformsfrakke. Det var helt mørkt, og jeg trak mig selv op med stort besvær. Jeg kunne høre skuddene og skrigene omkring mig, selvom de lød fjernt. Efter et stykke tid vænnede jeg mig til mørket, der mindede om en tyk tågedis, og inde i denne tåge så jeg mørke skygger, der flagrede frem og tilbage. Andre skygger lå stille. Jeg besluttede mig til at komme videre; jeg ville hverken tages til fange eller afskæres fra mine kammerater.

Det, der dernæst skete, er svært at forklare. Det var som en drøm, hvor man prøver at bevæge sig, men ikke kan. Et. eller andet forhindrede mig i at bevæge mig mere end et par skridt. Jeg følte mig frem og opdagede, at en snor havde fastgjort sig til mig på en eller anden mystisk måde. Jeg greb fat i den og trak, men kunne ikke få den løs. Jeg fulgte den med hænderne, indtil jeg nåede det sted, hvor den sluttede som en utydelig mørk skikkelse. Det undrede mig meget og gjorde mig urolig, ja bange. Jeg satte mig ned for at tænke tingene igennem.

Med hånden under kind forsøgte jeg på panikkens rand at finde ud af, hvad jeg nu skulle gøre. Pludselig hørte jeg stemmer tæt på, og da jeg genkendte en af mine kammerater, kaldte jeg på ham - men fik intet svar. Med besvær kom jeg på benene og råbte: "Jeg er her!"

Stemmerne blev tydeligere, og to skyggeagtige skikkelser nærmede sig.

"Pas på!" skreg jeg, da de gik lige igennem mig. De knælede ved den skyggeagtige masse, som jeg var fastgjort til, og syntes at gøre et eller andet ved den. Jeg var noget rådvild og tænkte, at det måtte være febervildelse - men de havde i det mindste fundet mig. Pludselig hørte jeg en af skyggerne sørgmodigt sige: "Han er væk, stakkels fyr, vi må hellere tage ham med tilbage." Jeg undrede mig over, hvem det var, de talte om, og til min store overraskelse, løftede de den skyggeagtige masse op. Da de begyndte at gå, blev jeg trukket med af denne mystiske snor. Jeg råbte til dem, at de skulle stoppe: "For Guds skyld, hvad er det I gør? Jeg kan se jer, jeg kan høre jer, hvorfor svaret I ikke?" Men det var ingen nytte til. (typisk nok vet han ikke at han er død - og den mystiske snor han omtaler er den som i esoterisk litteratur omtales som "sølvsnoren" - den eteriske energikanal som forbinder den fysiske kroppen med den åndelige og denne fører livskraft til den fysiske kroppen under dens fysiske virke - til forbindelsen brytes ved "døden". r-ø -anm).

 

Så væltede den ene skygges ord ind over mig: 'Han er væk stakkels fyr.' Jeg blev ved med at sige til mig selv: "Jeg kan umuligt være død. Jeg kan høre og se, måske ikke særlig godt, men jeg kan se." Jeg håbede og bad til, at de tog fejl. De stoppede ved en lav bygning stadigt bærende på skikkelsen, som jeg var fastgjort til.

En ny stemme talte: "I skal ikke komme her med ham, han har været død et stykke tid. Læg ham om bagved sammen med de andre, der skal begraves." Jeg kan svagt huske ordene fra begravelses- ceremonien, så stilhed. Skyggerne vendte sig for at gå, og for sidste gang hørte jeg min vens stemme: "Han var en flink fyr."

Stemmerne døde gradvist hen i tågen, og jeg hørte ikke mere. Jeg lod mine hænder glide langsomt ned over mit ansigt og min krop. Jeg havde stadig en krop, men de måtte jo have begravet et eller andet. På det tidspunkt begyndte det at gå op for mig, at jeg måske virkelig var død. Jeg var frygtelig forvirret og bange. Jeg undrede mig over, hvad i alverden der så ville ske. Hvis jeg var død, hvor var så himlen? I fortvivlelse begyndte jeg at hulke højlydt og udbrød: "Kære Gud, hjælp mig. Jeg ved godt, at jeg aldrig gik i kirke, men jeg forsøgte da at være et godt menneske."

Mærkeligt nok ændrede min frygt sig til vrede. Hele min krop begyndte at dirre. Jeg ønskede desperat at komme fri af denne snor, og vreden gav mig styrke til at gøre noget ved det. Jeg tog fat i den og trak. Det er ikke nemt at beskrive, hvad jeg derefter følte. Der bredte sig en lethed i min krop og mit sind, og jeg følte mig klar for første gang, siden jeg var blevet ramt. Jeg var fri nu!

Jeg kiggede rundt og stirrede over mod det sted, hvor krigens skrig kom fra. Jeg kunne se mange skikkelser løbe og falde. Nogle rejste sig, andre blev bare liggende. Jeg lagde især mærke til én. Og mens jeg kiggede, så jeg en fin tåge strømme ud af den og forme sig til skikkelsen af en mand, der svævede op over den mørke massé. Noget forbløffet antog jeg, at det var det, der var sket med mig. Så kunne jeg se en hel skikkelse, der havde en tynd sølvsnor forbundet med skyggen nedenunder. Jeg fortsatte med at iagttage, hvad der skete. Manden begyndte at røre på sig og kæmpe. Som jeg, var han tydeligvis ikke i stand til at forstå, hvad der skete. Jeg tænkte: 'Stakkels fyr, det mindste jeg kan gøre, er da at forsøge at hjælpe ham på en eller anden måde.'

Det tog ikke lang tid at nå hen til ham. Da jeg nærmede mig, hørte jeg, han græd, mens han kæmpede. Jeg råbte: "Ingen panik! Jeg skal nok hjælpe dig." Samtidig tænkte jeg: 'Guderne må vide hvordan, for han er meget større end mig.' Han fik øje på mig og råbte: "Hjælp mig makker, hvad er der sket med mig?" "Jo, ser du, jeg tror vi er døde!" svarede jeg.

"Vær nu ikke dum i hovedet," råbte han. "Hvordan kan jeg være det? Jeg taler jo med dig! Hvordan kan jeg så være død? Alle og enhver ved, at når man er død, så er man død."

"Du, tænk dig nu lige om" sagde jeg. "Kan du bevæge dig væk fra det sted, hvor du står?" Pludselig krøb et udtryk af rædsel hen over hans ansigt. "Nej" svarede han, "det kan jeg ikke. Der er noget, der holder mig fast. Jeg tror, det er en slags line."

Jeg lagde armene rundt om hans brystkasse. "Træk. Kom nu!" råbte jeg. Med et gevaldigt ryk kom han fri af den mørke skygge, der lå på jorden. Han kom meget hurtigere fri af sin mørke skikkelse, end jeg var kommet fri af min. Jeg ved ikke hvordan eller hvorfor, men det gjorde han. Han var fri, og det var jeg også. Sådan startede vores rejse ind i et nyt liv.

"Mit navn er James, men mine venner kalder mig Jim," sagde jeg til ham. Han svarede: "Jeg hedder Bill, Bill Barnes. Men mine venner kalder mig Bjørnen." Et enkelt blik på hans krop forklarede hvorfor. Men på trods af hans størrelse, så jeg angsten i hans ansigt og forvirringen i hans øjne.

"Lad os snakke," sagde han. Vi begyndte at gå, mens jeg forklarede, hvordan jeg var kommet til dette sted, og hvordan jeg havde set hans ankomst. "Det er komplet latterligt. Jeg kan ikke være død!" sagde Bill. "Jeg har kone og tre børn. Hvad skal de gøre uden mig?" 

"Jeg ved det ikke," sagde jeg, "jeg ved det bare ikke. Men der må jo være en forklaring på alt det her." Vi fortsatte med at gå.

"Som jeg ser det, kan vi ikke være de eneste, der er døde. Der må være andre. Har du for resten lagt mærke til, at her hverken er lyst eller mørkt, bare tåget? Jeg ved ikke, om det er dag eller nat, eller hvad klokken er. For slet ikke at tale om hvad det er, der foregår."

Jorden under vores fødder var hård. Lydene fra krigen lød stadigt fjernere. Vi gik frem gennem tågen. Jeg stoppede og vendte mig mod Bill. "Jeg tror, vi er faret vild, og jeg ved ikke, hvilken vej vi skal gå." Men Bill hørte ikke efter, han kiggede i en anden retning. "Hvad sker der?" spurgte jeg.

"Der kommer noget lys hen imod os," svarede Bill. "Måske er det hjælp." Langsomt blev det kraftigere, og jeg hørte stemmer inde i lyset. "Kan du høre det, Bill?" hviskede jeg. "Ja, jeg kan. Der er mennesker bag lyset. Se, der er mange mennesker. Måske kan de hjælpe."

Jeg råbte: "Hallo der! Kan I se os?" "Ja," lød svaret. En officer trådte frem sammen med en mand, der var klædt i nogle gevandter, som jeg aldrig før havde set. "Goddag, hr. kaptajn," sagde jeg. "Kan De fortælle os, hvad der er sket, og hvor vi er?" Officeren svarede:

"Alt vil blive forklaret senere. Vi må først væk herfra:"

Vi fugte efter kaptajnen og den mærkelige mand, der bar på et lys. Undervejs stoppede vi af og til for at få flere med, der var i samme situation som os. Efterhånden som vi fortsatte fremad, lettede tågen, og jorden blev blødere under vore fødder. Sceneriet begyndte at ændre sig; der kom træer til syne. Der var ingen sol, men det var varmt. Vi fortsatte, og jeg lagde mærke til områder med stridt, grøn-brunt græs og nogle delvist ødelagte bygninger, som jeg antog måtte stamme fra krigen.

Vi nærmede os en stor barak, hvor en gruppe unge soldater ventede nervøst ved indgangen. Jeg vendte mig mod Bill for at spørge, hvad han syntes om det her. Men han smilede. Jeg spurgte i stedet: "Hvad er det, der er så morsomt?" Han svarede: "Jeg tænkte bare på, om det er her, de uddeler harper og vinger. I så fald håber jeg, at de er store nok til mig!"

"Nu skal du ikke narre dig selv, soldat!" svarede en stemme. Vi vendte os, og der stod kaptajnen. Han fortsatte: "Du har måske en idé om, hvad det er, der er sket med dig, men lad mig lige gøre det helt klart - vi er alle sammen døde, i hvert fald for den fysiske verden. Jeg har været her et godt stykke tid og hjulpet mange mennesker som jer med at tilpasse sig deres nye hjem. Jeg ved, I har en masse spørgsmål, som jeg forsikrer jer vil blive besvaret. Nu vil jeg gerne have, at I alle sammen går ind i bygningen, hvor I vil finde siddepladser. Bare læn jer tilbage og slap af" Kaptajnen gik væk sammen med manden med lyset.

Vi kom ind i en stor, støjfyldt sal med hundredvis af stole med mænd, men også nogle få kvinder. Nogle talte, andre lo eller græd. Nogle sad helt stille og stirrede lige frem for sig. Der var et podium forrest i salen. Jeg vendte mig mod Bill og sagde: "Jeg håber, vi her får svar på vores spørgsmål."

Pludselig var der musik i luften, og stilheden bredte sig i salen. Jeg kan ikke beskrive lyden, men den var fredfyldt og beroligende. Jeg kunne se, at frygten lidt efter lidt forsvandt fra Bills ansigt. En forunderlig fred bredte sig til alle. Efter ti eller tyve minutter stoppede musikken.

En høj officers stemme lød oppe fra podiet: "Goddag, de damer og herrer. Mit navn er Marsh, og jeg vil gerne forklare jer lidt om stedet her. I har på nuværende tidspunkt bemærket, at der er sket et eller andet med jer. I har skiftet opholdssted og har nu også erkendt, at dette sted er meget virkeligt."

"I er i mellemtilstanden mellem himmel og jord, kaldet det astrale plan, men lad ikke jeres sind formørke lige nu, for det er et sted, hvor I(dere) skal hvile og tilpasse jer de nye omstændigheder. Det bliver ligesom at gå i skole igen. I har meget at lære her. At overgå til dette plan har været et chok for mange af jer, fordi I har set, at livet fortsætter. Hvad I kalder døden er simpelthen at skifte opholdssted."

"Den sal, I befinder jer i, er én af mange, der er blevet etableret på det lavere astrale plan for at hjælpe dem, der dør i kamp. Her får I hjælp til at acceptere denne overgangstilstand i jeres liv. I undrer jer måske over fjenden - hvis dette sker for mig, hvad så med ham? Men Gud gør ikke forskel. I vil senere komme til at forstå, at alle er hans børn."

"Når I forlader stedet her, vil I blive inddelt i grupper og indkvarteret. Hver gruppe vil have tilknyttet en person, som I kan snakke med. I vil lære at bruge jeres viljekraft, for det er individets vilje, der bliver kraftfuld i dette liv. Jeg vil gerne have, at I kigger bag på jeres stole. Dér står et nummer, som I skal huske, når I forlader salen. Jeg vil henvende mig til jer igen på et senere tidspunkt, men for nu vil jeg sige farvel."

Vi fandt vej til en udgang. Jeg kiggede rundt for at finde Bill og fik øje på ham lige bag mig. "Har du det godt, Bill?" spurgte jeg. "Selvfølgelig, Jim. Hvad nummer har du?" forhørte han sig. "Er det ikke mærkeligt, jeg har 1901?" svarede jeg. "Det stemmer med min alder. Først får vi et nummer, når vi går ind i hæren, og nu hvor vi er døde, får vi sgu' et nyt."

Jeg blev afbrudt af et råb: "Alle med et nummer mellem 1900 og 1950, bedes venligst følge med mig." Jeg så op og opdagede, at stemmen tilhørte en sergent. Jeg bemærkede til Bill: "Vi kan ikke engang slippe væk fra dem her." "Du har ret," sagde Bill, "men jeg tror hellere, vi må gå med ham." Vi gik over nogle marker og nærmede os en stor barak.

"Nå, drenge," sagde sergenten, "I vil blive indkvarteret her for nu. Indenfor vil I finde senge. Gør jer det behageligt, jeg kommer snart tilbage." Sengene stod langs begge sider af rummet, og jeg gik hen imod en, mens Bill tog den ved siden af Jeg vendte mig mod ham og sagde: "Jeg tror, jeg lægger mig."

Jeg lagde mig på sengen og begyndte at slappe af, mens jeg tænkte over de sidste få timer. Og det fik mig til at tænke længere tilbage:

'Gad vide om min mor ved, at jeg er død. Hun bliver knust, når hun hører det. Hun ville ikke have, at jeg gik ind i hæren, men jeg ville ikke høre. Åh, mor - sikke noget! Hvis bare jeg havde hørt efter, ville jeg ikke være her nu. Jeg kan ikke engang fortælle dig, at jeg er i live og dog død.' Jeg kunne mærke, at jeg var ved at blive ret nedtrykt, da jeg hørte sergentens stemme. Man skulle tro, han havde læst mine tanker.

"Hør drenge," sagde han, "må jeg få jeres opmærksomhed? I har meget at lære, og jo hurtigere I kommer i gang, jo bedre. Det første I kommer til at savne er jeres kære. Det vil tage et stykke tid at komme over, men med vores hjælp og jeres selvkontrol vil I lære at beherske disse følelser. Jeg vil forlade jer nu, så I kan hvile, men jeg vil være tilbage i løbet af nogle få timer." Med disse ord gik sergenten.

Jeg var meget træt, så jeg lagde mig ned på sengen og faldt i søvn. (når man sover på astralplanet overføres bevisstheten til det høyere astrale- eller det mentale legemet). Jeg vågnede igen ved sergentens stemme: "Vågn op alle sammen. Så står vi op. Kom så! Hele banden ud af sengen." Jeg følte mig forfrisket og rolig efter at have sovet. Da jeg rejste mig fra sengen, gik det op for mig, at jeg stadig havde det samme tøj på, som da jeg ankom, men mærkeligt nok lugtede hverken det eller jeg.

Bill råbte: "Går det godt, Jim?" Jeg så over på ham: "Ja, makker. Jeg har det fint, men jeg spekulerer på,, hvad der nu venter os. Hvordan har du det?" "Ikke så værst," svarede han. "Det tog mig lidt tid at falde i søvn, men jeg har det utrolig godt i betragtuing af, at jeg er død."

Jeg kan huske, jeg sagde, at han var noget af en spøgefugl. I det samme råbte sergenten: "Lad os nu få jer udenfor, to og to på række. Det duer ikke at lade lærerne vente." "På den igen," tænkte jeg, mens vi marcherede afsted.

Jeg kunne ikke lade være med at bemærke det ængstelige udtryk i alles ansigter, mens vi nærmede os en kirkelignende bygning. Vi gik indenfor og satte os. Foran os var der et alter, et bord og to stole. Vi kom ikke til at vente længe, før kaptajnen sagde: "Goddag, de herrer. Hvis I skulle have glemt mit navn, så er det Marsh - Kaptajn Marsh. Jeg skal ikke selv tale, men vil overlade ordet til en, der har været i denne verden en hel del længere end jeg. En der har udviklet sig til leve på de højere planer i den astrale verden. Det I snart bliver vidne til vil komme som et chok for jer, men det er ganske naturligt her."

Alles blik var rettet mod kaptajnen, og alle undrede sig over, hvad der nu skulle ske. Pludselig kom en hvirvlende tåge til syne ud af ingenting. Den begyndte at forme sig til en mands skikkelse og flimrede fra top til tå, da den tog konkret form. Foran os stod en mand, hvor der for et øjeblik siden kun havde været det tomme rum. Jeg kiggede rundt, for at se hvordan folk reagerede. Jeg tror, de var lige så forbløffede, som jeg. 'Gad vide, hvad de ellers kan finde på' tænkte jeg. "De herrer," sagde kaptajnen, "jeg overlader jer nu til læreren."

"Jeg har tydeligvis jeres opmærksomhed," sagde læreren. "Jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at få den på end med en imponerende entré. Først vil jeg fortælle jer om jeres nye omgivelser. I er på det fjerde af syv astrale planer. Hvert plan adskiller sig fra de andre ved sin manifestation, tæthed og vibrationshastighed i sit grundlæggende inderste væsen. Jeres fysiske krop ændrer sig på en måde, der afgør jeres åndelige vækst, hvilket er, hvad jeres sjæl altid søger. Mange af jer udsulter bogstaveligt talt jeres sjæle og tillader for eksempel jeres sind at blive fuldstændig optaget og domineret af materialisme.

Sjælen opfordres hele tiden til at se op - ikke tilbage. Den må bære håb og kærlighed ved jeres livs ror. Det er ikke altid let. Selv med store anstrengelser lever I ikke altid op til disse idealer, men at bestræbe sig på det er altid et skridt i den rigtige retning.

Mine kære venner, I døde i krigen, og jeres bevidste sind har skabt had mod fjenden, som fjenden har mod jer. Men I er jeres tanker, og disse tanker fulde af had holder jeres udvikling tilbage. Jeres egen værste fjende er jer selv, ikke de soldater I stod overfor på slagmar-ken. Det er på livets slagmark, I skal opbygge jeres karakter som forberedelse til næste fase.

Som det er nu, er I blevet kastet ind i denne verden før tiden - som et æble der er blevet plukket, før det var modent. For mange af jer er det lige netop dét den er, denne utidige bortgang - en bitter smag. Så det er vores ønske at hjælpe til ved modningen af jeres individualitet, for at jeres sjæl kan udvikle sig. Søg ikke udenfor jer selv, for mange af svarene findes i jeres eget indre.

Nu vil jeg gerne have, at I koncentrerer jer om det, jeg siger. I har fået at vide, at der er syv planer, og ligeså har I syv kroppe. En af disse var den fysiske krop, som I aflagde, da I forlod det jordiske plan. Her på det fjerde astrale plan, er jeres krop ved at lære at svinge i overensstemmelse med vibrationerne her. De er finere og hurtigere end dem på det jordiske plan. Dette forklarer, hvorfor tingene her er lige så håndgribelige og virkelige som på jorden. Vi sigter mod at hjælpe jer med at tilpasse og afstemme jer efter vibrationerne i jeres nye omgivelser.

I er i anden fase af jeres bevidste liv, og da det tredje og fjerde plan kun er lidt finere end det jordiske plan, bestræber vi os på, at I bevæger jer videre til det femte. Dette vil ske, når I har forfinet jeres mentale og følelsesmæssige vibrationer. Jeg kommer fra det syvende plan, hvor stof vibrerer hurtigere og er mere forædlet end her. I undrer jer måske over, hvordan det er mig muligt at besøge jeres plan.

Svaret er enkelt. Jeg har lært at nedsætte mine vibrationer, så jeg kan arbejde på de lavere planer, og ved at bruge min tankekraft, kan jeg nedsætte dem nok til at materialisere mig her og tale med jer. Godt, det må være nok til jeres første forelæsning. I vil tænke tilbage på disse ord, når I begynder at tage jeres første lektion op til overvejelse. Der er ikke behov for at tage notater her. Må Den Højeste Ånd velsigne jer,' indtil vi ses igen."

Med disse ord begyndte læreren at dematerialisere sig for øjnene af os. Da han var væk, tænkte jeg over hans mærkelige forklaringer. Mange af dem virkede som taget ud af en eventyrbog. Jeg havde så meget at lære og følte, at jeg forstod så lidt. Kaptajnen rejste sig og spurgte, om der var nogen spørgsmål, og nogle få rakte hånden i vejret.

Kaptajnen pegede på en ung mand, der rejste sig og sagde: "Mit navn er George Taylor. Er der en Gud, hr. kaptajn?" Kaptajnen svarede: "Ja, George. Der er en Gud, og vi vil senere fortælle jer om Gudskraften, som er i alle ting."

Så pegede han på en, der sad nede bagved. Han rejste sig og sagde:

"Mit navn er Tom Richardson. Vil det være muligt for mig at se min kone og tale med hende, hr. kaptajn?" Jeg kunne med det samme mærke bekymring i denne sjæl. "Tom," sagde kaptajnen, "du har fået at vide, at du vil blive tildelt en særlig vejleder, der vil lære dig, hvordan du kan kommunikere med alle dine kære."

Tom blev stående og råbte: "Det er altså ikke godt nok, jeg vil se hende nu." Han så ned, tog hænderne op foran ansigtet og græd som et barn. "Det er nok, soldat," sagde kaptajnen. "Behersk dig." Jeg mærkede en stærk vilje i kaptajnens stemme, men den var samtidig fuld af forståelse og medfølelse. Tom løftede hovedet: "Undskyld, hr. kaptajn. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig."

Kaptajnen sagde: "Jeg forstår godt, hvordan du har det. Vi går alle igennem det på et eller andet tidspunkt. Men jeg kan forsikre dig for, at du vil få det bedre. Jeg efterlod to børn, den ældste var kun fem. Men jeg er i stand til at kommunikere med dem og min kone ved hjælp af et spirituelt bevidst menneske på jorden, et såkaldt medie.

Jeres vejledere vil medtage denne information i jeres praktiske lektioner for at hjælpe jer igennem forskellige stadier af anger, som de fleste afjer vil opleve ind imellem. Jeg tror hellere, vi må stoppe nu, de herrer. Hvis I rejser jer og går udenfor, vil I finde jeres sergent, der venter på jer.

Efter vi var aftrådt, gik vi tilbage til vores kvarter. Jeg lagde mig på sengen og prøvede at forstå alt det, der var blevet sagt. Der foregik så meget inde i mit hoved, at jeg hurtigt blev træt. Jeg lukkede øjnene og faldt øjeblikkeligt i en dyb søvn. Da jeg vågnede, følte jeg mig meget stærkere; stærk på en måde som jeg aldrig havde oplevet før. 'Gud, hvor er det vidunderligt at være i live,' tænkte jeg.

Jeg lo højt for mig selv: "Hvad snakker jeg om? Jeg er jo død!" Og alligevel følte jeg mig mere levende end nogensinde før. Jeg gik over til vinduet, kiggede ud og tænkte på, at det vist aldrig blev mørkt her, for vi havde stadig dagslys. Jeg gik tilbage, satte mig på sengen og genkaldte mig uden besvær, hvad læreren havde sagt tidligere. Det var mærkeligt, for jeg havde aldrig haft en god hukommelse. Jeg kiggede over på Bill, der stadig sov. Jeg lod ham hvile.

Efter at have siddet et stykke tid og kedet mig indså jeg pludselig, at jeg ikke havde set andet end den store sal. Der måffe da helt sikkert være mere. Jeg gik hen til døren og åbnede den forsigtigt for ikke at forstyrre nogen. Jeg fortsatte over mod kirken og brugte den som orienteringspunkt, så jeg ikke for vild. Mens jeg gik, mærkede jeg en varme, der strålede fra alle sider. Jeg så op - tænkte at det måtte være solens stråler. Men solen var ingen steder at se, og der var heller ingen skyer på himlen. Det havde jeg ikke lagt mærke til før, hvilket egentlig virkede meget mærkeligt nu - men så igen, hvad var ikke mærkeligt på dette sted? Da jeg gik videre, så jeg andre mennesker. Der var unge mennesker, der gik hånd i hånd; de havde helt tydeligt fundet hinanden, efter at de var kommet hertil. Hvor så de glade ud!

Ved nærmere eftertanke kom jeg i tanke om, at jeg aldrig havde haft en fast kæreste; men hvad jeg ikke havde prøvet, ville jeg heller ikke savne. Det var så smuk en dag. Jeg gik hen til et buskads i nærheden. Da jeg nærmede mig, så jeg, at træerne var meget smukke og ranke. Påskeliljer og klokkeblomster voksede mellem hinanden under træerne, de blomstrede i græsset i et strålende crescendo af farver. Luften var fyldt med den sødeste duft af kaprifolie og lavendel.

Blomstertæppet foran mig var så indbydende, at jeg satte mig med ryggen mod en træstamme og slappede af. Jeg lagde mærke til, at træerne stod i fuldt flor og afspejlede min' sindsstemning. Jeg dag-drømte og var ved at glide ind i søvnen, men blev afbrudt af en stemme.

Da jeg så mig omkring, blev jeg overrasket over at opdage en østerlænding, der stod lige bag mig. "Vær ikke bange," sagde han, "jeg er her for at hjælpe dig. Lad mig præsentere mig. Mit navn er Chan, og jeg er blevet udpeget til at arbejde som din vejleder. Selvom vi er af forskellig race, vil der ikke være nogen sprogbarriere imellem os."

Jeg kiggede op og ned ad ham og beundrede hans pragtfulde tøj. Farverne var så klare, at de virkede levende. Jeg undrede mig over, hvor han var fra. "Fra det sjette plan, hvor jeg bor, selvfølgelig," sagde han.

"Hør, jeg sagde slet ikke noget. Hvordan vidste du, hvad jeg tænkte?" "Jeg kan læse dine tanker," svarede han. "Det er ikke nødvendigt at tale her. Du vil også med tiden lære at bruge dine højere taleevner." "Men du taler da til mig nu?" forhørte jeg.

"Selvfølgelig gør jeg det. Selvom jeg kan bruge mit sinds kraft, betyder det ikke, at jeg ønsker at miste evnen til at tale. Der er meget, vi skal have talt om, men lad mig lige afslutte det, vi er begyndt på. Da du kom over til dette liv, medbragte du din personlighed og alle dens erfaringer. En af disse erfaringer var evnen til at tale og kommunikere på jorden. Du vil ikke miste dine gamle erfaringer. Du kan ikke miste dem, for de er en del af din personlighed. Livet handler om at opbygge sin personlighed, og erfaringer er personlighedens byggesten.

Kunne du forestille dig en kærlig Gud tage et fireårigt barn ud af børneværelset og sende det på universitetet? Barnet ville være fuldstændig fortabt, fordi det ville være ude afstand til at forstå sine nye omgivelser. For at kunne forstå universitetsniveauet er det nødvendigt først at gå i børnehaveklasse, grundskole og gymnasium. Så kommer det næste skridt automatisk, og ens søgen efter lærdom går let. Det er det samme for dig. Du kan ikke gå fra den fysiske død og direkte til det åndelige plan - omstillingen ville være for stor. Du bliver ført igennem det astrale i faser. Hver fase uddanner dig til den næste. Du er nødt til at tilpasse dine gamle begreber fra den undervisning, du har modtaget på jorden, men jeg vil være din lærer og hjælpe dig til at forstå visse nye begreber.

Det første du skal lære bliver at fokusere dine tanker ved at koncentrere din viljekraft. Så kan du kommunikere mentalt med andre sjæle. Det fungerer sådan, at Tanken bliver Linien, og Viljen bliver Impulsen. Ligesom når du på jorden taler i telefon, men her bruger du viljen. Ved at have kontrol over dine tanker og din viljekraft vil du blive i stand til at sende og modtage meddelelser. Det er direkte kommunikation. Indtil du har lært det, er du nødt til at bruge dit strubehoved. Det du har brugt de sidste tyve år."

Jeg var overrasket over, at han kendte min alder, og da jeg var nysgerrig, spurgte jeg, hvordan det kunne være. "Jo, ser du. Jeg kan læse dit livsmønster," svarede han, "og det fortæller mig alt om dig - fra det øjeblik du blev født og op til nu."

'Du godeste,' tænkte jeg, 'han ved alt om mig!' "Bare rolig," sagde han, "jeg kan læse dine tanker, Jim. Du har ikke noget imod, at jeg kalder dig Jim, vel?"

Det gav et gib i mig. "Nej," sagde jeg, "det har jeg ikke noget imod, men hvad er det der livsmønster-halløj?" "Jeg tror, det er bedst," svarede han, "at jeg ikke kommer ind på det nu." Nu hvor jeg tænker tilbage, mindes jeg, hvor lidt jeg vidste eller forstod dengang. Hen ad vejen blev Chan og jeg som far og søn.

"Jim, jeg vil gerne tale med dig om dine sovevaner, og vær rar ikke at afbryde mig. Du vil opdage mange gavnlige ændringer her. En af dem er, at du ikke vil have brug for at sove. Den søvn, du har fået, efter du er kommet hertil, var en del af tilpasningen. Da din mor først holdt dig i sine arme og trykkede dig ind til sit bryst, følte du dig sikker og tryg. Så du gled ind i søvnens verden for at hvile din lille krop efter dens ankomst til verden. Din krop var en maskine, der havde brug for mad, vand og hvile for at kunne fangere ordentligt. Søvn var nødvendig for at forny kroppen, men ofte blev den brugt for at undslippe daglige forpligtelser. Mange tror, at alle deres bekymringer vil forsvinde med en nats søvn. Intet kunne være længere fra sandheden.

Er du klar over, at du har brugt en tredjedel af dit liv på at sove? Selvom du ikke har behov for at sove her, har sindet bibeholdt sine tillærte mønstre fra sit jordiske liv. Den fysiske krop sætter tempoet ned som reaktion på det menneskelige ur, der fortæller, hvornår der er brug for søvn. Dit ur vil tilpasse sig vibrationerne på dette plan og langsomt nedbryde dit tilpassede sind, og det vil give dig større frihed. Næste gang du får lyst til at sove, så sig: 'Nej'. Efter at have gjort det adskillige gange vil du bryde vanen og ikke længere have brug for søvn, og du vil have det lige så godt - hvis ikke bedre."

"Men jeg følte mig så fald af energi efter min søvn," sagde jeg. "Stop op, og tænk efter," svarede han. "Du vil ikke længere have brug for søvn, men du vil have den samme energi som før. Til tider vil du finde det nødvendigt at hvile, for at fordøje det du har lært. Men søvn, som du kender den, vil være unødvendig."

Mit sind var fyldt med Chans ord. "Jeg ved, det er et dumt spørgsmål," sagde jeg, "men siger du, at hvis jeg fortæller mig selv, at jeg ikke har brug for søvn, så vil jeg heller ikke sove og have det lige så godt uden?"

"Det er det, jeg lige har forklaret dig," svarede han i en tone, der fjernede enhver tvivl om, at han vidste, hvad han talte om, og at jeg burde have hørt bedre efter. Han spurgte, om jeg havde andre spørgsmål. "Ja," sagde jeg. "Hvor kan jeg få noget at spise? Jeg er død-sulten."

"Det var ventet," drillede han. "Kan du huske, hvad jeg for et øjeblik siden sagde om søvn? Det er nøjagtigt det samme med hensyn til at spise." Jeg blev noget forbløffet over Chans ord og udbrød: "Du vil vel ikke fortælle mig, at jeg heller ikke kan spise? "

"Det er der en god grund til," svarede han. "Livsforholdene i de højere sfærer hviler mere på den mentale kraft, end de gør på det jordiske plan. For eksempel har du en krop, der er en dublet af den, du havde på det jordiske plan. Du har lunger, der fyldes med luft. Du har et hjerte, der slår. Du har også en lever, nyrer og andre indre. organer, men de bliver ikke brugt på samme måde som på det jordiske plan, for her spiser du ikke grov mad, der skal fordøjes af lever, nyrer osv. Her optager vi føde eller brændstof gennem hudens porer, lige såvel som gennem vores åndedræt. Det er faldt tilstrækkeligt for vor trivsel."

Jeg sagde: "Så for at fjerne sultsmerterne behøver jeg bare tænke, at jeg ikke har brug for mad?" Et smil lyste op i hans ansigt, mens han nikkede. "Meget fint, unge mand," sagde han, "du er allerede begyndt at lære det. Efterhånden vil det blive lettere.

Du har kun været her i kort tid, og allerede spørger du på en anden måde og ser tingene i et andet lys. Din opfattelsesevne har en kvalitet, som mange mangler. Det er fordi, du gik over i så ung en alder, at den jordiske, materielle livsstil ikke nåede at blive så dybt rodfæstet i din bevidsthed - derfor lærer du hurtigt. Men du har alligevel brug for en tilpasningsperiode på grund af de omstændigheder, der var omkring din død. Ikke desto mindre er jeg sikker på, at det vil lykkes, når du får nogle erfaringer. Og jeg forsikrer dig for, at du får muligheden her. Kom, lad os gå. Jeg er ferdig med at snakke for nu og vil gerne vise dig noget af livet her. Vi skal også finde noget nyt tøj til dig."

Jeg blev meget begejstret, da han nævnte det med tøjet, for jeg havde stadig min uniform på og var temmelig træt af den. Vi gik en halv times tid, før Chan pegede og sagde: "Vi skal bare over den bakke. En anden gang vil jeg vise dig, hvordan du. kan bruge din viljekraft til at bevæge dig, hvorhen du ønsker. Med andre ord vil du aldrig være nødt til at gå, medmindre du selv ønsker det. Du vil komme frem bare ved at tænke på dit bestemmelsessted og rette dine tanker derhen. Som jeg sagde tidligere, virker tanken som en linie, og i dette tilfælde flingerer viljen som en magnet ved at trække sig selv langs denne linie. Det hele er meget enkelt," lo han sagte.

Jeg så et alvidende smil lyse op i hans ansigt, da han holdt inde. 'Der er så meget at lære,' tænkte jeg. 'Alle disse ting - at tale uden at tale, ingen søvn, ingen mad, og nu behøver jeg heller ikke at gå mere. Hvad er det dog, der sker med mig?' Jeg blev revet ud af mine tanker af Chans befaling: "Tag det helt roligt. Jeg kan læse dine tanker. Det er ikke så slemt, som du tror. Du vil finde ud af, at uden den fysiske krops begrænsninger, vil du have mange flere udtryksmuligheder."

Vi nåede toppen af bakken og så en lille by under os. Jeg så på Chan, hvis smil syntes at sige: 'Hvad sagde jeg.' Det tog os ikke lang tid at nå byen. Den lignede en hvilken som helst by på det jordiske plan. Der var pensionater og alle slags forretninger. Den store forskel mellem denne by og en by på jorden var, at den her var meget renere. Der var ingen beskidte gader og forurenet luft, og den var fredfyldt, uden det jordiske bylivs almindelige trængsel og travlhed.

Butiksruderne var meget enkle, for som Chan forklarede - mennesker kan ikke modstå fristelser. Så snart tingene udstilles i et butiksvindue på jorden, må de ejes. Vi har ikke brug for fristelser her. Jeg var enig i hans tankegang.

Vi kom til en ganske almindéligt udseende skrædderforretning. Der var ikke en masse stænger med jakker og bukser. En mand der lignede en overordnet kom ind i lokalet, hvor vi sad. Jeg stod ret og glemte et øjeblik, hvor jeg var. Skrædderen begyndte at tage mål og spurgte:

"Hvad kunne De tænke dem, hr.? Nogen bestemt farve eller stil?"

"Nej, nej, hvad De nu synes er bedst. Og dog, jeg kan virkelig godt lide den farve der," sagde jeg og pegede på en indigo i den åbne prøvemappe. Jeg var tilfreds med min beslutning om at tage denne unikke blå farve. Så snart han havde taget mål, blev vi bedt om at komme tilbage efter cirka tre timer. Jeg så, at Chan også var tilfreds med mit valg, selvom han aldrig ville indrømme det.

"Vi skal ind andre steder efter mere tøj," sagde Chan og gjorde tegn til, at jeg skulle følge med. Vi gik fra forretning til forretning, indtil jeg havde fire poser med nyt tøj. Du undrer dig måske over, hvordan jeg fik betalt for alt det. Da jeg spurgte om betalingen, fik jeg at vide, at det ikke var nødvendigt, fordi alle arbejdede til gavn for andre. Den idé, syntes jeg virkelig, var tiltalende.

"Nå Jim, er du glad for dit nye tøj?" spurgte Chan. Jeg var henrykt og sagde det. "Godt," svarede han. "Nu vil jeg tage dig med hen til et sted, hvor du kan bade og skifte til noget af dit nye tøj."

Efter et stykke tid forlod vi byen og kom til nogle marker. Vi nåede frem til en skov, hvor Chan førte mig hen til en lille Sø, der var tæt omkranset af buske. Da jeg skubbede dem til side, så jeg, at søen fik tilført vand fra et lille vandløb. Den så meget indbydende ud; vandet virkede nærmest dragende. Chan opmuntrede mig også: "Smid (kast) det gamle tøj, og hop i vandet."

Det tog kun nogle få sekunder at komme ud af min uniform og ned i vandet. Jeg kan slet ikke beskrive den følelse, jeg fik, da jeg kom ned i søen. Det var som om, vandet havde sin egen bevidsthed. Lige meget hvor meget jeg prøvede at presse mig selv ned under vandet, svuppede jeg op igen. Chan stod ved siden af min uniform og virkede som om, han var i en tilstand af dyb koncentration. Selv på afstand kunne jeg mærke hans viljekraft. Han lavede nogle håndbevægelser, hvorefter der strålede lys ud fra den ene håndflade. Lyset bredte sig ud over min uniform, og på et øjeblik var lyset og uniformen væk.

Jeg blev noget forskrækket og råbte: "Hvad har du gjort ved min uniform? Hvor er den blevet at? Jeg kommer i fedtefadet(stekepannen), hvis jeg ikke har den." "Du har ikke brug for noget, der minder dig om krigen," sagde han højt. "Du har lagt krigen bag dig på det jordiske plan, men din uniform var en del af det og indeholdt stadig negative vibrationer, der kunne påvirke dig. Det er på tide at komme op og få tøj på. Jeg har lagt dit tøj frem."

(legg altså merke til at alt på astralplanet er kopier av det på det fysiske - skjønt i virkeligheten er det motsatt  - alt på det såkalt fysiske er KOPIER av det som først er tankedannet/tenkt på det astale plan. r-ø-anm.)

"Men jeg har brug for et håndklæde," sagde jeg. "Nej, det har du ikke," svarede han. "Bare kom op af vandet, så vil du forstå, hvad jeg mener."

Jeg kom op af vandet, passede på ikke at glide, og der stod jeg så i al min herlighed. Vandet på min krop gled bare af, og jeg var faldstændig tør! Samtidig mærkede jeg en usædvanlig følelse - alle mine problemer var blevet vasket af, og jeg følte mig meget oplivet. Jeg gik over til det sted, hvor Chan havde lagt mit tøj og tog det på. Da jeg var færdig, kiggede jeg efter Chan. "Jeg er her. Herovre," råbte han fra en gruppe træer.

Jeg ble ved mig selv, for han så så nydelig ud, som han sad dér på en stol under et af træerne. Ved siden af ham stod der en stol, som helt sikkert var tiltænkt mig, så jeg gik over og satte mig. "Nå, har du det bedre?" spurgte han. Jeg svarede: "Ja', det har jeg faktisk. Jeg har det overordentligt godt efter badet. Hvordan kan det være?"

"Her er brug for lidt yderligere forklaring," sagde han. "Du ved, at din nyé krop er anderledes end din gamle. Den er mere underkastet æteriske energier. Din krop og alt andet her påvirkes af disse energier. Vand er særdeles ladet. Jeg vil gerne have, at du genkalder dig noget fra det jordiske plan. Bilerne der havde brug for et energiforråd for at kunne køre effektivt. Tænk på din krop som en bil, der bruger et batteri. Den astrale krop har et æterisk energiforråd, som har brug for at blive genopladet, når det er løbet tør. Normalt henter du nok energi; fra æteren til at opretholde din krop, men af og til vil du udføre et specielt stykke arbejde, der vil dræne (tømme) dig hurtigere, end du kan nå at genoplade. Indtil du har lært at gøre det på en anden måde, vil du have brug for at bade i et af vandløbene for at fremskynde genopladningsprocessen. Jeg er ikke i tvivl om, at når du har fået noget praktisk erfaring, så vil du forstå det, jeg fortæller dig.

Du har allerede set, at du ikke har brug for et håndklæde. Lad mig give dig en forklaring på det. Vore kroppe er lavet af kemikalier hentet fra atmosfæren, men i en anden meget mere forædlet tilstand. De højere vibrationer og den større mængde livskraft, der uophørligt strømmer igennem os, gør vore kroppe langt stærkere, selvom de er lettere og luftigere end de jordiske kroppe.

Det plan vi befinder ospå er meget tættere på Gudskraften, end det jordiske plan er, derfor optager vi en meget større mængde af denne kraft i os. Det gælder blandt andet din nylige opdagelse af, at din krop kunne optage energi fra vandet uden at opsuge selve vandet.

Lad mig give dig et andet eksempel. Du har ganske sikkert i dit jordiske liv prøvet at pudse din mors vinduer. Når du lagde den våde klud mod glasset, lagde du nok mærke til, at vandet løb af ruden og efterlod nogle dråber. Her får du ikke striberne, men står med en ren og genopladet krop. Er det svar nok på dit spørgsmål?"

 "Ja," svarede jeg. "Men hvad skete der med min uniform, og hvordan fik du den til at forsvinde?"

"Du er vist ret videbegærlig," sagde han. "Det er kun godt, for det betyder, at du virkelig lytter til det, jeg siger. Véd at bruge min viljekraft er jeg i stand til at påvirke astralt stof. Det betyder, at jeg kan opbygge noget eller opløse det i sine oprindelige bestanddele. Vores stole er for eksempel skabt på den måde. Først skulle jeg tænke på stolen og fastholde tanken i min bevidsthed, mens jeg fokuserede min vilje på tankeformen. Dette bragte det subjektive billede ind i den objektive verden ved at anvende objektivt stof. Det er sådan, vi får de fleste ting i denne verden.

Nu til begrundelsen for, at jeg skaffede dig af med din uniform. Den var inficeret med dine tanker om krigen. Døden, destruktionen og det had, som du opbyggede mod fjenden, påvirkede dit lavere jeg. Din uniform var en del af dig, og selvom den ikke havde sin egen bevidsthed, kom den i kontakt med dine tanker og fungerede som en svamp, der opsugede dine følelser omkring krigen. På den måde blev der skabt en overførsel mellem uniformen og dig. Selv om det ikke kunne ses, havde den en effekt på dig, som formørkede dine følelser med had til dine medmennesker. Det må du ikke lade ske, for det skader din spirituelle vækst.

Det er en af grundene til, at vi forsøger at få nye sjæle væk fra deres umiddelbare jordiske omgivelser, ellers ville de fortsætte deres kamp i en lavere underafdeling af det astralplan, hvor det onde hersker. Det var heldigt, at du blev fundet af kaptainen og bragt hertil. I modsat fald ville lavere elementer have fået fat i dig og lokket dig med lavere jordiske begær som drak, spil og sex. Du ville så være blevet slave af disse begær og langsomt være sunket dybere ned i det astrale stof og dermed have skabt dit eget helvede."

Jeg var overrasket over at høre Chan nævne helvede. Jeg spurgte, om der fandtes sådan et sted og i så fald, hvor det var. "Jeg vil fortælle dig, hvor det kan findes en anden gang," sagde han. "Lige nu foretrækker jeg at gøre det her færdigt først. Der findes højder, du kan stige op til, men det første skridt starter med det nederste trin. Kampen mellem godt og ondt føres altid på de lavere planer. Af og til forsøger det onde at udvide sine grænser, og der kommer en åben konflikt. Den varer ikke længe, fordi vi har kraften fra det, der er rigtigt, på vores side. Til tider går Lysets Herrer ind i kampen, og med deres hjælp bliver det onde hurtigt spredt til alle sider. Det giver os mulighed for at tage fanger, som vi håber at kunne overbevise om deres vildfarelser.

 

Vi kan ikke holde på dem ret længe, for deres egne onde tanker trækker dem tilbage til deres eget plan. Nogle gange er sjælene ikke onde, de er faret vild og er faldet i det forkerte selskab. Hvis de indvilliger, hjælper vi dem med at stige ud af deres mørke og finde lysets vej. De sjæle, der arbejder på at opløfte disse fortabte væsner, kaldes befriere. De har til opgave at gå ind på de lavere planer, og de vælges på grund af deres højt udviklede viljekraft. Det kræver stor dygtighed og et stort mod at vove sig ind i det mørkeste af disse områder. Og i de mørkeste områder arbejder befrierne i grupper på fire for at fastholde de fire kardinale punkter hos den sjæl, de hjælper. På denne måde har det onde ikke en chance for at blande sig i vores arbejde. De sjæle der reddes bliver taget med til et sted, hvor de kan hvile, og hvor de forbliver, indtil de har udviklet en mere positiv holdning, og indtil deres sind åbner sig for dette plans højere liysindflydelser.

Vi har en hel hær af sjæle, der arbejder på denne måde. Jeg arbejdede selv som befrier, indtil jeg blev sat til at varetage din trivsel. Nu er det tid at gå tilbage. Jeg har talt længe om livet her, og du har brug for at fordøje det, der er blevet sagt."

Vi rejste os fra stolene, som opløste sig ved Chans håndbevægelse. Jeg spurgte, om han ville vise mig, hvordan man gjorde det. "Ja," sagde han, "en anden gang. Vi er nødt til at gå."

Det tog ikke lang tid at gå tilbage til mit kvarter. Jeg havde det fint og så godt ud i mit nye tøj. "Hvornår ser jeg dig igen?" spurgte jeg. "Meget snart," svarede han. "Du har brug for at hvile dig nu. Hvis du får brug for mig, så koncentrer dig om mit ansigt og mit navn - og se hvad der sker! Farvel så længe."

Jeg takkede ham for hjælpen. Han vinkede farvel og begyndte pludselig at blive utydelig. På et øjeblik var han væk. Jeg tænkte: Stik den! Her det ene øjeblik og væk det næste."


Så følger et utdrag fra kapittel 2 - der veilederen CHAN forteller den relativt nyankomne soldat James Legget om de oppgaver som de hadde forberedt for ham senere, og litt teori om de forskjellige plan:

............"Nå, min unge ven," sagde han, "det har været en god dag, og du har klaret dig godt. Nu må jeg koncentrere mig om at arbejde med den praktiske side af din uddannelse. Der vil komme en tid, hvor du selv skal vove dig ud og arbejde med at opløfte sjæle, der befinder sig på et lavere vibrationsplan end dig. Planet under dette er tættere, og det onde føler sig tiltrukket af det. At gøre din viljestyrke stærkere er en vigtig del af din udvikling, fordi det vil beskytte dig mod de onde indflydelser fra dette lavere plan. Du var meget heldig ikke at falde i kløerne på det onde, da du døde. Jeg havde ikke i sinde at fortælle dig om de lavere planer, men nu vi er ved emnet, vil jeg fortsætte."

Med en håndbevægelse producerede Chan noget pergamentpapir. Da han rullede det ud, vinkede han mig over, så jeg kunne se nærmere på det. Han mente, det ville være godt at vise mig, hvordan de astrale planer korresponderer med hinanden. Tegningen var meget imponerende, og jeg studerede den et stykke tid. Men ærligt talt, så forstod jeg den ikke helt og bad derfor Chan forklare mig, hvad den gik ud på.

"Ser du, der er syv planer, og hver af dem varierer i tæthed. Hvert plan bebos af sjæle, der passer til netop dette plan, hvilket afgøres af deres astrale kroppes vibrationer, der kontrolleres af deres manifesterede tanker. Det astrale plan, som du kender, er halv-fysisk. Det ligner jorden med hensyn til rum og beliggenhed, og tiden eksisterer også, selvom den har en mere flydende  - noe mindre tett - form end på jorden. Hvert af disse planer har mange inddelinger også kendt som tidszoner, og de bebos af sjæle, som tilhører den pågældende tidsperiode. Mange af disse sjæle er i stand til at rejse fra én tidsperiode til en anden, men de fleste føler sig bedst tilpas i velkendte omgivelser."

Jeg afbrød Chan ved at spørge, om han levede i sin egen tidsperiode. "Ja, det gør jeg, når jeg har mulighed for det," svarede han. "Men mit arbejde foregår mest i denne tidsperiode. Du vil se, at opdelingen af dette plans beboere er mindre gradueret og sorteret end på de højere planer. På dette plan ligner livet meget det jordiske, og alligevel vil du møde mennesker af forskellig nationalitet diskutere vanskeligt tilgængelige emner ved hjælp af telepati - næsten lige så faldkomment, som vi gør på de højere planer. Der er to planer, som jeg mangler at fortælle om. Det er de to laveste, hvor der ingen ind-delinger er. De går i et. Jeg vil give dig et eksempel."

Med endnu en håndbevægelse materialiserede Chan et løg, som han sagde var perfekt til at illustrere det. Han holdt det op foran mig og begyndte at forklare hvordan. "Den midterste/innerste del er den tætteste. Forestil dig de astrale planer på samme måde. Det midterste er den tætteste form for stof, og hvert lag udenpå bliver et efter et finere og større.

Bildet: her det tegnet et bilde med fire plan i tillegg til det grovfysiske innerst - der en tenker skallene sett utenfra og samtidig. I følge inf. i art. her, finnes det også dim-plan under eller innfor "jordplanet"  - som kalles "helvetesplan" her .

 

Det jordiske plan er den tredje inddeling, som vi oplever det, og det onde er enerådende over de to planer under jorden. Det første plan omtales ofte i jeres kirker som Helvede. Det er det fuldkomment godes diametrale modsætning og er slagmark for de onde lidenskaber, der er sunket derned fra jorden. Til tider bliver disse onde lidenskabers rene kraft personificeret. Det sender rødder langt ind i det andet og tredje plan. Disse rødder ernærer sig ved de onde lidenskaber og hadet, der affødes af krig. Formerne, der dannes af dette onde, ses ofte på slagmarken. Dødens Engel er en sådan form. De levende og de døende ser den som en stor skyggeagtig skikkelse, som sortner for solen, når den overskygger slagmarken. Den bliver større og stærkere, efterhånden som krigens emotioner tager til.

Det er i sådanne krige, at det onde i sin laveste form trænger ind fra Helvede og strømmer over i det andet og tredje plan. Det ondes rødder suger kraft fra Dødens Engel - og fyldes af denne kraft, mens det presser på for at komme til at dominere de andre planer. De, der lige er blevet dræbt, bruges også af de onde elementer i deres forsøg på at komme op fra Helvede."

Jeg fik kuldegysninger, da Chan beskrev det onde på disse lavere planer. At tænke sig at jeg også kunne være blevet brugt! Jeg kom tanke om, at Chan havde udtalt sig om Helvede før. "Vil det sige, al Helvede virkelig eksisterer?" spurgte jeg. "Det er det, jeg har prøvet at fortælle dig," sagde han. "Jeg har ikke været på det første plan, men jeg har arbejdet på grænsen til det andet. Det jeg var vidne til var rystende, men nu har jeg talt nok om dette emne."

Før Chan kunne nå at sige mere, spurgte jeg, om ikke han ville fortsætte. Det han sagde var fængslende. Han fortsatte: "Godt, hvis du ønsker det, vil jeg beskrive det, jeg så. Det er et sted, hvor onde dødelige synker ned i deres forskellige syndige besættelser. Deres sjæle vandrer formålsløst rundt i det dynd (gjørme), som de har skabt for sig selv. En tæt tåge dækker alting. Der er ikke noget landskab, ingen bygninger; i stedet er der dybe bjergkløfter, hvor degenererede dødelige lurer, mens de hurtigt lader sig føre ind i Helvede. De lever i skjul på slimede, beskidte steder mellem klipperne. Der er ingen dyr, for dyrenes sjæle kan ikke synke ned i disse dybder.

Sjælene er kommet dertil ved egne handlinger og egne begær. Når det onde trænger frem, bruger det til tider disse degenererede dødelige som sin mørkets hær. Mørket kan ikke skjule sig for lysets kraft, men det kan skjule sig for dem, der lige er blevet dræbt. Det kan også skjule sig for dem, der befinder sig på det jordiske plan -om nødvendigt i forklædning - for at udnytte menneskets lavere emotioner. Det sker på samme måde, som når en skuespiller ifører sig forskellige kostumer til sine roller i forskellige teaterstykker.

Selvom de er døde på det jordiske plan, higer disse degenererede efter den fysiske krops tilfredsstillelse. Og de er bestemt levende på det plan, hvor de befinder sig. Deres begær er meget stærkere, end da de var på jorden. De er forbundet med en masse ligesindede sjæle og skaber dermed en mægtig drivkraft. Denne vil til sidst løbe ud over det jordiske plan og snylte på mennesket, der stadig befinder sig i kødet.

Deres ofre vil være ligesindede. De, der praktiserer den sorte kunst, vil blive ofre for deres egne begær. De der altid er berusede og de laveste typer kriminelle vil blive ofre for disse besættende sjæle. De fletter sig ind i deres ofre for at tilfredsstille deres egne brændende begær. Man kan se mange af disse væsner flokkes omkring tilholdssteder for drukkenbolte og omkring bordeller. De venter på at kunne trænge ind i deres ofres aura. Jeg ved godt, jeg endnu ikke har fortalt dig om auraer, men det kommer jeg til."

Jeg kunne ikke bevæge en muskel. Hele min krop var anspændt af frygt. Chan spurgte, om han skulle fortsætte. "Ja," svarede jeg uden tøven. "Når de degenererede får adgang til deres ofres aura, bliver de der, indtil offeret frigør sig. Dette kan gøres af individet selv eller af en djævleuddriver. Hvis vedkommende ikke bliver befriet, tager dette væsen kontrollen over den jordiske krop ved at dominere den svage sjæls personlighed. Besættelsen er nu en realitet med en efterfølgende kamp for at komme til udtryk. Først hører den jordiske sjæl stemmer, der siger, at han skal gøre ting, der er ham imod. Stemmerne er så dominerende, at den svage sjæl kun kan adlyde og gøre ting, der slet ikke er ham. Når besættelsen bliver for slem tilkaldes sædvanligvis en læge. I de værste tilfælde bliver patienten måske indlagt på en institution. I desperation kalder lægerne ofte denne tilstand for skizofreni og har bestemt ingen anelse om, hvad problemet egentlig er.

Men husk, det ikke er alle, der drikker eller er forfaldne til at tilfredsstille kroppens begær, der er onde mennesker. Nogle har en svag vilje og føres på afveje af dem, der selv ledes af det onde. Det var mit job sammen med andre at finde disse fortabte og forvildede sjæle og forklare dem, at de selv skabte nogle omstændigheder for sig selv, der ville blive svære at overvinde. Vi forsøger også at forklare dem, at de bliver brugt af en meget stærkere ondskabsfald kraft, og at de vil blive lokket ind i Helvede, hvis de ikke vender sig bort fra denne vej. Generelt giver det dem noget at tænke over. Vi kalder det at så et frø, og forhåbentlig slår det rod. Vi ønsker, at de ser lyset og finder sig selv.

Ingen er nogensinde helt fortabt, det kan ikke lade sig gøre, for livsgnisten er i alt. Men man kan synke så dybt, at man næsten udslettes. Til tider angriber onde væsner os, hvis de mener, vi har succes med en af deres legioner. Det er derfor, du undervises i at kontrollere din viljekraft, for det er din vilje, der beskytter dig og holder dig på sikker grund. Du vil lære aldrig at blive bange. Den største fjende er frygten selv, så du må have tillid til Guds kærlighed og visdom. Mørket kan ikke røre dig, hvis du udstråler lys. Så ved viljens kraft er vi i stand til at sende de onde væsner tilbage til deres eget plan, nedsunkne i deres egne onde lidenskaber.

Jeg har nu forklaret dig lidt om det arbejde, jeg lavede, før jeg fik dit velbefindende overdraget. Det forklarer også, hvorfor jeg blev valgt til at være din lærer. Du har også evnen og styrken til at blive befrier."

"Det tror jeg sgu godt nok ikke," sagde jeg og sprang op for at strække benene. Chan grinte (lo)  bredt. "Vi må jo bare se tiden an," sagde han. "Har du lyst til at få en stol? "Ja," sagde jeg, "jorden er temmelig hård at sidde på." Ved en håndbevægelse kom en stol mere til syne. Jeg takkede ham og satte mig til rette.

Han fortsatte: "Når det onde trænger ind på det tredje plan, sker der en konfrontation mellem de gode og onde kræfter. Vi kæmper for at sende det onde tilbage. Nogle gange har det onde megen styrke og driver os tilbage, men ikke ret længe. Vi kalder på hjælp fra højere sjæle, som så kalder Lysets Herrer ind i kampen. Med deres hjælp, driver vi den onde hær tilbage. I den forvirring der opstår, når de gemmer sig for lyset, bliver der kaos i deres hær, men det er ikke gjort med det. Lysets Herrer jager dem fra det jordiske plan og ind på det andet plan. Deres lys forvirrer alle, der er onde, og den slagne hær eksisterer ikke mere.

Da du gik ud af din fysiske krop, så du noget af det tredje plan. Det er der, din historie begynder. For nye sjæle er det et tåget sted - tåget af tanker og overbevisninger. Som jeg har forklaret, er der andre planer - du er på det fjerde plan og i den tidszone, som du har det bedst med. Du er ved at tilpasse dig dit nye liv, og efterhånden som du får flere erfaringer, vil du blive mere bevidst om dit sande selv og om din indre Gudskraft.

Du vil snart skulle forberede dig til næste fase af dit liv. Efterhånden som vibrationerne i dine mentale atomer øges, vil din astrale krop ændre sig. Ligesom en sommerfiigl vil du bryde ud af din kokon og træde ind i en ny verden. Processen er langsommere for dig end for sommerfuglen, men din nye verden har meget finere vibrationer. Denne proces foregår på alle planer, fra det første til det syvende. Hvert plan har de rette betingelser for dets sjæle i vækst.

Nu vil jeg fortælle dig om det plan, hvor jeg hører hjemme. Det er det sjette på grænsen til det syvende, hvilket betyder, at jeg er ved at være klar til at fødes ind i den himmelske sfære. Det ligner din død på det fysiske plan og din genfødsel på dette plan. Gennem mit arbejde er andre blevet opløftet, og jeg har også selv arbejdet for at opnå genfødsel. Det er den eneste vej, der findes. Med tiden vil du også finde det rigtige arbejde. Kan du huske skrædderen?" 

"Ja," svarede jeg. "Han var en meget hjælpsom mand. Jeg ville også have spurgt dig om ham og om det sted, hvor han arbejder."

Chan begyndte sin historie: "Denne sjæl arbejdede som skrædder hele sit liv, og han elskede sit arbejde. Han nød at møde mennesker, og derfor var hans dage på jorden lykkelige. Da han kom hertil, ønskede han stadig at arbejde. Det ville ikke have været godt at sætte ham tit noget andet. Han fik tit opgave at lave tøj til de nye sjæle, indtil de kan skabe deres eget tøj. De fleste mennesker har stadig et ønske om at arbejde, selvom deres første reaktion, når de ankommer, ofte er: 'Gud ske lov, så behøver jeg ikke at arbejde mere'. Den holder nu ikke ret længe, for de har hele livet været vant til at arbejde. Efter et velfortjent hvil introduceres de til et arbejde, der giver dem stor glæde. Alle arbejder på den ene eller den anden måde, men her udføres arbejdet uden betaling. Det gøres i kærlighed, for de fleste nyder deres arbejde. Det er en måde at erkende og påtage sig sit eget ansvar."

"Det forstår jeg godt," sagde jeg. "Jeg ville komme til at kede mig, hvis jeg ikke havde andet at lave end at sidde med hænderne i skødet hele dagen. Må jeg spørge om noget?"

 "Selvfølgelig," svarede han. "De forretninger vi besøgte, hvordan blev de til?"

"Det var et godt spørgsmål," svarede han. "Byen og forretningerne findes på det jordiske plan. Vi har kopiéret dem, så de nye sjæle straks føler sig hjemme. At berøve dem de ting, de kendte og forstod, da de var på jorden, ville medføre en mental ubalance. Så vi er meget omhyggelige med at skabe nogle omgivelser, der ligner dem, de lige har forladt. Der eksisterer selvfølgelig meget større ting her end byer, huse og kirker. Dit land findes også her! England er stadig England. Et kort ville vise, at Kina også ligger der, hvor det plejer. Den eneste forskel på jorden og dette sted er måden, vi lever på.

Jim, kan du huske, hvad jeg sagde om afstande? Ved at bruge vilje og tanke kan jeg rejse fra et sted til et andet, ja helt om på den anden side af jorden, på kun et øjeblik. På den måde overvindes afstande med kontrollerede tanker. Du får snart en lektion i, hvordan du kan kontrollere dine tanker.

Vejlederen, hvis foredrag du overværede, hører hjemme på det syvende plan. Han er en vidunderlig sjæl, der udelukkende arbejder på at opløfte menneskeheden. I den åndelige verden har han udviklet sig hinsides det syvende plan. Men da han ønsker at fortsætte sit arbejde på de lavere planer, må han forblive under de astrale planers manifestation, som er forskellig fra det åndelige plan.

Alt astralt stof ophører med at eksistere på det åndelige plan, her virker kun ren ånd. Skillelinien mellem de to er meget fin, men jeg kan forsikre dig, at det er et værdigt mål at arbejde mod det åndelige plan. Der er mange sjæle, der holder sig tilbage på et udviklingstrin for at kunne hjælpe andre. For mit vedkommende har jeg lang vej endnu.....

Slutt utdrag fra kap2.

 

ARBEIDET SOM "ASTRALE BEFRIERE" UNDER WW2

Så følger et utdrag fra det siste kapittel - 14 - som omhandler James Leggets oppgave på astralplanet. Og jobben var som hjelper eller deltager i en hjelpe eller "skytsengel-gruppe". Altså hjelpe forvirrede avdøde (som ikke visste at de var døde) over til de noe høyere astrale plan, slik at de ikke ble fryktfanget på de laveste "helvetesplan". På dette tidspunkt som stoffet omhandler -  arbeider gruppen på de lavere astrale plan i Europa under 2. Verdenskrig. Når vi går inn her, er James’ gruppe i oppdrag med å hjelpe noen avdøde barn i det tysk-okkuperte Frankrike. De var tanke-fanget i sin forvirrede "døde" situasjon - der de altså ikke selv visste at de er døde fra det fysiske plan:

 

"Vi efterlod George og Fred (avdøde engelske soldater som gruppen etter lang tid klarte å overbevise at de var døde på det fysisk-jordiske planet) - i en sergents varetægt og bevægede os ind i tågen igen. Vi nåede ikke særlig langt, før vi stødte på nogle fra vores gruppe (som også altså arbeidet med å oppspore forvirrede avdøde soldater på slagmarken). De havde også haft held med sig. Jeg vendte mig mod Harry og sagde: "Det var noget af en chance, du tog ved at lade dig skyde."

 "Egentlig ikke," sagde han. "Men jeg kan godt fortælle dig, at jeg var skide bange. Men vi var jo blevet bedt om at bruge vores fantasi. Smerten betød ikke noget. Hovedsagen var at få dem overbevist, men jeg vil da godt indrømme, at det gjorde ondt."

"Ja, det var godt klaret," sagde officeren(de hadde materialisert seg i krigsuniformer for å se ut som offiserer slik at de avdøde soldater kunne ha tillit til dem) . "Du viste initiativ. Det er sådan, det skal være. I har alle sammen klaret det flot, og jo flere af den slags befrielser I udfører, jo mere effektive bliver I. Jeg må tilbage til hovedkvarteret. Jeg vil overlade jer til jeres arbejde." Kaptajnen forsvandt hurtigt ud af syne.

"Hvilken vej skal vi gå denne gang?" forhørte Harry sig. "Hvad mener du, Jim?" spurgte Jack. "Lad os gå i den anden retning denne gang," svarede jeg.

Vi gik ind i tågen igen. Af og til var der en åbning i tågen, så vi kunne orientere os lidt. Vi vandrede rundt et stykke tid, indtil vi fik øje på endnu en lysning, som vi gik ind i. Vi kunne ane omridset af en bygning. Da vi kiggede nærmere efter, kunne vi se flere bygninger. Det var en gård, vi var kommet til. Stuehuset havde været under angreb, for alle vinduerne på forsiden var knust. Vi nærmede os meget forsigtigt, vi vidste jo ikke, om gården var blevet taget i besiddelse af vore kammerater eller af fienden. Vi standsede et stykke derfra for at vurdere situationen. Gården så forladt ud; der var intet tegn på liv. "Går vi ind, eller går vi udenom?" spurgte Jack.

Vi diskuterede det indbyrdes, da jeg fik en fornemmelse af, at vi blev iagttaget. Fornemmelsen blev stærkere, når jeg prøvede at ryste den af mig. Jeg blev nødt til at sige noget om den. Det var kun mig, der kunne mærke det, men vi handlede efter fornemmelsen ved at se nærmere på huset. Vi gik forsigtigt frem. Jeg så et lille ansigt titte frem i et hjørne af et af vinduerne. Hvem det end var, indså han, at han var blevet opdaget og forsvandt hurtigt.

Jeg råbte: "Kom frem. Vi gør jer ikke noget. Vi vil bare gerne snakke med jer." Vi ventede på et svar, men der kom ikke noget. Pludselig blev stilheden brudt af et højt brag. Der kom et til og endnu et. Vi behøvede ikke være særlig smarte for at regne ud, at vi blev beskudt. Hvem det end var, der skød, så skød han ikke særlig præcist. Vi trak os lidt tilbage for at finde ud af, hvordan vi kunne komme ind i huset. Vi vidste, vi var nødt til at materialisere os derind. Vi vidste også, at denne metode kunne chokere sjælene derinde, hvis de fik øje på os. Det var en risiko, vi måtte løbe. Vi holdt hinanden i hånden alle tre. På et øjeblik var vi inde i huset.

Rummet var tomt, på nær nogle store kasser der var stablet op ved vinduet. Jeg så én bevæge sig bag kasserne. "Pas på!" råbte jeg og skubbede Jack omkuld lige i rette tid. Der lød et højt brag, og en kugle susede forbi vores hoveder. Der var ikke tid til at tænke. Harry for over mod kasserne og dykkede ned bag dem. De sloges voldsomt. Jack og jeg kom på benene og styrtede over for at give en hånd med. Før vi nåede derhen, kom der et latterbrøl fra Harry, og han sagde:

"Det var som bare..."

"Er alt i orden, Harry?" spurgte jeg. "Ja, tak," sagde han. "Se, hvad vi har her." Harry trådte frem fra kasserne. I den ene hånd holdt han en lille vildt fægtende dreng i kraven og i den anden et gevær. "Det er mit," skreg drengen på gebrokkent engelsk. "Giv mig det."

"Vent lige et øjeblik, knægt," svarede Harry. "Vi gør dig ikke noget. Vi vil bare gerne snakke med dig. Tag det roligt." Jack gik hen for at snakke med drengen. Der blev endnu en voldsom kamp. Knægten gav Jack et gevaldigt spark over skinnebenet. "Det gjorde sgu' da ondt," råbte Jack. "Jeg burde give dig en lussing for det her." Jeg brød ind, for jeg kunne mærke, det var ved at køre af sporet:

"Jack, lad mig snakke et par ord med ham." Harry holdt ham stadig i et jerngreb og havde ikke i sinde at slippe.

"Hvad hedder du, sønnike?" spurgte jeg. "Pierre," svarede han. "Hør her, Pierre, vi vil dig ikke noget ondt. Er du alene?" 

"Ja," svarede han. Jeg havde på fornemmelsen, at han ikke talte sandt, men jeg mente, det var bedst ikke at nævne det. "Pierre," fortsatte jeg, "hvis min ven slipper dig, vil du så love mig ikke at stikke at?" Han sendte et dræbende blik mod Harry, så vendte han sig igen mod mig og så mig lige i øjnene. Jeg kunne mærke, at han var bange, men jeg vidste, at jeg skulle handle anderledes, end jeg havde gjort med John. "Nå, hvad bliver det til?" spurgte jeg.

"Jeg lover ikke at stikke af, men sig til ham der, at han skal fjerne labberne." "Det er i orden Harry, jeg tror, vi kan stole på ham." Harry gav slip. "Mit gevær. Jeg vil have mit gevær. Giv mig det," skreg Pierre. "Nej," sagde jeg, "det har du ikke længere brug for."

"Er I nazister?" spurgte han. "Slår I mig ihjel ligesom mor og far?"

"Nej, vi er ikke nazister," sagde jeg. "Se på vores uniformer. Vi er britiske soldater. Hvis vi var nazister, ville vi allerede have skudt dig. Vi er her for at hjælpe dig." "Det er for sent at hjælpe mig," sagde han. "Min familie er væk." Tårerne trillede ned ad hans kinder, mens han forklarede, hvordan de var blevet dræbt.

"For at kunne hjælpe dig," sagde jeg, "må vi tage dig med hen til et sikkert sted." "Nej," skreg han. "Jeg forlader ikke stedet her uden ..." Han standsede brat. "Du forlader ikke stedet uden hvem?" spurgte jeg. "Ikke nogen," svarede han, "jeg vil bare være i fred. Det er det hele."

Jack vendte sig mod mig og spurgte: "Tror du, her er flere?" Der kom straks en reaktion fra Pierre. "Nej, jeg er alene," skreg han. "Hør nu her, Pierre," sagde jeg. "Jeg ved, at der er andre her. Du gemmer dem. Tro mig, vi vil jer ikke noget ondt."

"Hvis I er britiske soldater," sagde han, "hvorfor er I så her? Vi er besat af nazisterne, ikke briterne. I er garanteret tyske spioner. Det er, hvad I er - tyskere klædt ud i britiske uniformer." "Jeg er fandeme ikke tysker," bemærkede Harry. "Og med hensyn til at vi skulle være spioner, så tag lige og se ordentligt efter. Vores mission er at hjælpe sådan nogle som dig i de besatte lande. Vi har ikke ret meget tid, så hvis du ønsker vores hjælp, må du hellere beslutte dig nu."

Jeg bemærkede, hvordan Harry nu greb det an og istemte: "Ja, vores ordre går ud på at finde så mange unge partisaner som muligt. De vil blive trænet som frihedskæmpere." Ordene havde en positiv effekt på Pierre. Han pippede: "Vil I hjælpe mig med at bekæmpe nazisterne?" "Ja," sagde jeg, "vi vil lære dig, hvordan du bliver frihedskæmper." Jeg tænkte på frihed til dem, der var forpint af krigen. Våbnet ville blive viljen - ikke geværet. "Godt," sagde han, jeg tager med jer. Men jeg skal lige vise jer noget først."

Han førte os ind i et andet rum, trak et gulvtæppe til side og afslørede en lem. "Vent her," sagde han og løftede lemmen. Han forsvandt ned ad nogle trapper. Jack prikkede mig på skulderen:

"Hvad skal vi nu stille op med dem? Nu forventer han jo, at vi lærer ham at kæmpe. Vi aner ikke, hvor mange der er af dem dernede."

"Vent, jeg har en idé," sagde Harry. "Hvorfor ikke kalde på kaptajn Marsh? Måske kan han hjælpe." "Det var en god idé," sagde jeg. "Hvad mener du, Jack?" "Det kunne være svaret," sagde han. "Jeg vil forsøge at få kontakt med ham." Jack lukkede øjnene og koncentrerede sig et kort øjeblik. Pludselig blev stilheden brudt af lyden af fødder på trappen. Støjen forstyrrede Jacks koncentration, og han var igen til stede.

"Fik du kontakt med ham?" spurgte jeg. "Ja," svarede han. "Han forsøger nu at finde Pierres forældre. Han har bedt mig om at røre ved Pierres hode et minut eller to. Han vil så være i stand til at forbinde sig med Pierres vibrationer, og når han er på bølgelængde, vil han vide alt om ham. Og forhåbentlig med denne kontakt blive i stand til at finde Pierres familie."

Pierre kravlede op af hullet i gulvet og sagde: "Vi kommer nu." Han lagde sig på knæ, trak to mindre drenge op og pylrede om dem et øjeblik. "Det er mine brødre," sagde han. "Da far døde, blev jeg manden i huset. Nazisterne var tæt på at ramme os, men de fik os ikke." 'Han skulle bare vide,' tænkte jeg.

"Kom herover, Pierre," kaldte Jack. Pierre gik hen til ham. "Se så," fortsatte Jack, "nu skal du stå ret som en god soldat." Det kunne Pierre lide - han stod som en statue. "Jeg skal lige måle dit hoved," sagde Jack. "Det er vigtigt for en god soldat, at hans baret har den rigtige størrelse. Der skal hans bataljonsmærke sidde. Vii den britiske hær anser det for at være en æressag."

Jeg kunne ikke lade være at grine for mig selv og tænke, at nu havde jeg hørt det med. Men det gav Jack mulighed for at lægge hænderne på Pierres hoved. Kaptajn Marsh fik masser af tid til at få den nødvendige information. "Det er i orden, menig Pierre," sagde Jack, "få fat i dine brødre og følg med os." Vi forlod huset og stoppede udenfor, så Jack lige kunne sikre sig, at alle var med.

"Hvor kommer al den tåge fra?" forhørte Pierre sig. "Jeg kan huske, da solen plejede at skinne. Det var altid klart, aldrig denne tåge. En dag vågnede jeg, og så var den overalt." Harry var kvik i vendingen, da han svarede: "Du har ret. Det er et nyt våben, nazisterne har opfandet." Pierre godtog forklaringen - i hvert fald for nu. Vi tog tilbage til mødestedet. Jeg fandt kaptajnen og forklarede ham, hvad der var sket. "Vi beholder dem her," sagde kaptajnen. "Vi forsøger stadig at lokalisere deres forældre.

"Det er fint," svarede jeg og gik tilbage til de andre. Jeg trak Harry og Jack til side og forklarede dem situationen. "Vi er nødt til at holde dem beskæftiget, indtil kaptajnen finder ud af noget," sagde jeg.

Vi gik tilbage til børnene, og jeg indledte en samtale med Pierre. "Tror du på Gud?" spurgte jeg. "Ja, selvfølgelig," sagde han. "Gør alle ikke det? Vil I godt fortælle mig, hvorfor soldaterne går rundt uden våben? Er det ikke farligt? Hvordan skal vi forsvare os, hvis vi bliver angrebet?" 

"Vi er i sikkerhed her," sagde jeg. "Du får ikke brug for et gevær. Der er ingen risiko for, at vi bliver angrebet. Fortæl mig, hvad der skete med dine forældre, Pierre."

"Nazisterne skød dem sammen med resten af dem fra landsbyen. Mine brødre og jeg gemte os. Jeg var så vred, at jeg løb hjem og fik fat i fars gevær. Mine brødre kom med mig. Vi gemte os, indtil det blev mørkt. Jeg fandt et godt sted til at lave et bagholdsangreb på de soldater, der havde dræbt mine forældre. Jeg sørgede for at mine brødre holdt sig tæt på mig, fordi jeg vidste, vi ville blive nødt til at løbe for livet. Lastvognen med mine forældres mordere kom til syne, og da de kørte forbi os, åbnede jeg ild. Jeg ramte chaufføren, og lastvognen. drejede brat til siden og røg ned ad en skråning. Jeg vidste ikke, hvor mange nazister der egentlig var i lastbilen. Det næste øjeblik var de bare overalt. De skreg og pegede i retning af os. Der lød skud hele vejen rundt om os. Jeg var meget bange og holdt fast i mine brødre. Der lød nogle høje brag, som jeg tror var håndgranater. Så husker jeg ikke så meget mere. En eksplosion slog os omkuld.

Jeg vågnede og var omtåget og fandt mine brødre liggende ved siden af mig. Der var så underligt stille, og så var tågen der. Jeg ruskede mine brødre og håbede, at de stadig var i live. Mit hjerte hoppede af glæde, da de vågnede op. Vi kom på benene og opdagede, at ingen af os havde så meget som et blåt mærke efter alt det, der var sket. Det var meget mærkeligt. Jeg sagde til en af mine brødre, at vi havde været meget heldige, at vi ikke var blevet fundet af nazisterne. Selvom tågen var tyk, fandt vi til sidst hjem og blev der, indtil I kom."

"Hmm," brummede jeg. "Det var en meget interessant historie." Jeg vidste ikke, hvad jeg så skulle sige, men besluttede at tage tyren ved hornene. "Pierre, kunne du tænke dig at se dine forældre igen?" Jeg afventede hans reaktion. Han stirrede mig lige i øjnene.

"Hvad mener du?" spurgte han. "Hvordan skulle jeg nogensinde få min mor og far at se igen? De er døde - dræbt af nazisterne. Jeg får dem aldrig at se igen, aldrig. Du er ond, når du siger sådan noget."

Tårerne vældede op i Pierres øjne. Jeg lagde mine hænder på hans skuldre: "Knægt, du er nødt til at være stærk. I døden er der liv. Det lover jeg dig. Du yil snart selv få det at se." Pierre så op og talte med bævende stemme: "Vær nu rar at sige, hvad det er, der sker med os? Det virker som en meget ond drøm."

"Nej, ikke en drøm," sagde jeg. "Det er begyndelsen på et nyt liv for dig og dine brødre. I vil opleve den lykke og glæde, der har undveget jer de sidste måneder." Pierre tørrede øjnene med en gammel klud, han havde i lommen. Han ville ikke forstå, hvad det var, jeg prøvede at sige. Med det næste åndedrag spurgte han: "Mener du, vi skal til England?" "Ikke helt," svarede jeg med en stemme, der lød som kom den fra bunden af mine støvler. Pierre sprang vredt på benene: "Hvad mener du? I lovede at tage os med til England. I lovede det."

"Jeg ved, hvad jeg sagde," bed jeg tilbage, "jeg lovede at gøre dig til soldat. Og det vil du blive i sidste ende. Der sker mange ting i vores liv, som vi ikke har kontrol over, som for eksempel det at dø." Jeg tog en dyb indånding, før jeg fortsatte. "Kan du huske kampen med nazisterne?" "Selvfølgelig kan jeg det," svarede han. Jeg holdt en pause og sagde så: "Du og dine brødre blev ikke bare slået bevidstløse ved eksplosionen. I blev dræbt af den." Jeg ventede for at se, hvordan han reagerede. Han smilede og satte sig ned. Jeg spurgte ham, om han havde hørt, hvad jeg sagde. "Jeg hørte det godt, men det er bare din spøg." "Nej, jeg spøger ikke. Du og dine brødre er døde. Jeg og alle de andre her er også døde."

Pierre lo og gentog det, jeg havde sagt, for sine brødre. De lo alle tre. Latteren fik nogle af dem, der stod i nærheden, til at dreje hovedet. Helt uden grund begyndte de at le med. Åh nej, jeg kan ikke overbevise dem, tænkte jeg. Jack kom hen og hviskede til mig, at Pierres forældre var blevet fundet. De var på vej. Jeg vendte igen min opmærksomhed mod de leende drenge og spurgte: "Er I snart færdige?"

"Åh, I britiske soldater er bare så morsomme," råbte Pierre. Jeg så smilet på hans ansigt forsvinde og kiggede i samme retning som han. Hen imod os kom en officer og to andre. 'Nå, nu sker det,' tænkte jeg ved mig selv. Latteren døde hen. Pierre skreg: "Nej. Det er ikke dem. Det kan ikke være dem." Langsomt rejste han sig og gik over mod skikkelserne, der nærmede sig. Det, der begyndte med nogle tøvende skridt, blev hurtigt et vildt løb. Hans to brødre fulgte lige efter. Jeg ventede, for at se hvad der nu ville ske, og håbede, at genforeningen ikke ville blive alt for sindsoprivende for dem.

Kaptajn Marsh vinkede mig hen til sig. De tre knægte holdt fast i deres mor, og deres far holdt om dem alle. Det var noget af et syn. Endnu en gang var en familie blevet genforenet efter døden. Officeren og jeg trådte til side og udvekslede nogle få ord. Han fortalte mig, at der ville blive sørget for familien. Jeg besluttede mig for ikke at bryde ind i deres glæde over at være blevet genforenet og lod dem være i fred.

Jeg gik over til Harry og Jack. Vi gik alle tre ind i tågen igen. Vores arbejde fortsatte under hele krigen og efter. Krigens afslutning betød bare, at der ikke kom flere sjæle over til denne side før deres udmålte tid. Vi var stadig nødt til at hjælpe dem, der var døde og faret vild på grund af krigens forviklinger. Selv nu, mens jeg taler til dig, arbejder Jack og Harry. Vi er kommet langt siden de første dage, men vores arbejde fortsætter. Så længe mennesker er grusomme mod deres brødre og søstre, vil der være brug for os...

hele boken i pdf norsk | dansk i pdf  |  under i word. Annen bok om samme tema:

1.lydutdrag norsk opplesing i  mp3  |2|   3|      dansk lydbog mp3 i 11deler a 30min

samme i  svensk doc  eller i pdf: sv.pdf

 (lese alt her eller flere valg på språk og utseende  her - 2sp betyr to spalters oppsett - best for utskrift. Dk betyr dansk utg.)  video på vimeo i svensk og under det- dansk introfilm

"jag Dog i Slaget Vid Somme" from rune overby on Vimeo.

extracts from: 'Paul and Albert' of Rev. G. Vale Owen; about the karmic results of selfish life and how one will meet the consequences- from 1924


stoffet viser hvor konkret og "fysiske" som de "etter døden"- etterfølgende livsplan er - og at de astrale nivåer i det ytre er like konkrete som den såkalte fysiske virkelighet er her.

(Boken er tatt ned fra direkte telepatiske samtaler til de overliggende verdener via supermediet Stephen Turoff )* og utgitt i -97 på dansk av: Forlaget Long - adr: Paltholmterrasserne 35F, DK-3520 Farum. Den engelske tittel var SEVEN STEPS TO ETERNITY og utkom i -93. Boken kan sikkert bestilles fra forlaget eller fra Strubes i Kbhvn. Den anbefales varmt!! (annen link til å kjøpe boken på engelsk her  og den danske utg er utsolgt som papirbok (jan.2011) men en onlineutg finnes på dansk her (lastes og lagres som "lagre som under fil-menyen)

)* Turoff driver også et samarbeide med "leger og spesialister" på andre siden - så kalt psykiske kirurgi- og en norsk dame jeg kjenner var der på hans klinikk i England og fikk ordnet sin rygg som hun hadde slitt med i 50år! her forteller hun i lyd om det (nedlastbart via linken og høyreklikke på fila og lagre mål som valget)

english on this book | boken på engelsk ligger online som google-book | her oversatt til norsk fra den over som wordfil i to spalter for utskrift |  her til dansk som wordfil    pdf-samlet-dansk

powerpoint fra denne boken med noen lydopplesninger

pdf-made from english orig. book online | some similar messages from  a "dead" ww1 soldier-      txt     or  audio

videoforedrag om livet på andre siden - dansk del 1 | del 5

this book in english as GOOGLE-online-book on link here- it means you can read online  - and you will learn a lot on life on the other side by doing so- because it is a true wisdom-source


linker til stoff med åndelig stoff belyst logisk/åndsvitenskapelig:

another book on life after death; A Wanderer in the Spirit Lands  By Franchezzo

norsk midl.sider av den over

hovedsiden

hypnose-forskning av folk til mellomliv-epoker - eng.txt

SYKDOM OG TANKEKRAFT    

Gabriele von Wurzburg: BØNENS kraft

LIVET FØR LIVET OG ETTER DØDEN - om dødsprosessen og overgangsproblemer etter døden

Samtaler med en ufo-kaptein

Rampa om romfolkets funksjon på jorden i boken EREMITTEN

fra boken REISEN TILVIRKELIGHETEN

link til ufo-kosmisk stoff 

.

 

 

A Wanderer in the Spirit Lands  By Franchezzo: read here what some readers think on that book:

"A classic true story of the afterlife, and of a love that flourishes beyond the grave. Written through the psychic medium A. Farnese in 1896, Wanderer is the true autobiography of Franchezzo, an Italian socialite who squanders his life on "wine, women and song." After an untimely death, he finds his spirit wandering in one of the dark lower worlds, alone and hopeless except for continued messages of love his young wife sends him through her prayers. Moved by the constancy of her devotion, he sets out to redeem himself by trying to help other lost souls, a mission which takes him into the lowest hells of the astral realm. Through his journey, there unfolds a remarkably lucid account of the different levels of the spirit realm, and the great brotherhoods of light who work there. Esoteric students have long regarded Wanderer as one of the clearest, most accurate descriptions of the spirit realms and the life that awaits us on the other side.

This edition contains an introduction by me describing the Spiritualist Movement out of which this story emerged.

***

"If you believe in spiritual reality, this is the best book ever written on the subject that I have ever read...way better than Emanuel Swedenborg's works. If you don't believe in spiritual things, then it's still a great story. An amazing look at life in the spiritual realm after our physical death, and the way love works even on the hardest people. The things we pursue in this life, from the perspective we have after it's over, can be so dumb...I'll never forget the story the book tells of the English adulterers who murdered the husband so they could be together, were caught, hanged, and then spent all their time in spirit world fighting each other. Or the man whose family was killed by the Portuguese governor of Brazil in the 1500 or 1600s, his revenge, and his ultimate forgiveness. And finally, the woman who loved Franchezzo without regard to his faults, which is his real salvation and his true messiah, is a terrific testimony to the ultimate power love has over all over emotions, especially anger, resentment and hate. If you want to read anything about spiritual world, this is the book! IMHO, anyway.

***

"When it comes to true love stories of life and adventures after death this channeled narration has no contender, or let us say: it takes the cake

In late nineteen century an Italian playboy, whose destiny was to eventually meet the right woman who was to put a stop to his skirt chasing, suddenly and unexpectedly, after a short illness, finds himself alive in another unpleasant reality or let us say: Hell

After several months of lone, miserable wanderings in the dark he is able, with the help of his spiritually advanced wife, and others from upper planes to reach a higher level of the astral that allows for gradual progression above the self-centeredness, and arrogance that have kept him in a hellish mental state all his life.

Although this narration display considerable signs of being fictional the insight, sensitivity, wisdom, and the logical reasoning displayed shows that either Farnese is a genius story teller, or he is exactly transcribing what the ex playboy is actually channeling through him.

The thing is that after a long period of several months he is able to advance to a school of learning where eventually he is hired to work as a retriever of souls himself.

This is mainly, in my opinion, a love story where his unvarying hope to permanently reunite on a higher level with his sweet young wife keeps him in a constant effort to clean up his act.

Warning: Read this page-turner if you are an open minded person, and for heaven sake don't get near it if you are a skeptic - You have been warned.

 A Wanderer in the Spirit Lands  By Franchezzo | norsk  | samme bok  norsk i word7 format | dansk

videoyoutube