Om pyramide-innvielser i egypten mange årtusener tilbake

Fra boken RING-BÆRERENS DAGBOG del 1 fra 1985-  av peter kjærulff - utgitt på  BOGAN FORLAG ISBN 877466 057- utsolgt jf. hj.siden til forfatteren

Boken beskrives å være skrevet ut fra hukommelse

bildet  her er en tenkt innvielse for en kvinnelig tempelprestinne der astralkroppen blir frigjort fra den fysiske "grov-kroppen" og gradvis fortettes på sin egen vibrasjon eller frekvens der den er "fast" og like virkelig som den på vibr.planet under (eller "vårt" plan). Gjennom dette erfarer personen at "livet her" ikke er det VIRKELIGE LIV!!

3min i lyd der Martinus bekrefter at pyramidene var "innvielses-apparater" i fortiden
Grace Cook sine 2 tidligere liv beskrevet levende i boken DE INNVIGDA - bok som ble overført for ca 50år siden til det kjente engelske mediet som har arbeidet i årtusender i samarbeide med de høyere plan på andre siden

 


 

"Ney-Sey-Ra"

Jeg står i ørkensandet til højre for den store sfinks og skal vælge mellem de tre pyramider. Solen flimrer, og denne dag synes uudholdelig varm - varere end nogen anden dag, jeg kan huske.

Lyset fra solen reflekteres i pyramidernes hvide sider og føjer en skarp lysrefleks til det i forvejen blændende solskin. Refleksen er stærkest fra pyramiden længst til højre - mod nord - for den er den eneste, der er helt hvid. Den høje i midten ser ud, som om den svæver, fordi stenene omkring fundamentet er røde et par meter op, de går næsten i et med det røde sand - og den lille til venstre virker fast plantet i sandet med sin mørkere farvning. Den er rød over det hele.

Jeg er lige steget ud af den mørkelagte bærestol. Min præsteuddannelse har nået sit højdepunkt, og den endelige eksamen består i konfrontationen med døden og ensomheden i én af de tre pyramider. I morgen vil jeg - lige omkring mørkets frembrud - blive sejlet ad Nilen helt hen til foden af det højdedrag, de tre stenkæmper ligger på. Men i dag skal jeg vælge.

Min angst for at sætte mig selv højere end nødvendigt - næsten en selvdestruktiv følelse - får mig til at tænke, at det nok er den lille pyramide længst til venstre, man forventer, jeg vælger. En præst må jo være et ydmygt og lyttende væsen, der ved sin beskedenhed kan vise kærlig forståelse over for de mennesker, der søger hans hjælp. Og man skal jo ikke tro, man er mere værd end andre, fordi man er præst og har modtaget belæringer om guderne og om livets mange hemmeligheder.

På den anden side ved jeg jo også en hel del. Må man ikke som præst være parat til at vise myndighed, ja gå foran alle andre med sit eksempel? - Hvem ved, måske er jeg udvalgt af guderne til en eller anden vigtig mission, også ville det da være dumt, om jeg i et anfald af selvdestruktiv beskedenhed gjorde mig mindre, end jeg er. Måske vil mine lærere gerne se, at jeg tør være den, jeg nu bliver: en formidler af de guddommelige love, én, hele folket gerne skulle kunne se op til.

Jeg tror simpelthen jeg tager den der pyramide i midten, der knejser mest. Den er, så vidt jeg kan se, den højeste, og den helt hvide til højre mangler jo toppen - det er da noget underligt noget.

Alligevel er der noget ved den til højre, der tiltaler mig. Som om den er 'venligere' end de andre. Dens sider skråner på en bestemt måde, der giver mig en følelse af velvære og harmoni. Jeg kan bare ikke lide, at den ingen top har -som om man ikke har gidet gøre den færdig.

Jeg sætter mig ned i sandet og rådspørger mit indre. Jeg har i min elevtid lært at tømme mit sind for tanker, sådan at mit rigtige jeg kan komme til at tale. Jeg venter længe på, at det skal sige noget - men intet sker. Som om mit indre jeg antyder: nu er den dag kommet, hvor du selv skal vælge.

Jeg er nu blevet helt rolig og kan resumere for mig selv, hvilke indtryk de tre pyramider har gjort på mig:

De to første stimulerede henholdsvis min selvforglemmelse og min stolthed, mens den sidste fylder mig med en fornemmelse af, at den kender mig - og at jeg kender den. Den mangler godt nok toppen, men - præster vokserjo heller ikke ind i himmelen. Og den mægtige tyngde, denne stenkolos har, synes holdt i et let greb af de skrånende sider, der hverken er for stejle eller for flade.

Jeg ta'r den. Det er måske ikke det rigtige valg, og så harjeg skuffet mine lærere, men der er et eller andet ved dens proportioner, der får mig til at tro på mig selv uden at være hverken selvdestruktiv eller pralende (som jeg ofte har været som ung dreng; nu er jeg 15 år og en voksen mand, der ikke har tid til den slags barnestreger).

Jeg vender mig om og siger til Okar, templets vognstyrer og altmuligmand, at min beslutning er truffet. Han bøjer sig dybt for mig uden et ord, og drager med venstre hånd det dybtrøde forhæng til bærestolens indre til side. Det har undret mig noget, at ingen af mine lærere har ledsaget mig her i dag. Men gad vide, hvordan jeg havde valgt, hvis jeg hele tiden kunne fornemme deres ånde i nakken'?

Den dag spiser jeg ingenting. Det er mig kun tilladt at drikke vand, og den næste dag skal jeg tilbringe i meditation - også uden mad (på nær nogle små brød, som sættes ind i mit rum midtpå eftermiddagen). Jeg har ikke lov til at tale, og ingen taler til mig; Okar har videregivet min beslutning til templets ledelse.

Da solen står lavt på himmelen den næste dag, bliver jeg hentet og iført det ceremonielle lændeklæde. Allerede midtpå dagen blev jeg indsmurt i duftende olier - efter at min kontemplation havde været afbrudt af den tilladte svømmetur i lotusbassinet mellem de hvide mure.

Der er mindst 20 præster til stede i 'udgangsrummet', som vi kalder det eleverne imellem, et rum, vi har hørt om, men aldrig har set. Præsterne står langs væggene, idet jeg bliver ført ind. Midt på gulvet - på en lille forhøjning - står en båre af form som en mumiekiste, og låget med de påmalede hvide vinger står op ad væggen til venstre.

Alt dette her erjeg forberedt på, og jeg lægger mig i en rolig, afklaret sindsstemning på de grønne puder i bunden af kisten. Låget lægges på, og jeg mærker den sagte duven, idet stærke hænder løfter den fra gulvet.

På et tidspunkt kan jeg høre råb og åreslag, men langt borte fra - som om den båd, der fragter min kiste, bliver trukket af en anden båd.

Igen den ikke ubehagelige duven som følge af, at jeg bliver båret over sand eller trapper, og pludselig bliver låget taget af, og den nedgående sols farvevæld strømmer mig i møde. Himlen er alle farver fra grønt over purpur til violet - og solen selv er netop ved at forsvinde. Idet en stærk hånd hjælper mig på benene, ser jeg dens lysende bue tage afsked med mig før min rejse ind i mørket.

Jeg står på en art stillads, en lang trappe, jeg aldrig har set før. Den går vinkelret på pyramidens nordflade, og den er beklædt med blå stoffer og høje smældende vimpler i hvidt og guld. Alle viser mig ærbødighed. Mine lærere og de øvrige tempelpræster - de må være her alle sammen - bøjer sig for mig, idet de krydser hænderne over brystet. Jeg står der - kun iført mit lændeklæde - og gengælder deres hilsen.

Præsterne går til side og afslører en mægtig åben stendør, der skaber et mørkt hul i pyramidevæggen. Jeg ser på min elskede lærer og leder - jeg har glemt hans navn. Ham, der har haft mig som sin personlige elev. Han nikker næsten umærkeligt, og jeg går de få skridt hen mod indgangen. Inden jeg træder ind i pyramiden, ser jeg op ad dens rød-gyldent lysende side med en mærkelig ærefrygt: det er, som om dette mægtige bygningsværk netop nu er lavet -udelukkende for min skyld.

Det er bælgmørkt. Drønet fra den tunge stendør runger stadig - efter nu snart 8.000 år - i mine ører. En besynderlig følelse at sidde der i en lav og smal stengang - i et sådant mørke, at øjnene ikke på noget tidspunkt vil komme til at se noget som helst. Lyset trænger simpelthen ikke ind.

Jeg må lige sunde mig lidt. Nok er jeg ikke bange for mørke, men her sidder jeg - næsten levende begravet - i en kæmpemæssig bygning, som jeg ikke aner, hvad indeholder, og det forventes af mig, at jeg føler mig frem, velovervejet kravler eet 'skridt' ad gangen og helst ikke bevæger mig bagud.

Her er ikke en lyd at høre - intet. Luften er kølig uden at være kold - eller lun uden at være varm (hvad man nu vil). Mit åndedræt er temmelig ophidset -den afklaring, jeg følte, idet jeg trådte ind i pyramiden, veg hurtigt for en ængstelig nervøsitet: kan jeg nu gøre det godt nok? kan jeg leve op til de forventninger, der stilles til mig? - er det overhovedet den rigtige pyramide, jeg har valgt?

Jeg skubber mig fremad, idet jeg føler mig for med hænderne overalt: ingenting - kun en jævnt nedadskrånende gang.

Jeg begynder at blive mere rolig, indtil videre kanjegjo ikke komme i andre retninger end den, gangen fører mig i. Mand, hvad er det, jeg har rodet mig ud i? Måske skulle jeg hellere være blevet bonde, som min mor ville have det. Og her sidder jeg midt i mørket. Det er, som om nogen har puttet mig tilbage i min mor igen - som om jeg aldrig har eksisteret. Den eneste vej tilbage til livet -stendøren bag mig - er lukket, og fremtiden (hvis jeg overhovedet har nogen fremtid) ligger i den anden ende af denne mørkelagte stengrav. Men hvordan kommer man ud igen? - kommer jeg nogen sinde ud? Bare det hele var vel overstået.

Mine tanker vælter rundt i hovedet på mig, og i den totale stilhed er det næsten som om de bliver iført lyd og slår tilbage i hovedet på mig fra de alt for nære vægge.

Men fremad er der dog åbent. Det er godt, det ikke er en firkantet kasse dette her!

Men hvad er nu det - furer i væggene, og lodrette sammenføjninger i begge sider af gangen? Før gik de vinkelret på gangretningen!

Det må være et signal, et tegn. - Hurra, jeg er på rette vej. Det betyder nok, at jeg skal holde modet oppe, rillerne peger jo opad - jah - eller nedad. Hm. Hvad kan det nu være? Gangen går jo nedad, men det kan selvfølgelig godt betyde, at den i virkeligheden fører opad - mod højere erkendelse eller sådan noget?

Den går jo i hvert fald videre - gangen - og det må der vel være en mening med, jeg mener: hvorfor skulle man lave en gang, hvis ikke man skulle følge den? Og der er jo ikke andre gange, så vidt jeg kan føle - både til siderne og i loftet.

Jeg får med ét en fornemmelse af, at der måske kan være en mulighed for, at noget pludselig kan lukke sig op og føre mig væk fra den nedadgående gang -måske opad?

Sludder! Det er min fantasi. Jeg skal i hvert fald ikke beskyldes for at ville undslippe gennem dagdrømme og fikse ideer. Gangen her går jo tydeligt nok videre, tag dig nu sammen mand! Sikken et ramaskrig, der ville blive, hvis jeg gør noget forkert og spilder tiden med at trykke tommelfingeren mod alle de ujævnheder, jeg kan finde, i det håb at en eller anden hemmelig dør nok skal åbne sig. Nu er det bare om at se at komme videre, jeg har allerede spildt tid nok her.

Gangen fortsætter og fortsætter - tilsyneladende uendeligt. Men det må da vel være rigtigt, jeg mener, hvad andet kunne jeg gøre?

Det er, som om det fascinerende ved at være i pyramiden, med et har sluppet mig. Jeg føler mig mere ligeglad med alting, og så vidt jeg kan mærke, bevæger jeg mig også under pyramiden - gennem klippe.

Hm.

Eja - noget sker, gangen ændrer sig og bliver lige. Jeg sætter farten op, og væggene forsvinder. Et rum breder sig ud. Nu er jeg her, det var jo let nok. Hvorfor dog alt det postyr og ceremonier, nu er vi ved vejs ende, det tog jo ikke mere end et par timer.

Gulvet er godt nok underligt. Det stiger i små 'trapper', og her var jeg lige ved at baldre hovedet mod loftet. Ned igen.

Jeg undersøger væggene. De er fine nok, og loftet er jævnt. Hvorfor har de ikke gjort gulvet færdigt - det er vel ikke det gale sted, jeg er kommet hen?

Gudskelov, her er en gang videre, lidt smallere godt nok, men altså - videre..

*********

Han roter rundt i pyramidens ganger i lang tid - som slik det beskrives her - må være/ha vært langt mer omfattende enn de "offisielle/kjente" ganger i pyramiden.

På et tidspunkt gir han opp å finne fram til rommet med selve innvielses-sarkofagen - men kommer etter hvert til nytt mot og fortsetter letingen til han finner fram - se neste del

LITTLE DEATH CEREMONY
"In Tibet, Egypt, Atlantis and other lands adepts were trained in the metaphysical arts and sciences. This included a full awareness of other worlds, other dimensions, and all the powers of the mind, as well as control of the body. At some point the student was considered ready for the Ceremony of the Little Death. After preparation with fasting, cleansing, programming and strict diet, he was taken to a remote location and placed in a stone coffer. The lid was fastened and he was left alone. He had to overcome natural panic and initiate a special breathing pattern that induced suspended animation and freed the spirit from the body. Then for three days the astral form would travel to distant worlds and dimensions, gaining priceless knowledge of th nature of the universe. At the end of this time his guides would return to the location of his physical body and he would reenter it, forever a changed, humbler and wiser man.

Of course, the coffers in the three great pyramids of Giza were used for that purpose as similar structures were in Atlantis. In Tibet deep mountain caves and tunnels were used- and still are."

copyright John Henderson.


 

hovedsiden åndelig stoff

boka INNVIELSE av Elisabeth Haich KAN også leses online - norsk oversettelse -  side for side - på linken her  men ha tolmodighet, for tar ca ett minutt å få opp siden med hele boken som kan leses online, men altså ikke nedlastes. samtale om boka  |  (english: INITIATION pdf  | german/Deutch here)

 

  og på engelsk her